Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Få fugle men første fuglekonge
En jævn vind fra sydvest, der var kølig selv om den kom ude fra havet. De skyer som var på himlen lå højt og holdt ikke på nogen varme, hvilket en sigtbarhed på +30 km også indikerede. Temperaturen hele dagen 4-6 grader.
Med det klare kølige vejr gav nettene ikke det store antal fugle, idet kun seks blev ringmærket, men derimellem var årets første fuglekonge.
Tim Micallef ankom i morges, hvor Henrik Bøhmer hentede ham på banegården i Esbjerg og kørte ham til Blåvand, og medbragte rundstykker.
Efter en introduktion til fuglestationen og området, hvor vi bl.a. så vandrefalk, snespurv og sortstrubet bynkefugl, tog Henrik og Tim ud og kiggede på de nærmeste lokaliteter og fik bl.a. set amerikansk sortand ved Blåvand strand og sortrygget vipstjert på Grønningen.
En mindre flok snespurve gjorde indtryk på en Malteser, da det kun var 2. gang han så den.
I stationshaven huserede på et tidspunkt i spurvehøg. Pludselig hørtes en masse ballade i træerne, og en spurvehøg prøvede at snuppe en solsort. På skriget lød det som om den havde haft fat i den, men spurvehøgen kom lige efter ud uden fugl i kløerne.
Ringmærkning: solsort 1, fuglekonge 1, sortmejse 1, musvit 1, bogfinke 2. I alt 6/ 5 arter.
Hos den invasive Rosa rogusa er bladene ved at springe ud.
Bent Jakobsen
Sæsonstart
En nordlig kølig vind men svag vind huserede omkring fyrtårnet denne morgen, og først på morgenen let skydække, som tiltog om eftermiddagen.
Første officielle ringmærkningsdag, men efter en utrolig varm slutning på februar, hvor vi var oppe og tangere varmerekorden, var det ikke det bedste ringmærkningsvejr.
Alligevel lidt tiltræk og i alt 15 solsorte kom til i løbet af dagen. Og det er de fantastisk flotte adulte hanner som kommer fra Storbrittanien nu. Derovre havde de ikke mindre end 20 grader den anden dag. En hedelærke lod sin pragtfulde stemme lyde, da den trak ind over, og så skal 3 stære nok også lige med på listen.
I ringlaboratoriet gik en hvid tornado igennem rummet, så det nu skinner flottere end nogen sinde før.
Ringmærkning: solsort 3, skovspurv 1, bogfinke 2, grønirisk 1. I alt 7 fugle/ 4 arter
En adult solsort han. Knaldsort med gult næb og gul øjenring. Enkelt men utroligt flot.
Bent Jakobsen
Varme februar
En kølig dag med mere vind end de foregående dage, og da den kom fra nord var den også køligere. Men igen i dag skinnede solen.
Stationshaven blev åbnet, hvilken gav 3 fugle: Grønirisk 2, Solsort 1. 3 fugle/ 2 arter.
Der blev ellers gjort klar til sæsonstarten i morgen i ringrummene, ringene på plads, m.v.
På stranden havde Leif og Ida en ung Havørn.
Det pibler frem i klitterne
Bent Jakobsen
Hætte på hættemågen
Vinden var tiltaget lidt fra i går til sydvest 7 sekundmeter og overskyet med enkelte lette byger. Sigtbarheden som de foregående dage 1-5 km. Det klarede dog op i løbet af eftermiddagen.
Det blev den sædvanlige tur på stranden og gennem mosen tilbage. Flere arter falder i øjeblikket i antal og i dag var der kun 600 sølvmåger, hvoraf 99% er adulte. Også stormmåge falder i antal til 110, og de eneste svartbage som sås kom svævende over klitterne. Og så varmede det helt at se en hættemåge med fuld hætte.
380 sandløbere kan stadig gøre stranden levende, som et flyvende tæppe der bevæger lavt over sandet. Blandt sandløberne fouragerede 2 almindelige ryler.
2 pibeænder trak mod syd,
Ingen sortstrubet bynkefugl i dag og min bonkammerat musvågen sad heller ikke på sin pæl som den plejer, så man føler sig lidt ensom.
På foderpladsen var der dog stadig liv af de sædvanlige arter.
Så fortsatte opsætningen af stationshave nettene, og de er nu alle på plads til sæsonstarten. Et par stykker skal dog lige skiftes til nye net.
Så er der kommet hætte på. Når vi andre tager hovedbeklædningen af tager hættemågen den på.
Store Præstekraver
Foråret fortsætter. Det er fantastisk som vejret er som martsvejr. I dag en svag søndenvind let diset, og solen som en gang imellem kom svagt igennem skyerne. I Blåvand op til 7 grader men nogle steder i DK op til 11 grader.
På stranden sås de første store præstekraver i dag, og det var et dejligt gensyn, og en trækkende allike lugtede også af forår.
Desværre havde en ride ikke klaret sagen og lå død på stranden. Modsat i går var der i dag mængder af sandløbere, så stranden var levende med 490 stykker. Mågerne stod pænt og de få turister som var på stranden tog hensyn til fuglene. I alt 2500 sølvmåger, 90 stormmåger og stadig kun få svartbage med 4. Seks trækkende hættemåger er endnu et tegn på forår, hvilket en syngende sanglærke i klitterne også var.
En sydtrækkende sule sø lidt spøjs ud, men det må være disen som legede kispuds.
I mosen var sortstrubet bynkefugl stadig på plads og musvågen sad på sin pæl.
Lidt vest for jordhule branddam var en meget sløv lille vandsalamander ved at passere vejen. Den var godt nok stiv som en gren, men så ud til at være i live.
I dag d. 18. februar er der kun 10 dage til ringmærkningssæsonen begynder, og med det fantastiske vejr begyndte jeg opstillingen af net, mens musvitterne underholdt mig med deres sang.
Lille Vandsalamander
Klar til netopstilling
Sortstrubet Bynkefugl ankommet
Med en jævn vind fra sydvest og stadig meget mildt efter årstiden føltes det som marts vejr. Artssammenhængen fortæller dog at det er det ikke endnu.
På foderpladsen var der en ny besøger i dag, da en spurvehøg satte sig godt skjult i buskene lige ved siden af.
Stadig pænt med måger på stranden 1900 sølvmåger, 210 stormmåger men kun 4 svartbage, selv om der blev kigget godt efter dem. En enkelt sølvmåge blev aflæst.
7 spidsænder kom trækkende mod syd, som jo er normalt for svømmeænderne her om foråret.
I mosen var en ny gæst dukket op i form af en sortstrubet bynkefugl og musvågen sad på in sædvanlige pæl.
Bent Jakobsen
Aflæsning af 7 Sølvmåger
Fantastisk dag med varme og solskin hele dagen. Må jo nok gentage mig selv. Med temperaturer op til 11 grader, dog ikke i Blåvand, føles dagene som totalt forår. Der mangler bare de store præstekraver, sildemågerne og splitternerne. Vinden svag fra sydøst og sigtbarheden 1-5 km. Og i Blåvand kom temperaturen ikke over 5 grader, men solen varmede igennem.
Ikke så mange måger på stranden som de foregående dage; men først på dagen var det muligt at foretage aflæsninger. Da først de mange turister begyndte at ankomme til stranden, måtte håndklædet kastes i ringen. Løse hunde og turister som syntes det var morsomt at få mågerne på vingerne, så man kunne filme børn eller konen løbe mod flokken og få dem på vingerne.
Det blev da også til 7 aflæsninger inden ragnarok begyndte.
Og der er allerede kommet tilbagemelding på den ene. En adult sølvmåge ringmærket i Vest Agder i Norge som unge d. 28/6 2007. Dvs at den er knapt tolv år gammel.
Ellers ikke de store afvigelser fra den forgangne tid. Antallet af Sølvmåger gået lidt tilbage og så lykkedes det kun at finde fire Svartbage. Også Stormmågerne har forladt området. Derimod sad Musvågen samme sted.
Et enkelt net var åbent i en time, men pga solen kunne fuglene se nettet, og det blev kun til en Kvækerfinke ringmærket.
Men ellers begynder de yderste klitter at ligne Sahara, idet sandet fyger kraftigt pga slid fra turisterne. Indsatsen for at få mange turister i skuldersæsonen er ved at sætte sit præg på Blåvandshuk.
De første fugle ringmærket
Foråret fortsætter. I dag med en jævn vestlig vind lidt sol men lige inden middagen kom tågen ind fra havet. Den forsvandt dog igen. Stadig varmt.
Var der mange måger på stranden var der endnu flere i dag. Der kommer også en del opskyl ind, så de er meget aktive fouragerende, og mange af dem henter knivmuslinger på det lave vand, hvor de skyller rundt.
7500 sølvmåger og 110 svartbage med flest syd for pælerækken. Heldigvis bliver det lavvande i løbet af formiddagen, så når mågerne skal hvile mellem fødesøgningen flyver de ud på revlerne og står i fred og ro. Det gav lidt færre stormmåger i dag, men stadig mange af disse i brændingen nord for pælerækken.
Det blev også til 520 sandløbere, som lever af resterne i mange af muslingerne.
I dag sad musvågen på samme pæl som i går, så det var da godt jeg så den flyve lidt i går, så er den i hvert tilfælde ikke udstoppet.
Så var det dagen, hvor jeg for første gang åbnede et net ved foderpladsen. Det gav da 6 ringmærkede fugle: solsort 1, bogfinke 3, kvækerfinke 1 og skovspurv 1. I alt 6/ 4 arter. Derudover var der to aflæsninger af en musvit og en rødhals ringmærket sidste år.
I dag fik vi også en genmelding af en skovsneppe som vi ringmærkede d. 4. november 2018. Den blev skudt d. 5. februar 2019 ved Falkirk i Skotland 751 km væk og 3 måneder efter mærkningen.
Bent Jakobsen
Mange mennesker og fugle på stranden
Utroligt vejr. Stille vestlig vind med sol om morgenen men i løbet af dagen tiltagende skydække. Temperaturen ligger ret stabilt på 5 grader, og med den svage vind føler man sig hensat til marts måned. Bare ikke en marts som sidste år, som var utrolig kold.
Mågerne ligger i mængder på vandet meget tæt på kysten, men også mange fouragerer lige i strandkanten. Det må være et skue for alle de turister, som er på stranden her i vinterferien. 6000 sølvmåger, 90 svartbage og 500 stormmåger og de er meget urolige. Mellem mågerne løber også 280 sandløbere.
Ederfuglene var nemme at se på det rolige vand og 260 rastede og 24 var sydtrækkende.
En adult sule lå på vandet, men lettede og fortsatte sit træk mod nord og samme vej fløj også 7 mørkbugede knortegæs.
I mosen sås en spurvehøg han og musvåge fra i går havde nu fundet sig en pæl at sidde på.
Det store slid på klitterne og sandfygningen sætter nu sit præg på området, hvor sandet flytter sig om på læsiden (østsiden) af klitterne.
Bent Jakobsen
Mange måger på stranden
En kraftig blæst fra nordvest betød at vandet var meget uroligt, og det var vanskeligt at se ænderne. Da der desuden ikke var mange skyer på himlen var lyset meget dårligt.
En enkelt sanglærke trak ud over havet og på stranden var der mange måger, især stormmåger som fouragere lige i strandkanten eller i brændingen nord for pælerækken. Det blev til ikke mindre end 500 og 3000 sølvmåger. En sølvmåge blev aflæst med gul VHNB, vist en gammel kending.
Ved Sabinebunkeren rastede 3 snespurve.
Mosen er meget tom for fugle i øjeblikket, men i læ af den store pilebusk ved Jordhulevej sad en musvåge og nød solens varme stråler.
Bent Jakobsen