Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Blå fredag
Ja i gode dejlige folk derude der læser med, idag var en god dag. En rigtig god dag.
Efter de store ringmærkningstal vi havde igår og i forgårs troede vi at idag skulle være en gentagelse da vejret var det samme. Vi fik slet ikke ligeså mange fugle, tilgengæld fik vi en stor oplevelse.
Vi havde i ringmærkningen lagt samme plan som igår. Vi delte haverne op, så Luke tog sig af stationshaven, og Hanelie og jeg tog fyrhaven. Da vi åbnede kunne man høre de mange sangdrosler(song thrush) der tikkede og forventningerne var at der var rigtigt mange fugle.
Sebastian tog som vanligt ud på obsen og highligts var bjerglærke(shorelark) og ringdrossel(Ring ouzel), en halvtynd dag, syntes han selv, men så er det jo godt at vi rigtigt kunne forkæle ham.
Hanelie og jeg gik op i fyret. Lige da vi går igennem lågen flyver der en fugl der slår mig som lidt halvsjov og jeg tænker sgu at det ligner en lille fluesnapper(red-breasted flycatcher), kun på jizz og uden at se nogle reelle karakterer. Vi påbegynder vores runde og rigtigt nok er der en god sjat sangdrosler, men da jeg kommer til net F6 sidder der en småfugl. Her tænker jeg først at det sgu var en lille fluesnapper som var røget i nettet. Da jeg begynder at få fuglen ud kan jeg godt se at den ikke er helt god. Flankerne er ikke bare buff farvet men helt ildrøde. Jeg vender fuglen så jeg kan se overhaledækfjererne.
Blodet pumper, adrenalinen begynder at kæmpe sig igennem min krop og vejrtrækning bliver højere og højere. De er f*****ing blå de er! Det er en blåstjert!(Red-flanked bluetail) Jeg beholder kontrollen og fuglen bliver lagt i laboratoriet. Fuglen bliver meldt og Luke kommer op med den helt gode litteratur så vi kan få fuglen sikkert aldersbestemt.
Vi tager de nødvendige fotos og fremviser fuglen for en flok af ornitologer som alle går derfra glade. Særligt selvfølgelig den kære Sebastian.
Fuglen er en 1k med 5 juvenile store dækfjer og 5 postjuvenile. Kønnet kan ikke sikkert bestemmes i dette individ
Lækker hale!
Og selvfølgelig et i profil
Efter det kører dagen som sædvanlig med ringmærkning og træktællinger. Fuglene er ikke i samme mængder så vi lukker efter standardtid hvorefter Blåstjerten(red-flanked bluetail) igen bliver meldt fra den nordlige side af fyret. Vi går op og nyder fuglen og det er bare dejligt.
Eftermiddagen bliver brugt på lidt forskellige ting, Sebastian og jeg gik en tur i mosen til den hemmelige krat og hjem langs stranden. Luke, frisk som han er, tager en dukkert på sydhukket og Hanelie cykler til grønningen og ser på viber(Lapwing). En personlig target-art for hende her på opholdet, så er den ged barberet!
Til aften står den på pasta-kødsovs og fejring. Vi har også mange gæster på besøg lige for tiden, så der er bare en rigtigt lækker stemning på stationen.
Hyg jer gutter og guttinder. Husk altid, der skal dårlige dage til at gøre de gode dage gode. Og når de gode dage kommer, så skal de fandme bare nydes
(Citat: Gandhi Thorup Hansen)
-JP
Folk på stationen: Sebastian Thorup Hansen, Jens Kirkeby, Luke Nelson, Jonas Pedersen, Alex rosendal, Ragnar Smith og Hanelie Sidhu +2