Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Uanmeldt besøg af 468 blåmejser
Morgenobs
Dagen står på sydvestenvind hvilket er et kærkomment vindskift. Når vinden skifter så meget retning kan det godt skyde en prop igennem, i dag var denne prop lavet af bogfinker, stære og som altid en helvedes masse blåmejse. Samlet set har der været omkring fire hundrede dagtrækkende blåmejser samt et par tusinde bog/kvækerfinker. Alle blåmejserne fik dog mig (Sverre) til at forlade obsposten til fordel for ringmærkning, så Oliver stod tilbage med en heftig omgang trækfugle der skulle tælles. Veludstyret med seks kliktællere og et godt teleskop kan jeg dog lige forestille mig diverse lærker, mejser og finker fyre rundt om ørerne på ham efterfulgt af lyden af hastige klik. Oliver har således fået registreret hele 42 arter, største delen som alene-observatør. Cadeau for det. Han gik både set/hørt sanglærke, hedelærke og bjerglærker. Alt i alt lyder det som om han havde en skøn dag her på Danmarks vestligste punkt:)
- SDP
Ringmærkning
Morgenen gryede i smeltende smukke farver af fersken og lilla. Således indledtes endnu en dag i Blåvand, som bragte et par gode forskellige arter helt tidligt fra morgenstunden med solsort og til stor glæde nye gærdesmutter og en bogfinke - som jeg ikke har set i nogle dage i nettene.
Hurtigt derefter, i anden runde, fik vi dog som igen igen BLÅMEJSER i alle net i stationshaven! Som dagene går intensiverer blåmejserne, som nu er et element af en hver ringmærkningsdag i større og større grad. Mens vi pillede blåmejser ud af nettene, tænkte vi over, hvor i alverden de allesammen kommer fra og om de mon vil blive fanget sydpå inden længe? Det er mig næsten ubegribeligt, at de kan blive ved og ved med at komme i disse råmængder. Vi fik i dag det næststørste antal på sæsonen med 468 blåmejser (kun overgået af i går). Jeg skrev for blot fire dage siden om at vi ramte 1000 blåmejser for sæsonen, men nu er vi nået over 2000, således dobbelt op på blot fire dage.
Blåmejserne vil blive i mine erindringer længe og pryde på min ringmærkningsliste, som efterhånden tæller et helt utroligt antal af dem. Jeg vil hvile min lidt gennembidte fingre og tænke på alle de blåmejser, der måske flyver forbi den næste tid.

- En dejlig morgenudsigt med grågæs inden alle blåmejserne ankom
- MLL

Folk på stationen: Lua Koplin, Sverre Dahl Porsgaard, Mathilde Lundt Larsen, Oliver Laursen


