Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Det' sgu forår!
I dag skete det vi har gået og sukket efter i lange tider! Det vi har længtes efter, og som nærmest har føltes som en utopisk, uopnåelig drøm:
VI KUNNE RINGMÆRKE I T-SHIRT!! :-D
I dag føltes det nærmest for første gang sådan rigtig forårs-agtigt. Merit og jeg kunne åbne net i næsten helt vindstille vejr. Det blev en ganske udmærket dag for ringmærkning – ikke super mange fugle, men rigtig dejlig spredning på arterne:
Hr. og Fru Lille Gråsisken
En sjov Havesanger, formentlig med leucistisk fjer - symmetrisk i begge vinger
Hvid vipstjert, 3k+ han
Dagens mærkning:
1 Blackbird (Solsort, Turdus merula)
1 Chiffchaff (Gransanger, Phylloscopus collybita)
3 Lesser Redpoll (Lille Gråsisken, Acanthis cabaret)
1 White wagtail (Hvid Vipstjert, Motacilla alba)
2 Icterine Warbler (Gulbug, Hippolais icterina)
2 Marsh Warbler (Kærsanger, Acrocephalus palustris)
1 Common Whitethroat (Tornsanger, Curruca communis)
4 Garden Warbler (Havesanger, Sylvia borin)
1 Willow Warbler (Løvsanger, Phylloscopus trochilus)
1 Redstart (Rødstjert, Phoenicurus Phoenicurus)
1 Tree Sparrow (Skovspurv, Passer montanus).
I alt: 18 mærkede
Merit joinede Samuel på morgenobsen ca. halvvejs igennem ringmærkningen, da der ikke var mange fugle pr. runde. Dagens tal kan ses her
Men højdepunktet kom lige efter vi havde lukket haverne: Vi står i vindfanget, og pludselig udbryder Merit ”kærhøg!”. Vi kigger ud af vinduet, og ganske rigtig – dér hænger en kærhøg lige foran fyret, i smukt medlys. Og den er lys. For SATAN der er lys den kærhøg!!
Jeg spurter ind efter kameraet, imens Sam begynder at småråbe ”I think it’s a Pallid Harrier!” – altså en Steppehøg (Circus macrourus). Det er sjældent – og især så sent på foråret. Ud på parkeringspladsen løber vi, men fuglen er simpelthen bare jernet mod syd. Sam og jeg sætter i løb ud i klitterne (undertegnede iført klipklapper), men væk er den…
Stemningen er presset. Vi kommer begge med mange udråb, både nogle lidt glade, men især mange bandeord… det jo bare noget møg! Den var SÅ god, og så skal den absolut stikke af, inden vi kan få den dokumenterert…
Vi sjosker tilbage (stadig iført klipklapper, ej at forglemme) og standser lidt inden stationen for at nyde et karmindompap-par, der sidder smukt i solen. Pludselig råber Sam ”It’s back!”. JA FOR DÆLEN! Oppe ved fyret, noget længere væk end sidst, ryger kærhøgen nu mod nord. Vi løber op på obsposten, og ser den på ret stor afstand, mens jeg skyder så mange billeder jeg overhovedet kan. Merit kunne se den fra parkeringspladsen, og fik et par ret gode billeder, inden hun skynder sig op til os, for at se den forsvinde mod nord.
Vi er enige om 2k Steppehøg, formentlig en han. Og efter lidt blandede kommentarer, har Klaus Malling Olsen endelig sagt god for den, efter jeg lagde nogle billeder på Facebook. Juhuuu!
Dagens fugl: 2k (han?) Steppehøg - fundet og her fotograferet af Merit
Efter den skønne oplevelse, føltes resten af dagens bare solbeskinnet. Der fløj masser af Grønne Busksommerfugle (Callophrys rubi) rundt, og et par Rødryggede Tornskader (Lanius collurio) viste sig meget fint ved TCD-masterne. David ankom her til eftermiddag – dejligt med flere hænder og øjne. Vi har nemlig høje forventninger til de næste dage!
En af mange Grønne Busksommerfugle, der rigtig kom i gang med at flyve i dagens varme vejr
Rødrygget tornskade hun, kigger ud fra krattet
Guld fra natsværmerfælden: Aftenpåfugleøje (Smerinthus ocellata)
Folk på Stationen: Merit, Samuel, David, Rasmus