Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (233)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Ikke så god en trækdag alligevel

torsdag 1. august 2019
Så blev det august.
af Michael Brunhøj Hansen

Vi havde forventet vind fra sydøst, men desværre var vinden fra morgenstunden snarere fra syd, og det lover ofte ikke godt. Således har vi i dag kun haft lidt under 500 trækkende vadere, igen domineret af strandskade (268), islandsk ryle (74) og almindelig ryle (67); herudover trak 158 landsvaler forbi, og der var en trækforsøgende stor flagspætte i klitterne. En fin tinksmed stod desuden på stranden og lod sig fotografere.

Obsen blev lidt over otte afbrudt af en kraftig regnbyge der varede obs.-perioderen ud. Da regnen holdt op, tog Andreas hjem, og David og jeg tog på stranden for at tælle mågerne. Af det mere bemærkelsesværdige stod der mange sildemåger, mindst 240, samt en adult ride.

Lidt over middag havde Andreas en trækkende sortterne (1K), men ellers ikke noget spændende. Jeg tog også ud lidt senere i en times tid for at se om der skulle komme noget trækkende, men det blev heller ikke det helt store: 62 strandskader, 8 islandske ryler, 1 almindelig ryle og 1 udtrækkende tårnfalk med madpakke.

Her til aften kiggede David og jeg mågerne igennem én gang til, men pga. lavvande stod de meget langt ude, så vi var kun i stand til at finde én sikker kaspisk måge (3K).

Manon havde en OK dag ude i haven med bl.a. 8 løvsangere og 2 sortstrubede bynkefugle i nettene.

I morgen ser det ud til at vinden skal komme fra det øst- til nordøstlige hjørne, og det burde -- i hvert fald først på dagen -- holde tørt, så det bliver spændende at se hvad det bringer med sig.

IMG 5862

Rastende Tinksmed på stranden. Flere vadere raster under trækket sydpå, men normalt ser vi ikke mange Tinksmede herude, da den mest holder til i ferskvand. Foto: David Manstrup