Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (234)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Hverdag efter en forrygende weekend

mandag 24. april 2023
af Morten Jenrich Hansen

Her på Danmarks vestligste punkt var der skydække søndag aften og masser af regn i løbet af natten, så Søren og jeg gik helt glip af Aurora Borealis, der skulle have givet et af de kraftigste nordlys shows over DK i mange år.

Til gengæld var vi udhvilede da vi stod op. Jeg måtte dog vente til kl 6 med at åbne net pga regn. Der så ud til at komme mere nedbør i løbet af morgenen, så jeg holdt mig til nettene i stationshaven.
Nok et godt valg, for jeg måtte allerede lukke igen kl 07:30, da nye regnbyger kom ind fra sydvest.
Mens jeg gik mine netrunder pakkede Søren sin cykel, så han kunne komme videre nordpå ad vestkystruten inden skydeterrænet og Kallemærks stien ville blive spærret af for dagens øvelser.
Han nåede dog, at få vist en Gransanger og en Løvsanger i hånden inden afgang. De blev fanget på samme netrunde og var meget pædagoiske til at vise artskendetegnene på de to små sangere.
Søren udtrykte stor tilfredshed med opholdet på fuglestationen og vil gerne komme igen en anden gang, da han fandt det fantastisk, at blive mødt af flinke folk på stationen, der gerne deler deres viden om fugle.

Morgenens regn holdt op igen kl 10. Jeg åbnede da net på ny, men der lå hele tiden regnbyger og lurede, så jeg holdt mig til stationshaven og lukkede igen ned for i dag kl 14:30.
Eftermiddagen bød nemlig på nye passager af regnbyger og derudover tiltagende vind, så jeg her efter aftenmaden kan sidde og skrive blog, mens vinden hyler og rusker i buske og træer udenfor.
De næste par døgn vil der være konstant vind af kulingstyrke eller mere fra nordvest, så der bliver et par dages pause for ringmærkning.
Det vil give mig mulighed for at komme helt up to date igen med dobbelttjekket af indtastede ringmærkningsdata, så tiden skal nok blive udnyttet.
20230424_095111.jpg
Da jeg åbnede net igen kl 10 kunne jeg drømme om at fange vadefugle ved N1 efter regnen og jeg fik fundet gummistøvlerne frem til netrunderne.

Ringmærkningsdata var hovedtemaet for Hans Meltofte, der kom på besøg fra formiddag til ud på eftermiddagen for at søge rådata på ungfugleprocenter om efteråret for langdistancetrækkende småfugle.
Han havde dog tid til en hyggelig snak over frokostbordet i en pause i det arbejde.

Da jeg havde lukket net og regnen startede på ny fik jeg tid til at tjekke fuglestationens mail.
Der var allerede kommet hurtigt svar retur fra ringmærkningscentralen på den Hollandsk mærkede Gråsisken i går.
Den var ringmærket sidste efterår d. 30.oktober indlands i det sydøstligste hjørne af Holland tæt ved grænsen til Belgien syd for Eindhoven ved Wert, Limburg regionen.
BT19778LilleGrasisken23042023.jpg
Søndagens Hollandske besøg

Dagens ringmærkning:
20230424_185631.jpg

Folk på stationen: Søren, Hans og Morten