Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (234)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Ringmærkning på en frostklar morgen

torsdag 28. januar 2021
af Joshua Emil Haahr

Det var en råkold, men smuk morgen jeg traskede op af sengen og ud for at åbne net. De var stadig frosne, så det var ikke helt let at få dem sat op. Jeg smed en god sjat solsikkefrø ud på netbanerne og skruede godt op for højtaleren. Sang fra grønirisk, bogfinke og gulspurv skar gennem den sprøde morgenluft.

IMG_8814.jpg
Er det solen eller månen man kan se?

IMG_8815.jpg
Flot himmel.

Efter at nettene blev sat op, var der lige tid nok til en hurtig kop kaffe. Det varede ikke længe før den første fugl hang og dinglede derude. De første par timer blev det hovedsagligt til genfangster af hele 3 rødhalse, 1 jernspurv og 1 solsort.

IMG_8832.jpg
En jernspurv 2k, altså født sidste år.

IMG_8841.jpg
En gammel solsort 3k+ hun.

Senere på formiddagen kom nye fugle til haven. En del gulspurve sad i toppen af grantræerne, men de ville ikke ned til nettene. Også sjagger og nordlig/lille gråsisken blev hørt overflyvende her til morgen. Jeg ringmærkede yderligere 2 grønirisk og 1 bogfinke, men lige før middagstid var der stort set ingen aktivitet i luften, så jeg lukkede net kl. 11.30.

IMG_8866.jpg
En 3k+ grønirisk han.

IMG_8858.jpg
En 3k+ bogfinke han.

Inden jeg gik indenfor i varmen, kom Frederik Johansen forbi for at sige hej. Han var på Hukket her til morgen med sin far for at tjekke ænder og måger og for at teste noget nyt lytteudstyr. Det var rart at se den dreng igen, og lige catche op på løst og fast. Frederik har haft noget af et 2020 med mange sjældne fund af bl.a. buskrørsanger, ørnevåge, tajgapiber og toplærke.

Her til eftermiddag kom David Manstrup også forbi, og nu er han ude for at tjekke måger på stranden. Mon han finder noget spændende?

I morgen holder jeg en lille pause fra blåvand for at vandre i Mols Bjerge, men jeg er stærkt tilbage allerede i starten af næste uge.

Dagens tal fra ringmærkning i stationshaven:

ringmaerkning_d_28.01.2021.jpg

Folk på stationen:
David Manstrup og undertegnede.