Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (233)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Endnu mere aktion i huset?

tirsdag 25. januar 2022
Og endnu mindre aktion i nettene
af Merit Lenk

I dag kom køkkenet! I skrivende stund er jeg omgivet af køkkenskabe, der er fint pakket ind i pap, inden de skal installeres fra i morgen af. Det bliver spændende! Hele aflæsningsprocessen blev desuden også fulgt og hjulpet på vej af Bent, Jørgen og Svend Aage.
Derudover havde vi besøg af en flink VVS-mand. Jeg må ærligt indrømme, at jeg intet overblik har, hvad hele den her køkken-proces angår. De andre virker dog til at have styr på det, så jeg har det fint med bare at være klar til at hjælpe, hvor jeg kan, og at være der til at åbne døren for diverse håndværkere, når de nu engang dukker op herude :)

Imens der derefter blev hygget lidt på stationen (og Svend Aage gav gulvet en skrubbetur), fik jeg åbnet nettene. Det er muligvis sidste gang i lidt tid, at nettene kan åbnes, da det ser ud til at blive lidt mere blæsende de næste par dage. Derfor havde jeg håbet på lidt fugle i dag.
Det blev det dog ikke virkeligt til! Den eneste fugl, der blev fanget, var en genfangst af en Blåmejse (Blue Tit, Cyanistes caeruleus). Stadig, det er bedre end ingenting, på trods af, at den hakkede rundt på mine fingre, som var den en spætte :)

I løbet af dagen fik både Bent og Svend Aage også gået en tur ved hukket, hvilket resulterede i de selv for mig efterhånden velkendte Havlitter (Long-tailed Duck, Clangula hyemalis) og rigtig mange måger (med en usædvanlig stor andel Svartbage (Great Black-Backed Gull, Larus marinus)). Derudover var der også en god slat Stenvendere (Ruddy Turnstone, Arenaria interpres), hvoraf jeg senere på eftermiddagen talte mindst 14. Jeg fik også nydt Havlitterne på eftermiddagen, der svømmede måske 10 meter fra vandkanten - en skøn oplevelse.
For Bent og mig blev det i dag desuden til én aflæsning hver af en mågering, begge genaflæsninger fra en af de seneste dage. 

For mig var fokus på den sene eftermiddagstur dog ikke kun rettet mod fuglene, for som David informerede mig om (tak!), er der nemlig blevet set en Hvalros (Walrus, Odobenus rosmarus) i Hvide Sande i eftermiddags, omkring 50km nord fra stationen. Det virker til, at den stadig er der nu, men hvis den forlader havnen der, håber vi jo på, at den giver Blåvand et besøg - så vi holder øjnene åbne! 

På vej tilbage fra mågetjekket mødte jeg desuden en meget flink tysk ornitolog, og vi faldt i snak på stranden om både fordelene og ulemperne ved DOFbasen, udtalen af danske artsnavne og artsbestemmelsen af mågerne her på hukket.
Det var hyggeligt, og det var for mig et lidt sjældent, men bestemt velkomment møde med en tysk turist, der er her af samme grund, som mange af os på stationen: for at se på fugle. Og det var især skønt at vide, at han meget er her for mågerne. Så ved man, at der denne uge er nogen til at tjekke dem - selv, når det ikke nødvendigvis er nogen med tilknytning til stationen, som går ud på hukket! 

Hvad natsværmerfælden angår, så var den igen igen tom i morges, og da jeg kan se og høre regnen på ruden lige nu, så bliver den desværre nok også inde i nat. 

Men vi ses igen i morgen, til endnu en spændende dag på stationen! 

 

Folk på stationen: Bent, Jørgen, Svend Aage, Merit