Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (232)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Stille dag over havet, travlt i nettene

fredag 31. marts 2023
af Henrik Böhmer og Morten Jenrich Hansen

Dagen startede med meget roligt vejr, ca. 2 m/s fra NØ og overskyet vejr. Heldigvis var der ikke tåget, som de ellers havde varslet i går. Over havet var der gang i den den første time med godt variation og OK tal af sortand, stormmåge og et pænt ryk af både splitterne og sildemåge. Ja, altså i forhold til datoen. Det blev til næsten 3000 sortænder og vi må håbe at trækket fortsætter i morgen. Derudover var det bedste på obsen 13 dværgmåger og en kaspisk måge (2k). Der kom ofte drosler trækkende ind fra havet og ofte i pæne, blandede flokke. En tur i mosen gav ikke meget andet end et par sortstrubede bynkefugle og et par gransangere. Ved tjek af mågerne kunne findes endnu en kaspisk måge (3k). 

DSC05774

Senere fandt Henrik en islom ved Hvidbjerg Strand, der lå pænt, tæt på kysten. Der var også 15 sortgrå ryler, men desværre nærmest igen sortænder. 

DSC06007

I morgen skal vinden forblive i NØ og tage til (op til 11 m/s). Hmmm... Det bliver spændende at se hvad det kan give. Der bliver i hvert fald god bemanding på obsen. 

Efter Henriks beretning fra obs posterne kan jeg tage over med dagens ringmærkning.
Stod op og glædede mig som en lille dreng før juleaften, da det var tørvejr og nærmest vindstille, så jeg havde fornemmelsen af en god fangstdag, da Bianca og jeg gik ud og åbnede alle net i stationshaven.
Bent havde også luret det gode ringmærkningsvejr og var her tidligt, så han kunne passe net i Fyrhaven.
Både Henrik og Bent meldte om mange drosler på deres vej herud, så det så lovende ud.

Bent startede med en Skovsneppe i Fyrhaven, da han gik ind og åbnede net, men den fløj videre ud af haven uden ring, da nettene altså endnu ikke var åbnet i hele haven.
Ellers stod det fra morgenen på pænt med Solsorte, Rødhalse, lidt Sangdrossel og vores første ringmærkede Stær i år. En art der har været her længe, men altså først nu har fundet vej til et net.

Bent lukkede for ringmærkningen i Fyrhaven kl 13:15 og nåede, at hilse på Per Olsen, der gavmildt kom med en kæmpe forsyning af køkkenruller og toiletpapir til stationen, så vi vil kunne klare selv en hård epidemi og nedlukning i lang tid frem.
Bianca og jeg holdt gang i Stationshaven til kl 18, hvor der begyndte at trække op til fugt og nedbør i luften, så da valgte vi aftensmaden fremfor netrunder efter 12 timers fangstforsøg.
Det hele endte på 64 mærkede fugle og 6 egen kontrollere, hvilket er ganske pænt her på dette tidspunkt af året.
Blandt dagens kontroller var der to Dompap hunner, der var mærket her i h.h.v. juni og juli sidste år og først nu har vist sig i haven igen.
Lidt sjovt, så fulgtes de begge af hanner der endnu ikke havde ring på, men efter herrenes tur i nettene, har de nu alle en lille aluring om det ene ben

Weekenden ser kold ud med østen vind og trods det, at dagene ser ud til at blive uden nedbør, regner vi ikke med så store fangstdage som i dag.
Til gengæld fik Bianca tilsendt noget af en appetit vækker fra hendes venner på Helgoland Fuglestation, da der pludselig poppede et foto af en Provencesanger op på hendes telefon.
Kommer den art her i påsken, skal der nok blive fyldt op - ikke bare af turister til Hukket, men også af fuglekiggere!
20230331_130904.jpg
Ingen Provencesanger, men altså en smuk fugl den Rødtoppede Fuglekonge, hvoraf vi nu har mærket 6 stk dette forår.

Dagens ringmærkning:
20230331_183730.jpg

Folk på stationen: Henrik, Bent, Bianca og Morten