Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Koldt højtrykvejrs uden fugle
Er man til blå himmel uden en sky i nærheden og masser af sol, så var Blåvandshuk et godt sted at være i dag.
Desværre kom højtryksvejret med en kold østenvind og temperatur lige under frysepunktet i timen før solopgang, så ingen fugle så ud til at syntes, at det ville være attraktivt at trække hertil i dag.
Bianca og jeg åbnede net en halv time før solopgang og jeg blev ved med nettene åbne lige til kl 15, men vi fik kun mærket 10 fugle og genfanget 4 af vores egne fra de seneste dage.
David og Jimmy sad i klitten på Hukket til 3 kolde timers trækobs, men de kom tilbage med meldingen om, at det bedste i dag var udsigten - fugle havde der ikke været meget af på den morgenobs.
De endte med at tage en tur til Nymindegab og Værnengene, så de både fik set den langtidsstationære Halsbåndstroldand og fuglene på Værnet.
Bianca fik plads i bilen og kom derfor til at opleve lidt andet end Blåvandshuk, hvilket var fint, når hun nu er så langt nordpå som Danmark.
Vi går i seng med udsigt til samme vejrtype i morgen og håber på at blive overrasket, men tror nu mere på, at mandag bliver endnu en meget stille dag fuglemæssigt.
Dagens ringmærkning:
Mærket Kontrol
Gærdesmutte 2 1
Jernspurv 3 0
Rødhals 1 2
Rødtoppet Fuglekonge 0 1
Bogfinke 3 0
Grønirisk 1 0
Ialt 10 (4)
Folk på stationen: Bianca, David, Jimmy og Morten