Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Så er det lige før
Det var en fryd at stige ud af bilen på fuglestationen i dag og blive mødt af syngende Bogfinke, Grønirisk, Stær og Musvit. Samtidig hørtes Alliker og forårets første 5 Alliker kom ud omkring fyret. Jo da, det er forår.
Da den ene Stær sad på tagryggen, kunne ses at det var en gammel kending, da den var ringmærket.
I morgen kommer Morten sammen med Susanne Primdahl, som har været så venlig at køre ham til Blåvand, og i overmorgen starter ringmærkningen.
Svend Aage havde wienerbrød med, ja man bliver ikke tyndere af at være på Blåvand Fuglestation. Svend Aage og undertegnede fik givet stuer, 1. salen og ringmærkningsrummet en ordentlig omgang rengøring, ligesom stuebordet nu næsten er som nyt at se på.
Vu begynder efterhånden også at have styr på de fleste tidskrifter, og har fået dem ordnet, hvilket har givet en mængde dubletter, som ligger i forstuen, enten til afhentning eller destruktion.
Det blev også til lidt ringmærkning med 42 meter net i 3½ time, hvilket gav en Bogfinke og 2 Solsorte. Begge Solsorte var 3K+, så mon ikke det er trækgæsterne som er begyndt at komme.