Sjældne måger på stranden

Når vi går hjem efter dagens morgenobservation, går vi som regel ikke lige hjem, men tager en omvej helt ud i strandkanten for at kigge på de måger og terner, der står og hviler sig eller leder efter mad i havstokken. Vi leder efter eksotiske arter og varianter, men har også et særligt fokus på fuglenes ben – som kan være forsynet med farveringe, der er til at aflæse direkte i kikkert eller teleskop eller på fotos hjemme ved computeren.

Aflæsning af ringe er selvfølgelig helt afgørende for den viden, vi kan få via ringmærkning af fugle.

Måger er svære at arbejde med, for mange af arterne ligner hinanden, og der kan være stor individuel variation indenfor samme art. Desuden har de forskellige dragter efter deres alder og efter årstiden, og på den måde kan man hurtigt stå over for en flok, hvor der næsten ikke er to, der er helt ens. Det er lige netop det, der gør det vanskeligt og interessant.

Tirsdag formiddag var vi flere om at interessere for den samme forholdsvis lille gruppe måger, fordi der ikke var andre flokke at beskæftige sig med, og det gav pote.

Et udsnit af mågerne, som vi arbejdede med tirsdag formiddag. Yderst til højre står en Kaspisk Måge med længere næb, mørkt øje, længere ben og større bryst end Sølvmågerne, som den ellers ligner. Bemærk også den meget sorte og mindre Sildemåge med hvid ring på det ene ben til forskel fra den anden gulbenede Sildemåge. Foto: Ole Friis Larsen/BFU

Her fandt vi mellem Sølvmågerne (Larus argentatus) en med farvering, som vi også havde været i stand til at aflæse koden på nogle dage før. Det er blandt andet aflæsning af farveringe, der har bidraget til erkendelsen af, at Sølvmågerne er i dyb krise og flyver langt omkring for at finde mad, efter at minkfarme, lossepladser og fiskeriet er enten forsvundet eller indskrænket voldsomt. Selv om der stadig kan være rigtig mange Sølvmåger på stranden, viser ringene, at gennemsnitsalderen på fuglene stiger og stiger, uden at der dukker nye unge fugle om, og at det altså bare er et spørgsmål om tid, før antallet vil falde hastigt, når de gamle måger dør.

Vi fandt også to Kaspiske Måger (Larus cachinnans), som er en østlig sølvmågetype, der breder sig mod nordvest og stadig oftere bliver set i Danmark med de nærmeste ynglekolonier i Polen og i de seneste år så tæt på Danmark som et indkøbscenter midt i Berlin.

Ung Middelhavssølvmåge fra i år på stranden ved Blåvandshuk bare et par måneder efter, at den blev ringmærket som redeunge ved en sø i Schweiz. Koden på ringen er sløret på billedet. Foto: Ole Friis Larsen/BFU

To andre måger i flokken skilte sig ud både ved at have farveringe med ’eksotiske’ farver og koder og ved deres udseende. Den ene var en helt ung måge fra i år med mørkere og varmere brune farver end normalt hos unge Sølvmåger og en gul farvering med usædvanlig kombination af bogstaver og tal. Den anden var en Sildemåge (Larus fuscus). Dem er der mange af på stranden ved Blåvandshuk, men denne havde en varmere sort farve, som fik de ellers sorte lokale Sildemåger til at se mere blåsorte ud. Desuden var den mindre og så ud til at have en smule længere vinger, og så havde den en hvid farvering med kun fire bogstaver og tal i en kombination, der bliver brugt i Finland. Der er det den østlige underart fuscus (Larus fuscus fuscus), som også bliver kaldt Baltisk Sildemåge, der forekommer.

Den finske farvering bekræfter, at Sildemågen ved Blåvandshuk er af den østlige underart fuscus, som er meget sjælden i Nordsøen, men bemærk også den varmere sorte farve og mindre størrelse samt det langstrakte udseende på grund af lange vinger i forhold til Sildemågen bagved. Foto: Ole Friis Larsen/BFU

Den østlige underart af Sildemåge er et meget sjældent syn ved den jyske vestkyst og omkring Nordsøen i det hele taget, og det kræver solid dokumentation – som en finsk farvering – at få en observation godkendt. En af dem, der arbejdede med den lille flok måger på stranden tirsdag formiddag – og i hele denne uge – var den tyske ringmærker Matthias Haupt, som selv sætter farveringe på måger og terner langs den tyske nordsøkyst og ind i Holland. Han er kommet på stranden ved Blåvandshuk hvert år i juli/august i mange år for at aflæse farveringe på især nogle af de Splitterner (Thalasseus sandvicensis) og Fjordterner (Sterna hirundo), som har selv er med til at mærke. Fundet af den finske Sildemåge var kun hans anden observation nogensinde af underarten ved Nordsøen.

Mågen med den polske farvering onsdag formiddag er med til at vise, at måger fra store dele af Europa mødes ved Blåvandshuk og denne del af Nordsøområdet i det hele taget. Foto: Ole Friis Larsen/BFU 

Matthias Haupt sørgede også for, at vi hurtigt fik den mørke unge måge sat på plads. Fjerdragten passede fint på den sydlige sølvmågetype Middelhavssølvmåge (Larus michahellis), og Matthias mente at typen af farveringen svarede fint til ringe, der bliver brugt på netop den art i Sydtyskland og Schweiz. Han kontaktede en bekendt sydtysk ringmærker og blev hurtigt henvist til en schweizisk ringmærker, og på den måde fik vi i løbet af få timer bekræftet, at mågen er ringmærket som redeunge af Middelhavssølvmåger i Schweiz i slutningen af maj.

Det er anden gang på en uge, at vi har fundet en Middelhavssølvmåge med farvering på stranden ved Blåvandshuk.

Onsdag formiddag blev det til en enkelt måge med farvering. Den havde koder, som bliver brugt af den polske ringmærkningscentral, og det bliver interessant at se tilbagemeldingen derfra. I Polen yngler alle tre arter – Sølvmåge, Kaspisk Måge og Middelhavssølvmåge – nogle steder hulter til bulter med hinanden. ’Vores’ måge på stranden lignede mest en helt almindelig Sølvmåge, men den kan altså udmærket også vise sig at være en krydsning mellem to af arterne eller en måge, som ingen har vovet at artsbestemme under ringmærkningen, fordi det ikke var til at se, hvem der var forældre til den.

Se alle dagens observationer og ringmærkninger fra Blåvands Huk her.

Folk på stationen: Anne Hjortlund Hansen, Maria Neumann, Kim Stendorf, Geert Lauritzen, Strummer Edwards, David Manstrup, Ole Friis Larsen.