Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (233)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Vadefugle og Hvidvinget Korsnæb

onsdag 19. juli 2017
Østenvinden satte gang i vadefugletrækket
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.00: Ø 4 m/s, 9,2 °C, 1/8, 10 km

Denne morgen var noget køligere end i går, og sigten til at starte med ret ringe, da der lå tæt tåge lige nord og øst for obsposten. Jeg havde fra start fået selskab af Henrik Bøhmer, der havde fået fri fra arbejde pga. den gode vejrudsigt. Tågen lettede snart, og omtrent samtidigt meldte David også sin ankomst. Førend han nåede ud til os på Nordhukket, ringede han med dagens bedste fugl - en flot Hvidvinget Korsnæb han, der sad og sang ham lige i hovedet ved Fyrhaven (kl. 5.42). Vi nåede at se den i skop fra obsposten, men meget dårligt.

fyret

Som håbet gav østenvinden lidt hul igennem til vadefugletrækket, idet 759 vadere blev talt i løbet af morgenen og formiddagen. Talrigeste arter var ikke overraskende Almindelig Ryle (297), Strandskade (225) og Sandløber (111), men også 2 Krumnæbbede Ryler bør nævnes. Beklageligvis så ingen eksemplarer af vinderarten, Strandhjejle. Den må så komme i morgen jo. Ellers sås mindst 4, måske 6-7 Almindelige Kjover, men det var som ofte lidt besværligt at fastslå hvor mange der var gengangere.

Ringmærkningen i dag (Bent) gav 7 fugle: Sangdrossel, Jernspurv, Skovspurv, Lille Gråsisken 2, Grønirisk og Gransanger.

IMG 2092

Jeg stoppede som sidste mand obsen kl. 11.15, og gik hjem for at slappe af. Eftermiddagen tillod mig dog ikke meget søvn, da Bent havde skruet op for Tour de France på fjernsynet, hvor det legendariske bjerg, Col du Galibier skulle besejres af feltet. Ganske hæsblæsende, som en del læsere af bloggen sikkert kan skrive under på.

Nok om ikke-fuglerelaterede sidespring. Der er lovet SØ-vind med let regn i de første timer i morgen, så jeg må hellere få sovet lidt, sådan at jeg er frisk til at stå og blive våd.

Mathias