Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Morgenobs mulig
Efter en regnfuld dag med lav sigtbarhed i går, hvor morgenobs og ringmærkning ikke var mulig, så var det skønt at kunne gå ud på Hukket og kigge lidt fugle i det blæsende vejr igen, hvor solen også viste sig enkelte gange.
Man kan mærke, at temperaturen har fået et lille nøk opad, for selvom det stadig er køligt, så trængte kulden ikke ind i knoglerne på samme måde i dag.
Træktællingen i dag bød særligt på forskellige andefugle som krikand (7) og spidsand (3) samt gravand (2) og mørkbuget knortegås (18), udover de sædvanlige sortand (333), fløjlsand (16) og ederfugl (7) - i øvrigt en markant dårlig dag for ederfugl. Derudover kom der gråstrubet lappedykker (1), storspove (4) og suler (3).
Se dagstotalen for Blåvands Huk her.
Om eftermiddagen gik jeg en tur forbi Mosen, hvor et par flokke af krondyr spankulerede rundt. På vej tilbage til stationen trådtes en skovsneppe op og en hare skød af sted fra noget højt græs.
Jeg var Pelle-alene-i-verden på stationen i dag, eftersom Line skulle hjem, Jacob var på besøg i Aarhus og Bent havde forpligtelser i byen.