Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: feb. (9)mar. (31)apr. (29)maj (31)juni (14)juli (21)aug. (31)sept. (30)okt. (35)nov. (18)
Forårssæson officielt startet
Så er vi kommet igang med foråret!
Jeg er så heldig, at kunne være tilbage på fuglestationen og hjælpe med ringmærkningen til der evt bliver fundet en fast ringmærker for foråret.
Susanne Primdahl var flink igår, at tilbyde, at kører mig og mit grej fra Stavtrup til Blåvand, så jeg kom godt frem med hele min oppakning.
Susanne tog en overnatning og var derfor med til ringmærkningen indtil middag, hvor hun skulle hjemad igen.
Bent og Svend Aage ankom inden 9, da de havde en aftale med en kontakt fra kommunen til et bygningstilsyn, så de fik gennemgået bygningen generelt og set på de steder, hvor der er tiltrængt vedligeholdelses opgaver.
Svend Aage kom desuden med en helt ny støvsuger, så jeg har gode muligheder for at holde stationen lige så fin, som den var da jeg ankom.
Alt i alt er der altså klart til en ny frisk sæson.
Desværre er jeg lidt udfordret heldbredsmæssigt, så jeg er usikker på, om jeg kan holde til at passe både Stationshaven og Fyrhaven ringmærkningsmæssigt, men aftalen er, at jeg i første omgang koncenterer mig om Stationshaven, så kan Bent og evt besøgende ringmærkere undervejs hjælpe med Fyrhaven.
Sikkert er det, at jeg vil gøre det så godt som jeg kan og glæder mig vildt til endnu en tid på fuglestationen og fuglelivet ved Hukket.
Vejrmæssigt blev det en fin start med svag vind fra øst drejende over nord til nordvest. Ingen nedbør og lidt vekslende skydække, så alle net i Stationshaven var oppe i 9 timer.
Det blev til 4 fugle ringmærket og 8 genfanget.
Blandt genfangsterne var en han Solsort alderspræsident, da den er mærket som 1k i oktober 2019 og tidligere har været genfanget her i juni 2020, men altså gået under radaren de seneste 2 år.
Ellers var genfangst af 3 Gulspurve på samme netrunde lærerigt for Susanne og jeg, da den art godt kan være spændende at aldersbestemme. Alle 3 var hanner og mærket i august sidste år.
En af dagens gamle hanner af Solsort var denne genfangst af en fugl, som Bent mærkede den anden dag.
Den har fået ring på, selvom den egentlig allerede kunne genkendes på en afvigende hvid fjer på højre side af struben.
Bent nåede en tur på stranden efter bygningsmødet, men Mosen blev ikke besøgt, da området var lukket hele dagen.
Der var nu ikke det helt store blandt diverse obs i det stille vejr.
Jeg havde en Ravn, der var ude at vende over Stationen, hvilket altid er hyggeligt, mens en enkelt Misteldrossel på træk var min dagens bedste fugl, da det er den første jeg ser i år.
Så må vi se, hvad de næste uger bringer af forårsfornemmelser!
Dagens ringmærkning (genfangster i () )
Solsort 0 (3)
Musvit 1 (2)
Bogfinke 2 (0)
Grønirisk 1 (0)
Gulspurv 0 (3)
Ialt 4 (8)