Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Stadig blæst, men dog ikke værre end et par fugle nåede at blive ringmærket
Vejr: Natten og morgenen bød på regn og haglbyger, så der kom yderligere 5mm på månedens nedbørssum.
Blæsten var kun taget lidt af. Frem til midt på eftermiddagen fra nordvest og med op til 15m/s i middelvind. Mod aften drejende til nord og yderligere aftegnede.
Vekslende skydække gennem dagen med en del sol.
Temperaturen på 4-6°C, men vindens chill faktor kunne virkelig mærkes ude i de åbne landskaber,
Sigten god, bortset fra de perioder, hvor bygerne kom ind fra nordvest.
Jeg var egentlig klar fra morgenstunden, men vinden og byger gjorde, at jeg måtte aflyse standard ringmærkningen. Da bygerne forsvandt kl 8 fandt jeg nogle net at åbne i haverne, men de fleste forblev lukkede pga vinden. Kl 10:30 tog vinden til igen og jeg måtte lukke ned for dagens forsøg på ringmærkning.
Der var heller ikke meget at komme efter i dag. 3 Solsorte fik ring på, mens en Rødhals fra den anden dag blev kontrolleret.
Den har haft det hårdt i dette vejr med blæst og byger, for den havde tabt lige ved 1 gram fedt på 2 dage.
Bent var forbi et par timer midt på dagen og vi fik bl.a. gennemgået ringbeholdningen. Han kunne oplyse, at arbejdsdagen på lørdag er blevet udskudt.
Corona har nu også lukket Blåvand Fyr, så turister må nøjes med stranden og klitterne som de store oplevelser herude.
Mine gåture rundt i klitterne og bag Vesterled gav ikke mange fugle.
Det lokale Sortstrubede Bynkefugle par ser ud til, at have fundet på plads i deres territorie i buskene bag Vesterled. Der var også 2 Tornrisk, mens stranden gav en enkelt adult Ride, der blæste mod syd.
Her ved dagbogs tid sidder jeg og venter på solnedgang og en helt klar aftenhimmel.
Natten bliver nok kold, men jeg vil nyde, at himlen er klar og mørk og bruge et par timer på at kigge på stjerner og planeter.
Venus står klart skinnede over den vestlige horisont om aftenen og lidt under den, vil man i en almindelig håndkikkert kunne finde en anden planet - Uranus.
Så bare klæd jer godt på og gå ud og få et perspektiv på, hvor lille en del af universet, som vi på jorden udgør - i det store billede er corona bare en mikroskopisk hændelse, der vil være forsvundet igen inden Mælkevejens stjerner har bevæget sig bare en brøkdel af deres bane om galaksens centrum.
I løbet af den kolde nat, ser det ud til, at vinden vil blive helt svag til morgenstunden.
Alt tyder på, at jeg i morgen kan åbne alle net.
Passende, da Xenia kommer ud og skal videre i oplæringen.
Jeg håber, at der kommer lidt flere fugle, så både hun og jeg kan få fugle i hænderne.
Jeg må dog hellere være sød og lade Xenia få brodderparten - hun kommer med en forsyning chokolade, som jeg har bedt hende hamstre, så jeg ikke går sukkerkold den næste måned, mens jeg isolerer mig på Danmarks vestligste fuglestation.
Dagens ringmærkning:
Rødhals 0 + (1) og Solsort 3
Ialt 3 mærket og 1 genfanget fordelt på 2 arter.
Folk: Bent og Morten