Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (233)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Hættemågerne kommer

søndag 1. juli 2018
Birding Blåvand
af Bent Jakobsen

Igen i dag en solrig dag med varmt vejr, så turisterne kan da ikke klage over vejret. Svag vind fra østlig og sydlig retning.

Vadefugletallene er stadig i den lave ende med bl.a. almindelig ryle 10, lille kobbersneppe 4 og storspove 14.
I den nordlige branddam rastede en svaleklire.
Så er hættemågerne begyndt at invadere Hukket og i dag rastede 100. Forstår godt de vil være her for på et tidspunkt var der mågesjov, og måger og terner mæskede sig åbenbart i småfisk på det lave vand og det under højlydt larm.
2 gøge fløj rundt i mosen, mens en stenpikker 1k lige var ude og sidde på en bunker. Den så ret ny ud, så det er nok en unge fra et nærliggende ynglepar.
Lille kålsommerfugl og gammaugle er meget talrige i år. 200 af førstnævnte og minimum 300 af sidstnævnte. På stranden så jeg der kom gammaugler ind og jeg talte 43 indtrækkende på 15 minutter.
Ikke siden 1996 har jeg set så mange helt herude i det vilde vesten.

Så er Blåvand kommet på meldesystemet Zello. Det er en slags walkietalkie system via mobiltelefonen, men ikke kun på kort afstand men meldinger kan høres helt i den anden ende af landet. Skal man på meldesystemet skal appen Zello downloades og så skal man vælge Birding blåvand. Stor tak til Rasmus Strack for hjælpen med at oprette systemet til Blåvand.