Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Blæst og meget små tal
Vejr: overskyet med byger og jævn til hård vind fra sydvest. Temp. omkring 18°C. Moderat sigt.
Morgenen begyndte med en byge som forstyrrede den første halve time noget. Igen i dag stod programmet på noget blæst fra sydvest og byger der kom uden varsel; intet var at se på rādáren. Ligeledes var der heller ikke meget at se over havet som var temmelig dødt. Kun mindre flokke af sortænder fløj frem og til, og nogle suler kom af til trækkende fra nord. Ellers løb det i alt op i 6 vadefugle, 1 rødstrubet lom, 7 toppede skalleslugere (flok) og 1 krikand.
Morgenens lidt grå udsigt fra hullet. Foto: Michael Brunhøj Hansen
Jeg må indrømme at jeg, trods den ikke altid helt optimale sigt og de enkelte tidsvise byger, havde noget større forventninger til dagen end dette, og der kunne da i det mindste have været kommet et par kjover eller måske en skråpe. Længere oppe ad kysten var det også småt med fuglene.
Jeg havde lige et kort øjeblik besøg af Luke og Daniel derude før de gik igen, forhåbentligt fordi der skete for lidt.
Dagens store træktal: krikand 1, toppet skallesluger 7, strandskade 1, strandhjejle 1, storspove 2, stenvender 2.
Vi har fået svar på en farvemærket splitterne der blev aflæst af Ole Friis d. 9. august. Den er ringmærket i Feugelpolle, Ameland, Holland - ca. 285 km væk - som unge i 2014. Den er altså 6 år gammel. Apropos ringmærkning så er der ikke blevet ringmærket i dag på grund af vind og vejr.
Og siden der ikke er så mange fugle at skrive om, kan vi jo fortsætte madbloggen lidt. Til aften har vi fået nanbrødskarryhvidløgsrødløgsbønnegulerodssuppe med småkager at spise.
Aftensmad. Foto: Michael Brunhøj Hansen
I morgen går vinden om i nordvest og begynder halvkraftig før den i løbet af dagen skulle aftage. Måske kan der således åbnes nogle net over middag.
Folk: Bent, Daniel, Rose, Luke, Michael.