Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (53)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Meget blæsende dag

tirsdag 17. september 2019
Samme mønster i morgen ...
af Michael Brunhøj Hansen

Vi vågnede op til en temmelig kraftig blæst, den hidtil kraftigste der har været her i efteråret. Vindretningen er fortsat i nordvest, så vi havde stillet os an ved skuret. Der var en del mere sandfygning i dag, så alt vores udstyr (og os selv) er blevet sandet godt til. Der har også været byger hele dagen, og i forbindelse med disse har vi nået vindstød op til 25 m/s, mens middelvinden har ligget på op til 16-17 m/s. Bølgerne på havet var store og høje, sikkert op til 4 meter. Det er altid imponerende at se havets rasen samt fuglene der vover at trække over det.

Der var ikke store forventninger til trækket, men der måtte dog komme nogle kjover hvilket der også gjorde: Den første var en almindelig et stykke ude bag revet, og ikke længe efter kom der en storkjove i selve revet. Lidt senere kom der én langt ude som måske virkede lidt slank i det og evt. kunne have været en lille kjove, men det blev den ikke set godt nok til at kunne bestemme endeligt. Der kom også en nordentrækkende almindelig kjove i mørk fase tæt på stranden, og den rastede en overgang på vandet. Sidst i perioden kom endnu en storkjove trækkende, så vi har i alt haft 5 kjovearter.

20190917 085655Almindelig kjove, mørk fase, trækkende mod nord, taget igennem et noget tilsandet teleskop. Foto: Michael Brunhøj Hansen

Af andre fugle har der været 1 mallemuk trækkende mod nord, 1 sydtrækkende rødstrubet lom og 13 nordentrækkende suler og et par sildemåger og terner. Vadertrækket er meget småt for tiden, pånær mht. sandløberne som der har været 90 af i dag, for der kom kun 3 strandskader.

Mathias og jeg tog om eftermiddagen ud til skuret igen for at se om der var mere gang i havfuglene, men det var der godt nok ikke. I løbet af en time blev det kun til 3 pibeænder, 1 rødstrubet lom og 1 strandskade. Var vi ankommet bare 10 minutter før, kunne vi måske have fået en lille kjove der var blevet meldt ud for Vejers Strand lidt i 3, så det var ærgerligt.

Jeg behøver næppe at nævne at der ikke er blevet ringmærket i dag, og at det samme bliver tilfældet i morgen som vejrudsigten ser ud lige nu, og den lyder sådan her:

I morgen fortsætter den kraftige nordvestenvind, dog bliver den knapt så kraftig som i dag. Der kommer antageligt heller ikke mange fugle, men de første sabinemåger er blevet set i dag, så vi har et (spinkelt) håb om at en sådan trækker forbi ...