Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Sorthovedet måger
Igen i dag vind fra vestlig retning men mere sydvest end i går. Styrken lå på 5 m/s og med skydække på 7/8 og temperatur 22 gr. De næste par dage bliver det bare varmt med temperaturer over 30 gr.
Den stod især på ringmærkning i dag og sidst på formiddagen overtog Jonas nettene til en guidet tur, hvor der kunne ikke fremvises en vendehals men to vendehalse. Vi fangede nogle helt unge tornsangere. Håber de når Afrika da de skal skynde sig at tanke op.
Jakob havde klippet under og på siderne af nettene og vi fik også udskiftet et par efterhånden ret slidte net. Udskiftningen til stålstænger og pløkke er også godt i gang.
Ringmærkning: vendehals 1 (+ en aflæsning), jernspurv 1, solsort 1, tornsanger 8, løvsanger 2, musvit 1, tornirisk 1, gulspurv 2. I alt 17 af 8 arter.
Ole Zoltan var på stranden hele morgenen og fandt 3 1K sorthovedet måge. Det er en tangering af rekorden for Hukket som stammer fra 26. maj 2014. Derudover rigtig mange hættemåger med 750 og så er der stadig agressive dværgterner.
Jeg nåede en time i alt med lidt trækobservationer. Enkelte flokke af strandskader passerede og overraskende en flok på 8 hvidklirer, som ellers normalt optræder i østenvind. Efter obsen kom en flok på 20 storspover.