Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (233)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Mange måger på stranden

lørdag 22. januar 2022
Hvilket resulterer i dejligt mange farveringe
af Merit Lenk

Vejret i dag var meget behageligere end de sidste par dage, og da jeg nåede op til bunkeren ved Sydhukket blev jeg mødt af et helt fantastisk smukt syn. Havet lå ret stille, og fordi solen skinnede så klart, virkede det næsten som om at de mange måger, der var samlet ud for pælerækken, lyste. Man kunne også se mange Sortænder (Common Scoter, Melanitta nigra), som lå så tæt på kysten, som jeg aldrig har oplevet før. Det var altså med stor glæde og motivation, at jeg begav mig ned på stranden. 

Selv de mange byger med støvregn, der virkeligt har fyldt dagen i dag, kunne ikke mindske humøret. Det virkede næsten, som om der var farveringe over det hele, og jeg endte med at få læst hele 7 ringe på alligevel relativ kort tid. Det var endda på trods af, at mågerne stod så tæt, at jeg ofte mistede en ring, kort efter at have fundet den.
Så vidt jeg kan vurdere, blev det til 6 danske Sølvmåger (Herring Gull, Larus argentatus) og 1 norsk Svartbag (Great Black-Backed Gull, Larus marinus). Spændende var det især, at en af de formodeligt danske ringe var blå. Det synes jeg ikke, at man ser helt så ofte her, så den er jeg særligt spændt på at få svar på. 

Hvad gårsdagens antydning om natsværmere angår, må jeg dog skuffe jer. Da jeg havde gjort hele fælden klar og havde sat den op udenfor, ville pæren ikke tænde. Begge pærerne må altså desværre være gået i stykker. Derfor må jeg altså være svar skyldig, om der er natsværmere i Blåvand i januar. Måske når vi at finde ud af det! 

Vi ses igen i morgen, til hvad der ser ud til at blive en dejlig mild dag, hvad vinden angår!

 

Folk på stationen: Merit