Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (232)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Sabine svigtede vores date

onsdag 12. september 2018
En gang så man altid kjover i sådan et vejr.
af Bent Jakobsen

Jeg stred mig gennem regnen og en vestenvind på 12-14 sekundmeter ned til skurvognen forvisset om at jeg havde date aftale med Sabine. Det var vanskeligt at finde læ, men det lykkedes, og jagten gik ind på hende.
Jeg tror bare hun havde glemt vores aftale, for hun dukkede ikke op selv om jeg spejdede godt ude i revet og langs med stranden. Højst forbløffende kom der ikke en gang en kjove forbi. Hænger det sammen med nedgangen i bestandene på Shetlandsøerne at vi ser så få kjover nu? Er det vindmøllerne som har indflydelse? Eller noget helt tredje. For 20 år siden kunne man ikke undgå at se en kjove i sådan et vejr.
Heldigvis trak der da også andre fugle. Dagens hit blev en stor kobbersneppe af den islandske race L. l. islandica. En kom sammen med 9 små kobbersnepper, hvoraf der på morgenen i alt kom 18. I løbet af morgenen kom der småflokke af vadefugle bl.a. 30 sandløbere og 11 almindelige ryler.
Pludselig var der mågealarm og en adult havørn kom lige ind over hovedet på mig. Den trak ud og satte sig kortvarigt på en sandbanke inden den fortsatte ud over havet. Også en dværgfalk kom piskende ud over havet.
10 landsvaler kæmpede sig frem gennem den kraftige vind, og enkelte trak ovenikøbet ud.

Bent