Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Stadig dværgterner
Nordvestenvinden er totalt dominerende i øjeblikket, og så langt øjet rækker ser det ikke ud til at blive bedre. Den var dog aftaget til 6-7 sekundmeter i dag og med lidt solskin og temperatur på 16 gr så føltes det en lille smule sommerligt. Det er det dog i det øvrige Danmark hvor de scorer den ene sommerdag efter den anden med over 25 grader. Men alle de turister som kommer til Blåvand må jo nyde at det kun er herude det er koldt.
Sammen med Sune Riis Sørensen tog de unge mennesker i dag deres sidste morgenobs, men som de øvrige nordvestenvindsdage var det småt med vadefugle. Det eneste der bør nævnes er nok 29 trækkende strandskader. En rastende lomvie sås også, og den er jo ikke så almindelig her midt på sommeren.
En kaspisk måge 2K blev dog fundet mellem sølvmågerne.
Efter morgenobsen blev der pakket og de drog alle østpå til det bedre vejr. Joshua, Asger og Lauritz skal alle have en stor tak for deres indsats med trækfugletællingerne, og det er glædeligt at høre, at de havde en god tid på stationen trods vejret.
Da der ikke var afspærret i dag gik jeg efterfølgende på stranden for at tjekke dværgternerne. Det har jo ikke set for lovende ud det jeg har kunnet se fra pælerækken den sidste uge. Stor var derfor min glæde, da jeg kunne finde 4 rugende fugle inden for afspærringen, som iøvrigt er ved at være lidt miserabel pga den kraftige nordvestenvind.
Mågerne stod ude på den nærmeste revle, og var nemme at tjekke og jeg spærrede øjnene op, da jeg så en adult sildemåge med helt mørke ben næsten tangerende til det sorte. Det har jeg godt nok aldrig set før.
Fuglene blev dog ikke stående så længe, da en knægt på omkring 12 år selvfølgelig skulle ud på revlen og jagte rundt med mågerne og ternerne, mens hans far grinende stod og fotograferede optrinnet.
I mosen sås ikke mindre end 9 rødryggede tornskader, og så godt som alle var aktivt advarende. Så der en nok nyudfløjne unger.