Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Stationens folk på ø-twitch
Dårligt vejr tidligt om morgenen gjorde, at ringmærkningen blev udsat pga. regnvejr, men vi nåede dog at have nettene åbne den sidste to timer af standardtiden. Bedste fugle blev en adult hun Broget Fluesnapper (Ficedula hypoleuca) og en hun Rødstjert (Pohenicurus phoenicurus).
Amanda viser her Rødstjerten frem, som lige nåede at ryge i nettet inden vi lukkede.
Dagens morgenobservation stod Samuel for indtil jeg vendte tilbage fra en sommerhustur, så jeg kunne tage den sidste time af obsen. Det blev til en god slat Hav-/Fjordterner (Sterna paradisaea / hirundo), 3 Almindelig Kjove (Stercorarius parasiticus) og lidt diversitet i vadefugle.
Se tallene fra denne dags morgenobservation her.
Som mange andre birdere har vi også en ting for sjældenheder og det at tilføje nye kryds til sin artsliste. Rasmus og Amanda følte sig draget af en stationær Langnæbbet Sneppeklire (Limnodromus scolopaceus), som var meldt ud på Fanø. Desuden er en Rosenstær (Pastor roseus) blevet set i Nordby gennem længere tid, så den var jeg især interesseret i at tilføje til min liste.
Vi så Langnæbbet Sneppeklire (Limnodromus scolopaceus) i sommerdragt gennem nogle timer.
Rasmus og Amanda var mega glade for at få et nyt livskryds, så meget at Rasmus måtte kaste sig i klitterne af ren glæde.
Hybenkrattene ude ved Nordveststranden kogte med småfugle, som var på dagstræk og forsøgte at snige sig forbi os ubemærkede. Det var især vokale løvs- og gransangere, som vi blev opmærksomme på, men også munke og fuglekonger og et par broget fluesnapper. Vi forsøgte desuden at gennemsøge villakvarterne i Nordby for den stationære Rosenstær, men uden held.
En smækker han Broget Fluesnapper jagtede insekter lige foran vores obspost på Nordveststranden.
Efter at have ventet i noget tid på, at vi kunne komme ombord på en ledig færge, kom vi helt kvæstede tilbage til stationen med pizza lidt i ni, som blev fortæret med største sult og så var det ellers bare på hovedet i seng.
Ringmærkning: gransanger 8, løvsanger 1, fuglekonge 1, munk 6, rødhals 7, broget fluesnapper 1, rødstjert 1
Folk: Samuel, Rasmus, Amanda, Simon