Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Bevægelserne til havs fortsætter
Vinden var stadig i VSV men med mindre styrke på omkring 4-6 ms. Vinden var stadig kølig med temperature svingende 3-8 grd. God sigt og blandet skydække med nogle få svage byger hist og pist.
Der var trækfugle lige fra start hvor især Stormmåger, Rødlommer og Sildemåger dominerede i antal. Jimmy og jeg delte de talrige arter op imellem os. Vi endte op på 352 Rødlommer, 758 Stormmåger og 140 Sildemåger nordtrækkende.
Trækket var klart kraftigst de første timer, hvorefter trækket døde noget ud hvilket i øvrigt er helt normalt i Blåvand om foråret. Ofte er de første lyse timer som er de bedste, hvorefter trækket dør ud.
Der kom endnu en mørk fase Almindelig Kjove, men i dag noget tættere på og den kunne derfor aldersbestemmes til en voksen fugl.
Henrik ringmærkede sammen med Maxim ligesom i går. Det blev til 12 fugle mærket på 5 timer. Solsort var den mest talrige fugl i nettene. Henrik spottede desuden en Gulirisk som meget kortvarigt rastede i Fyrhaven. Den første herude i år.
Jimmy og jeg fik den desværre ikke at se, men mon ikke der komme flere fund.
Ringmærkningen bød desuden genfangst af en Rødtoppet Fuglekonge:
Rødtoppet Fuglekonge. Foto Henrik Böhmer.
David og Jimmy kørte om eftermiddagen til Grønningen og Skallingen. De var heldige på Skallingen da både en Dværgfalk og en Duehøg sås.
//DMa