Fuglestationen's historie

"Det er efterhånden blevet klart for mig, at der langs den jyske vestkyst foregår et kraftigt træk af måger og vadefugle og tildels ænder, noget som tidligere har været delvist upåagtet." Denne sætning fra en artikel om Sandløberens trækforhold i Nordeuropa (Ferdinand 1953) blev starten på en betydelig feltornitologisk aktivitet ved Blåvand og skulle 10 år senere resultere i oprettelsen af Blåvand Fuglestation.

 

Tiden var moden til et spring fremad i den feltornitologiske aktivitet: Anden Verdenskrig var overstået, velfærden krøb sagte ind over landet, og en ny, stor generation af feltornitologer stod klar til at udforske ukendt land. Allerede på DOFs generalforsamling i januar 1953 havde den unge Lorenz Ferdinand opfordret til afholdelse af feltornitologiske ungdomslejre for at studere fugletræk m.v. I 1954 blev der oprettet et Feltornithologisk Udvalg under DOF (hvori bl.a. Ferdinand sad), og i august 1955 blev den første studielejr afholdt i Blåvand – med hele 45 deltagere. Igen i 1958, 1959 og 1960 var der studielejre ved Blåvand, og i 1960 blev der forsøgsvis opsat en helgolandsruse til småfugleringmærkning.

 

Også udenlandske ornitologer gæstede Blåvand. I samarbejde med bl.a. Lorenz Ferdinand og Finn Salomonsen undersøgte engelske og danske ornitologer trækket ved Blåvand i efteråret 1954 (Jenkins & Nisbet 1955), og i oktober 1959 studerede fire hollændere fra Vogeltrekstation Texel småfugletrækket (Ferdinand 1959). Tiden var moden til DOFs første egentlige fuglestation. I Feltornithologen 1963 stod at læse: "Som en virkelig glædelig nyhed kan meddeles, at ... Dansk Ornithologisk Forening [nu] kan oprette et observatorium ... ved et af landets bedste træksteder: Blåvandshuk" (D.O.F.s bestyrelse 1963). DOF havde lejet det tidligere petroleumslager og hønsehus nær fyret, og dermed blev Blåvand Fuglestation en realitet.

 

 

Den 10. august 1963 flyttede stationens første observatør, Thomas Thelle, ind. Hen mod slutningen af august tog Arne Møller over, og trods kummerlige forhold i et lille hus uden strøm fortsatte han observationerne til lige før jul. Efteråret 1963 var ret blæsende, og der sås bl.a. 17 Sabinemåger, 30 stormsvaler og 7 Thorshøns (Møller & Rabøl 1963). Igen i efteråret 1965 blæste det. Med Erik Kramshøj som stationschef og en række gæstende observatører blev der bogført næsten 150 stormsvaler, 1 Sabinemåge, 4 Thorshøns og omkring 200 kjover (Andersen-Harild & Kramshøj 1968). At der kunne ses så mange spændende havfugle i Danmark var nyt, og beretningerne fik stor betydning for den spirende interesse for fuglestationer blandt yngre fuglefolk.

 

I 1965 bevilgede Carlsbergfondet penge til arbejdet på Blåvand Fuglestation, og observatørerne kunne nu få den fyrstelige løn af 10 kr. om dagen. I 1968 blev Blåvand Fyr automatiseret, og det blev derved muligt at få en større og bedre bolig, nemlig den nuværende fuglestation. Den nye bolig fik stor betydning for stationen og miljøet omkring den. Allerede i 1967 havde en gruppe omkring Jørgen Rabøl, Thomas Thelle og Bo Netterstrøm organiseret heldagsobservationer ved Blåvand kombineret med kædeobs langs den jyske vestkyst. Og i 1969 opstod der en gruppe meget aktive observatører omkring Henning Noers undersøgelser af vadefugles træk og trækhastigheder over Nordsøen.

 

I begyndelsen af 1970erne, især i 1972 og 1973, gennemførtes detaljerede registreringer af vadefugletrækket i alle døgnets lyse timer ved både Blåvand, Henne og Søndervig. Det høje aktivitetsniveau medførte et sandt leben på Blåvand Fuglestation, hvor der i nogle perioder boede over 20 observatører. Ud af denne flok hovedsageligt lettere utilpassede unge mænd med trang til fugle, kvinder, alkohol, whist og Frank Zappa, dannedes der i 1971 en Blåvandsgruppe med store faglige ambitioner. Blandt gruppens drivkræfter var folk som Jørgen Rabøl, Hans Meltofte, Henning Noer og Thomas Kiørboe. Gruppen overtog praktisk talt styringen og driften af Blåvand Fuglestation, reorganiserede de daglige observationer, udtænkte nye projekter (blandt andet optælling og aldersbestemmelse af de store mængder rastende måger og terner) og bearbejdede samt publicerede størstedelen af det indsamlede materiale i en lang række artikler.

 

I 1977 tabte Blåvandgruppen pusten og opløste sig selv. Den sidste dagsrapport i denne epoke af stationens historie blev skrevet 24. november 1977. På trods af dens ret korte levetid fik Blåvandsgruppen enorm betydning for dansk ornitologi og danske fuglestationer i mange år frem. Den beviste, at der både kunne festes, arbejdes seriøst og publiceres, og gruppens ånd (og til dels medlemmer) spredte sig til langt de fleste danske fuglestationer. Hans Meltofte fortsatte sin utrættelige kamp for at højne standarden for det videnskabelige arbejde på fuglestationerne, først og fremmest dem han havde fysisk kontakt til, såsom Blåvand, Tipperne og Christiansø, men også de andre statsdrevne stationer nød godt af hans organisationstalent. Observatørerne på de stationer, hvor Meltofte jævnligt dukkede op, imødeså hans ankomst med en vis skrækblandet fryd. Nu skulle der vaskes op, gøres rent og skrives rapporter, og observationsrutinerne skulle strammes op. Men det var også tid til lange 'adulte' samtaler om kvinder og livet og lysegrønne håb. Var Meltofte stationernes vagthund, blev Jørgen Rabøl den store inspirator for arbejdet med trækfugle. Som visionær videnskabsmand stod hans dør på Zoologisk Laboratorium i København altid åben (tit til lyden fra Pink Floyds nyeste album) for trækfuglefolk, og han dukkede ofte op på trækfuglestationerne med nye ideer eller for at lave orienteringsforsøg. Han var drivkraften bag Hesselø og Christiansø og advokerede ustoppeligt for faglighed og systematiske undersøgelser af trækket.

 

 

Selvom styringen af Blåvand Fuglestation i 1970erne mildt sagt var anarkistisk, bevarede DOF heldigvis lejemålet på stationen efter 1977, og i 1980 indlogerede Bent Jakobsen sig. Det blev starten på en ny opgangsperiode for stationen. Der blev afholdt ungdomslejre i 1981 og 1982, et nyt miljø opstod og mange nye ornitologer blev tilknyttet stationen. I 1984 blev arbejdet igen lagt i faste rammer med daglige observationer og standardiseret ringmærkning. Fire år senere, i 1988, indgik DOF et samarbejde med Ribe Amt, og fuglestationen blev en del af Blåvand Naturcenter, hvorfor formidling blev endnu et vigtigt element i stationens arbejde, med Bent Jakobsen som lokal naturvejleder. Bent Jakobsen har sammenstillet hele materialet fra fuglestationen frem til 1992 (Jakobsen i trykken), og i år 2006 blev den hidtil største bearbejdning af bestandsændringerne blandt de forbitrækkende vadefugle publiceret (Meltofte et al. 2006). Med 12000 observationstimer og 1236748 registrerede vadefugle af de 17 almindeligste arter har Blåvand Fuglestation hermed markeret sig blandt de mest betydningsfulde fuglestationer i Europa.

 

Link til artiklen.