Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Marts sluttede med en ny art på årets ringmærkningsliste
Vejr: En næsten vindstille nat og morgen med frost og let rim i jordhøjde.
Første halvdel af dagen uden en sky og med svag vind fra vest.
Over middag tog vinden til og nåede op på 8m/s fra vestnordvest, mens et skydække trak ind over med enkelte huller til solen frem til solnedgang.
Temperaturen fra -2°C til 6°C.
God sigt på >15km.
I de 5 timer fra før solopgang og frem med standard ringmærkning stod alle net i begge haver perfekt uden vindpåvirkning.
Over middag begyndte vinden at genere, så jeg lukkede ned kl 15.
Havde håbet, lige at presse dagens mærkningstal op på 20 fugle, men det blev lige ved og næsten.
Fik dog dagens overraskelse i form af en ny art på årets ringmærkningsliste.
En Spætmejse blev fanget i Stationshaven og en time senere sad den i et net i Fyrhaven, så både Bent og Svend Aage nåede at se fuglen i hånden.
Dagens fugl blev denne Spætmejse.
Kun nr. 10, der er ringmærket her om foråret siden 1984 - alle 10 har været siden 2008, så den er klart blevet hyppigere herude i dette årtusinde.
Mens det endnu var næsten vindstille og uden bølger på havet fik jeg lavet et hurtigt tjek fra Sydhukket af havdykænder.
Det skulle gå hurtigt, da det foregik på den tid, som jeg havde til rådighed mellem to netrunder.
7500 Sortænder, 430 Fløjlsænder og 10 Havlit rastede fra Sydhukket og ned mod Hvidbjerg Strand.
Modlys gjorde det ikke nemt at tjekke alt og tiden løb ud, inden jeg fik fundet nogle sjældenheder som Brilleand eller det der er værre.
De ænder er langt bedre at tjekke fra Hvidbjerg Strand, hvor lysforholdene om morgenen er meget bedre.
Bent kom ud og tog en god tid ved havet og senere sammen med Svend Aage lidt obs fra Fyrhaven og toppen ved vejrmasten.
Der var dog meget lidt træk af fugle. Hverken over havet eller af småfugle over land, så vi venter stadig på en af de bedre forårsdage hvad det angår.
Svend Aage fik ordnet nogle af havens fuglekasser og hængt de nye mejsekasser op.
Så må vi se, om der er mejser, der syntes om dem dette forår.
Ude i klitten ved Fyrbakken fik jeg en lille snak med Kis Boel, der var ude og lufte sit kamera og bl.a. fik fotos af de faste Sortstrubede Bynkefugle.
Senere på dagen, da det blæste op og der kom skyer, forsvandt de fleste gæster til Hukket og p-pladsen var næsten tom sidst på eftermiddagen.
Sjældent jeg oplever det!
Måske det sker igen de kommende dage.
Vejrmæssigt ser resten af ugen ud til at blive mest overskyet og med meget vind - specielt torsdag og fredag, så det sætter nok grænser for både antal besøgende og for antal fugle, der vil blive ringmærket i de første dage af april.
Jeg skal dog ikke klage - marts måned har været en af de bedre sammenlignet med gennemsnittet for Blåvand Fuglestation siden 1984.
475 fugle har fået ring på fordelt på 27 forskellige arter.
Dertil en række genfangster, hvor de udenlandske selvfølgelig er i høj kurs, men også gårsdagens "fremmed" danske Rødhals.
Der var hurtigt svar retur fra ringmærkningscentralen på den fugl.
Den er mærket som 1k d. 21. september 2017 ved Boeslunde, Sydvestsjælland ikke så langt fra Korsør.
Her kan jeg så slutte marts af med en reprimande til mig selv!
Da jeg stod med Rødhalsen i går og så, at det var en ringserie, som jeg ikke har brugt i dette forår, så var min tanke umiddelbart, at det var en fugl mærket her sidste efterår.
Den havde de store buff pletter på spidserne af de store armdækfjer, som man ofte forbinder med ungfugle. Altså noterede jeg fuglen som en 2k og burde virkelig havde kikket grundigere på den.
Nogle adulte Rødhalse har også disse buff farvede spidser og denne fugl er altså en af dem, da den jo nu er adult som 4k.
Altså en opsang til mig selv om, at tage mig sammen og ikke sløse med fuglene resten af foråret!
At en Rødtoppet Fuglekonge så i dag fløj ud af et net, inden jeg nåede at få fat i den, vil jeg ikke slå mig selv i hovedet over. Det er bare den slags, der nogle gange sker..
Dagens ringmærkning:
Blåmejse 2 + (1), Gransanger 3, Fuglekonge 0 + (1), Spætmejse 1, Gærdesmutte 0 + (1), Rødhals 2, Jernspurv 4 og Lille Gråsisken 7 + (1).
Ialt 18 mærket og 4 genfanget fordelt på 8 arter.
Folk: Kis Boel, Svend Aage, Bent og Morten