Blæst med Mellemkjove og Amerikansk Sortand

En fin mandag lidt imod forventningerne, efter at vejrudsigten viste sig at holde med forholdsvis hård vind og regn fra sydvest. Ringmærkerne åbnede slet ikke nettene, men nogle af dem gik med på den lange tur til Sabinebunkeren, først og fremmest for at finde læ, og vi var fem til at finde og tælle trækfugle ude over havet. Vi blev belønnet med bemærkelsesværdige observationer som 1.376 Strandskader (Haematopus ostralegus) i løbet af dagen, deraf over halvdelen i standardtidens tre timer og langt de fleste øvrige, mens vi tjekkede måger og terner på vej hjem efter morgentællingen.

Solskin og hård vind er en god kombination til at opleve et smukt træk. Her en flok Strandskader i selskab med en Storspove (Numenius arquata).

Her er Storspoven lidt tættere på. Underarten, som forekommer i Danmark kan blandt andet kendes på stribede armhuler. Det kniber det med på denne fugl, som så formentlig er en ung fugl fra i år. Foto: Ole Friis Larsen/BFU

Sortænderne (Melanitta nigra) blev ført tættere på land af bølgerne end normalt, og det lykkedes os at finde en Amerikansk Sortand (Melanitta americana) imellem dem. Den skiller sig ud med en stor orange knob på næbbet, og knobben lyste godt op, når vi fik solskin mellem skyerne. Særlig værd at bemærke var bestemt også en Mellemkjove (Stercorarius pomarinus), som er noget kraftigere bygget end de Almindelige Kjover (Stercorarius parasitticus), som vi ser næsten dagligt.

En del af morgenholdet i Sabinebunkeren, som hedder sådan, fordi den er berømt for observationer af den sjældne Sabinemåge (Xema sabini) netop derfra. Bunkeren er det eneste sted på stranden med tørvejr og observationsudsigt i regn, men er også god i hård blæst. Udsigten er til gengæld begrænset til stranden og havet. Foto: Ole Friis Larsen/BFU

De knap 1.400 Standskader pyntede godt i statistikken i forhold til, at vi har været lidt bagud i forhold til sidste års træk på 8.500 Strandskader, men der er heller ikke nødvendigvis dårligt at være bagud. Hvis en stor del af fuglene kommer tidligt i trækperioden, kan det skyldes et dårligt yngleresultat, som får de adulte/voksne fugle til at forlade ynglelokaliteterne tidligere end ellers, og omvendt kan et sent træk være tegn på større ynglesucces. Det kan vi først vide, når det samlede resultat foreligger.

Den vidt berejste Kaspiske Måge fra Polen. Et langt tyndt næb og det mørke øje er med til at afgøre arten. Foto: Matthias Haupt

26. juli bragte vi til sidste i bloggen et billede af en måge med polsk farvering. Vi var enige om, at den forekom at være den sydøstlige art Kaspisk Måge (Larus cachinnans) i komplekset af sølvmågearter, som nogle steder i Europa yngler med hinanden og får afkom, der hverken er den ene eller den anden art. Den slags blandede kolonier findes blandt andet i Polen, så vi var lidt forsigtige med bestemmelsen. Nu har vi fået svar på aflæsningen af ringen, og mågen blev mærket med farvering som unge i en ’ren’ koloni af Kaspiske Måger i Zbiornik Mietkowski i det sydvestlige Polen 11. juni 2020. Den viste sig også at være endnu et eksempel på, at Blåvandshuk trækker vidt berejste måger til over store afstande. Den nu tre år gamle måge blev allerede i oktober 2020 set to gange i det nordlige Spanien og sidste år ved kysten lidt nord for Bordeaux i Sydvestfrankrig, hvorfra den kan være kommet til Blåvandshuk langs kysterne af Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland.

Mandag ankom Louis Poulsen fra Bornholm til fuglestationen, for at arbejde som førsteobservatør ved Blåvandshuk, indtil sæsonen slutter midt i november. Han har erfaring med Østersøens trækfugle fra Bornholm og et ophold på Skagen Fuglestation sidste år.

Se alle dagens observationer og ringmærkninger fra Blåvandshuk i DOFbasen her.

Folk på stationen: Anne Hjortlund Hansen, Strummer Edwards, Joseph Stephan, Louis Poulsen, Andreas Pedersen, David Manstrup, Ole Friis Larsen.