Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (232)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Liv på stationen igen

onsdag 2. oktober 2019
Stille dag med næsten ingen fugle.
af Michael Brunhøj Hansen

Vi havde atter en dag med kraftig nordvestenvind, så der skete ikke meget på morgenobsen som også var præget af nogle byger. Der kom enkelte pibeænder, toppede skalleslugere samt ederfugle o.lign. Vi havde omkring 50 rødstrubede lommer. Der kom en kjove langt ude som viste sig et par gange over horisonten, men den blev aldrig bestemt endeligt. Herudover havde vi en enkelt lomvie, samt nogle småfugle i form af pibere og finker.

Bent havde ikke nettene åbnet længe pga. regnen og vinden, så det blev kun til 2 ringmærkede fugle, 1 sangdrossel og 1 fuglekonge (det laver jeg ikke en tabel over).

Vi har en lille plan om at begynde at lydoptage nattrækkende fugle, så vi har fundet parabolmikrofonen frem og investeret lidt i noget optageudstyr; evt. kan det tages med ud under morgenobsen så vi kan optage hvad der måtte trække forbi og få opklaret nogle kald vi ikke umiddelbart kender og måske få identificeret og dokumenteret noget interessant.

Lisa er nu tilbage på stationen, og David ligeså, så alt er så godt som ved det gamle igen.

I morgen får vi vinden fra det nordøstlige hjørne, muligvis en svag vind, så det kunne godt blive en god dag i nettene; fuglene kommer dog nok til at trække højt på morgenobsen. Lisa har lovet os høgesanger og hvidbrynet løvsanger, så det ser vi frem til!