Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Vind fra nordvest - Say No More!!
Vejr: Det fortsatte som varslet med vind fra nordvest og vest. Styrken var på 10m/s gennem morgenen og senere nede på 6m/s i løbet af eftermiddagen.
Vekslende skydække med lidt sol og som afveksling på de seneste dage, så kom der regnbyger fra kl 9:15 og indtil midt eftermiddag.
Temperatur fra 5-9°C.
Sigten god bortset fra perioderne med regnbyger.
Dagens højdepunkt på fuglestationen var et besøg af en af Varde Kommunes dygtige servicearbejdere midt på dagen.
Dermed blev den knækkede stolpe ved indkørslen skiftet og kæden hænger nu igen i normal højde og ikke som en jordnær snubletråd.
Så kan I næsten selv regne ud, hvordan døgnet har været her mht fugle.
Kunne åbne 2/3 af nettene i nordvesten vinden og fik lige knap de 5 første timer med åbne net, inden regnbyger satte en stopper for den aktivitet.
Blot 7 mærket og 3 genfanget fra de seneste 14 dage taler sit tydelig sprog om, at det bare bliver ved med haver uden fugle dette forår.
Jeg havde derfor igen masser af tid til at bruge mit teleskop mellem netrunderne og fik da talt nordtræk af 92 Rødstrubede Lommer, 1 Sortstrubet Lom og 123 Suler inden regnen kom.
Kl 7 blev mågerne på stranden ved Nordhukket forstyrret af en Havørn, der tog turen ud over yderste klitrække, inden den forsvandt mod nord over stranden.
Denne gang en subadult fugl, så ikke én af dem fra i går, men lignede meget den fugl, som Bent og jeg så den anden dag.
En hun Rørhøg kom med på havobsen, da den strøg mod syd ude over havet.
Ellers ikke meget at skrive om på fuglefronten.
Men jeg prøver da igen med åbne net her i eftermiddag fra kl 14:30, da regnbygerne er væk.
Dagens han Dompap. Endnu et af forårets eksemplare, hvor vingmål på 88mm er i den absolut øverste skala for Lille Dompap og i underkanten af skalaen for Stor Dompap.
Det samme ser Michael Johansen ved sin ringmærkning af Dompaper i Hjerting.
Måske er den nordligste population af Lille Dompap bare lidt større i gennemsnit, end de Mellemeuropæiske bestande?
Forsvarsfronten er tilbage på arbejde efter corona nedlukningen, så nu er der dagligt lukket for adgang til øvelsesarealerne. Dermed bliver der nok ikke meget tjek af Mosen resten af foråret, da man kan forvente, at forsvaret har en del øvelser, som de nu skal igennem efter 1 1/2 måneds pause.
Fuglestationen er jo også i genåbnings mode og efterårsobservatøren Michael Brunhøj Hansen bliver første gæst, der overnatter efter genåbningen, da han ankommer i morgen.
Jeg brugte dagens regnvejrsperiode til at gøre klar, ved at vaske trappegelændere, samt køkkenskabe og skuffer af.
Dermed er der gjort klar til, at forårets overnattene gæster må følge striksere anvisninger for hygiejneregler end normalt for fuglestationen.
Udover det værelse, hvor jeg bor, så har resten af værelserne på 1. sal stået tomme siden midt marts.
P.g.a. corona forholdsregler er der en ekstra opgave for overnattene gæster dette forår og sommer.
Vi beder dem starte og slutte deres ophold med rengøring af det værelse, som de vil bruge. En simpel men nødvendig henstilling for, at vi kan åbne stationen igen for gæster, uden at bidrage til evt smittespredning.
Velkommen til dem, der vil komme her under de betingelser og se Blåvand i et forår uden fugle og tyskere!!
Dagens ringmærkning:
Gransanger 0 + (1), Gærdesanger 2 + (1), Rødstjert 1, Solsort 1, Bogfinke 1, Lille Dompap 1 og Lille Gråsisken 0 + (1).
Ialt 7 mærket og 3 genfanget fordelt på 7 arter.
Da vinden igen tog til og nye regnbyger kom ind kl 16:30 valgte jeg at lukke net og opgive for i dag. Ingen fugle fanget på de 2 timer og intet tegn på nye fugle i haven.
I stedet vil jeg nyde, at lave min aftensmad og spise uden tanker på netrunder.
Folk: Morten