Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Ny art for Hukket!
Kraftig vind fra øst gav os udfordringer med at finde net, at åbne i haverne i dag, så Amelie og jeg endte med kun at have 5 net åbne i Stationshaven fra morgenstunden til kl 12, hvor vindstyrken steg endnu en tand og vi måtte lukke helt ned.
Vinden prægede også Henrik og David, der obsede fra Sydhukket. Vindretningen fra øst gav lidt træk af vadefugle med flere forskellige arter forbi, men ikke noget stort antal.
Senere kom der en nordtrækkende Vandrefalk som dagens rovfugl, men absolut største overraskelse stod Amelie og jeg for i Stationshaven, da vi på første netrunde skræmte en Odder op af den lille havedam.
Noget af en overraskelse og ikke mindre, at den to timer senere var vendt tilbage i dammen, da vi kom forbi på endnu en netrunde. Desværre havde vi begge gange vores telefoner i lommen, så vi nåede ikke at få dokumenteret dyret med fotos.
Det er ifølge Bent første gang, at Odder ses herude og Amelie og jeg kan sige, at den fylder ret meget i en lille havedam!
Efter at have været med til at tage fugle ud af nettene gennem morgenen fik Amelie også mærket sin første fugl her i Blåvand, så nu er hun kommet rigtig i gang med sit ophold på fuglestationen.
Bent kunne også meddele, at han i går fik besked fra den gamle Blåvand dreng Jonas om, at Jonas på Ottenby Fuglestation havde genfanget en Rødhals mærket her i haven d. 24. april i år.
Desuden var der en anden spændende genmelding om en Fuglekonge mærket her i efteråret, der er genmeldt fra Finland.
Genfundsdata er endnu ikke kommet til fuglestationens mail, så eksakte lokalitet og dato fra Finland mangler jeg stadig.
I nat skulle der komme udbredt regn og det ser ud til at fortsætte i de første morgentimer, så vi regner med at sove længe i morgen efter et par lange dage ude, men vi vil have et kamera klar, når vi første gang går ud til haven og forbi den lille havedam i morgen.
Der er nok ikke flere vandsalamander tilbage i den dam, men vi vil altså gerne have et dokumentationsfoto af en Odder i haven!
Dagens ringmærkning:
Fiolk på stationen: David, Henrik, Amelie og Morten