Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Ny ringmærker ankommet
Morgenobsen var udmærket med en del vadere i de tidlige morgentimer. Det var lavvandet, så der var en del rastende fugle i vaden nedenfor obs.-posten, så det blev snart lidt uoverskueligt at se hvilke fugle der var nyligt ankomne eller havde været der længe. Der er kommet gang i strandskaderne igen med 629 individer og kun ca. halvt så mange islandske ryler.
Storspoven kan have et temmelig kort næb. Det gælder især de unge fugle, som derfor kan forveksles med Småspoven, men så kan arten bestemmes på de lyse armhuler - selv i dårligt morgenlys. Foto: Ole Friis Larsen
Stenvenderne trækker fortsat lystigt mod syd, og vi havde i dag 47 af disse. De store præstekraver er også ved at ankomme i større tal (98), og der var også en del rødben (42) der trak forbi med bl.a. en flok på 15. Ellers kommer der fortsat de sædvanlige almindelige ryler, sandløbere, (strand)hjejler og godt med spover. Det blev til i alt 1172 vadere på morgenobsen, men vi trænger efterhånden til et par nye fugle, så som en rovterne, odinshane eller pomeransfugl.
Vores nye ringmærker Lisa Flam ankom i eftermiddags og skal være her i i hvert fald to måneder, formodentligt hele efterårssæsonen, og overtager posten endeligt når Manon rejser i overmorgen. Hun fik en varm velkomst og blev vist rundt i området, og hun ser ud til at synes godt om stedet. Der blev kun ringmærket fire fugle i dag: 1 munk, 2 løvsangere og 1 havesanger.
Én af dagens få ringmærkede fugle: en ung hanmunk der har fået sort hætte. Foto: Xenia Salomonsen
Vejret har på det seneste været ret efterårsagtigt, i dag med et par hidsige byger og blæsende vejr, og sådan bliver det nok også i morgen med ret blæsende vejr (8 m/s og senere op til 10-11 m/s) fra sydvest. Dette giver nok nogle trækfugle og måske et par havfugle. Hvis vinden bliver for kraftig, bliver der, desværre for Manon, nok ikke ringmærket i morgen.