Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (232)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

For meget vind fra NNV

lørdag 4. marts 2023
af Henrik Böhmer og Morten Jenrich Hansen

Dagen var præget af kraftig vind fra NNV med omkring 14 m/s fra solopgang og helt forventeligt var der ikke meget at komme efter, hverken af småfugle eller fugle over havet. Trækobsen blev gennemført, men med meget få fugle. Bedste fugle blev en lomvie og en sule. På stranden stod sølle 150 måger. 

De få fugle gav anledning til at indrette den nye obspost lidt bedre. Af de gamle, afklippede rosenbuske står nu et lavt kvashegn, der giver god læ for vinden og dvs. at det nye "hul" nu kan bruges i stort set alle vindretninger med super udsigt mod NV. Det er virkelig blevet godt. På bagsiden er buskene også blevet trimmet, så man kan sidde i læ i nordlige vind med kig direkte vest. 

20230304 100342

Hvor Böhmer var sej i klitten ved Nordhukket med både obs og indretning af pladsen, så var jeg ramt af den stride vind. Ikke et eneste net kunne åbnes fra morgenstunden og da jeg gik en lille tur rundt bag fyret var området blæst for fugle.
Jeg endte med at bruge lidt tid på at smøre og klargøre den ene af stationens cykler, så jeg kan bruge den til at komme lidt længere omkring end den afstand, som jeg kan nå at gå rundt til.
Nåede også en vask af håndklæder og viskestykker, der lå og ventede i vasketøjskurven, inden vinden
aftog til 8m/s kl 12 og jeg prøvede at åbne de 4 net i stationshaven, der stod mest i læ.
Måtte dog lukke igen allerede kl 15, da vinden på ny var tiltaget og dagens fangst blev kun til ringmærkningen af en Solsort og genfangst af en af de faste Musvitter.

Vinden vil også drille i morgen, hvor den stadig vil være kraftig og fra det kolde nord, så forventningerne er ikke store.
Desuden drager jeg i morgen hjem for et par dage, da jeg hellere må passe de tider, som Skejby Syghus har givet mig til kontrol mandag og tirsdag.
Tror dog ikke, at jeg går glip af det helt store med den vejrudsigt der er for de dage.
Bedre ser det ud onsdag, hvor jeg vil være tilbage og klar til en morgen med svag vind!