Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (234)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Afslappet regnvejrsdag

onsdag 26. maj 2021
af Merit Lenk

Da vi stod op i morges for at ringmærke, blev vi mødt af regn, og et hurtigt blik på radaren gjorde tydeligt, at vi nok ikke ville få ringmærket lige foreløbigt. Det samme gjorde sig gældende næsten en time senere, hvor observationen også blev udskudt på ubestemt tid. Det var kun Samuel, der gik ud i regnen klokken 4, hvor han tjekkede til natsværmerfælden. Den gav dog også kun en enkelt natsværmer. 
Selv da vi så alle var stået op klokken 9, efter at have tjekket vejret med regelmæssige mellemrum, dryppede det for meget til, at nettene kunne åbnes. Samuel vovede sig dog ud på hukket i lidt tid, for at se om der kunne være noget spændende. Det var der dog heller ikke virkeligt… Så det blev altså til en rolig dag i dag. 

Og alligevel fik vi da brugt den til noget nyttigt - udover, at vi alle fik ordnet lidt indearbejde, så kunne nettene eksempelvis åbnes klokken 13! I perioder blev vi nødt til at lukke dem for regnen, men vi åbnede dem igen bagefter, og de blev først lukket helt ned klokken halv otte om aftenen. 
I den tid fik vi kun 5 fugle, men det var nogle dejlige nogle. Hen mod slutningen fangede vi en Gulbug (Hippolais icterina) og en Skovspurv (Passer montanus) samtidigt, og vi sad i lidt tid og nød de fine fjerdragter. Begge arter har nemlig i løbet af det sidste år fået fældet alle deres fjer. Det betyder, at man nu om foråret ikke kan aldersbestemme nogle af dem. Fjerene har derudover tit en rigtig god kvalitet, og ser i det hele taget også bare virkeligt flotte ud! Så det var lækkert. 
Gulbugen og Skovspurven adskiller sig dog på et markant punkt i deres fældning, for på trods af, at de begge har fældet alle deres fjer for nyligt, så gør de det på vidt forskellige tidspunkter: Gulbugen fælder sine fjer om vinteren i det sydlige Afrika, mens Skovspurven har haft fældet sine fjer i sommers, formentligt her nordpå. 

A23FEF9FA7044373ADC2C89A2996F756.jpg
Gulbug og Skovspurv, hver i deres lidt modsatte fjerdragter. Foto: Samuel Perfect. 

Dagens ringmærkning:
1 Løvsanger (Willow Warbler, Phylloscopus trochilus)
1 Gulbug (Icterine Warbler, Hippolais icterina)
2 Havesanger (Garden Warbler, Sylvia borin)
1 Skovspurv (Tree Sparrow, Passer montanus)

I alt: 5 ringmærkninger


Folk på stationen: Samuel, Simon, Merit