Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: feb. (9)mar. (31)apr. (29)maj (31)juni (14)juli (21)aug. (31)sept. (30)okt. (35)nov. (18)
Stille dag i nettene
I dag var roligt både i nettene og over havet størstedelen af tiden. David og Henrik var igen klar på Sydhukket til at tælle, og kunne melde om et virkeligt fint træk af Hav-/Fjordterner, med 1700 trækkende den første halve time og samlet set næsten 2500 individer i løbet af de første morgentimer. Derudover var der en enkelt udtrækkende Dværgfalk (Merlin, Falco columbarius), som var mit personlige highlight på morgenobsen. Vi fik nemlig også deltaget en god del, da vi havde ret mange nulrunder i begge haver i dag. Da standardtiden var ovre var mødet da også ophævet, og de resterende observationer fra både morgenobs og div obs kan ses her.
I nettene var det som sagt lignende roligt, med kun lige akkurat flere ringmærkede fugle end genfangster, takket være en ihærdig indsats fra Morten, der først lukkede net klokken 18:30. Dagens fugl i nettet må være en Kvækerfinke (Brambling, Fringilla montifringilla), altid en skønhed og også en af de sidste i området. Derudover var der en fin genfangst af han Lille Gråsisken (Lesser Redpoll, Acanthis cabaret).
Kvækerfinke, adult han. Foto: Andrea
Lille Gråsisken han. Foto: Morten
Fra diverse obs i løbet af dagen kan nævnes en Vendehals i mosen samtidigt med, at Vendhalsen i haven stadig sang, så vi er oppe på nok mindst 2 indivier. David fik skræmt 2 Agerhøns op inden han tog hjem her i eftermiddags, og Andrea fik fundet en Ringdrossel på en aftentur i mosen.
Efter aftensmaden, som stod på rester af Brændende Blåvand fra i går, er Andrea og jeg oven på en lur i middags klar til at køre ud og forsøge at finde nogle ugler i området. Vi må se, hvad det giver, og om natsværmerfælden også sættes op når vi kommer hjem.
Det bliver mit sidste blogindslag for denne gang, da min mor og jeg tager hjem igen i morgen. Det har, som altid, været en kæmpe fornøjelse, og jeg ønsker jer alle en fortsat god forårssæson!
Folk på stationen: Morten, David, Lars, Andrea og Merit
Kold nordvesten vind gav få fugle, men plads til friskbagt kage og god mad
Vinden fra nordvest gav en stille dag rent fuglemæssigt i forhold til i går.
Ringmærkningen i haverne var helt sløv med kun 2 mærkede fugle i Stationshaven og 10 mærkede i Fyrhaven, inden vi lukkede net kl 12, da vindstyrken steg til 12-13 m/s i stødene.
Merit pasede Fyrhaven og tog de bedste fugle, så hun blev glad for at ringmærke både en Stillits og forårsæsonens anden ringmærkede Skovskade i år.
Selv blev jeg glad for et gensyn med en Løvsanger, som jeg første gang havde i hånden d. 24. april.
Den gang tog jeg en blodprøve af den for screeningen af West Nile Virus. Den havde ved prøvetagningen en vægt på 8,6 gram og vejede i dag - 5 dage efter - 8,8 gram, så den klarer sig godt, trods den ekstra behandling jeg har udsat den for.
De 3 genfangne Løvsangere i dag var iøvrigt alle mærket her i 2022, så generelt er der godt gang i genkomsten af fugle, der har været langt væk i vinter, men finder tilbage til dejlige Blåvandshuk og fuglestationen.
En Stillist lyser altid op i hånden foran Fyret. Foto: Merit
Ved havet var David og Henrik i gang og dækkede de 3 timers morgenobs fra Sydhukket.
De havde i den første time et pænt træk af Fjord/Havterne og endte med over 1200 trækkende på de 3 timer.
Ellers var det meget tyndt derude i dag, men få lommmer, alkefugle og sortænder i forhold til de sidste par dage.
Bedste enkelt fugl var en sydtrækkende Trane et stykke ude over havet.
Efter de 3 timers morgenobs forsøgte de med et tjek af Mosen og lokalområdet, men uden ny arter til årslisten og en trækkende Dværgfalk blev bedste fugl på den tur.
Vendehalsen er jo nu blevet fast dagligt indslag for os og den sang lystigt fra flere poster gennem morgenen og formiddagen.
Den gav også fin lyd fra sig, da Nicole kom forbi med en veninde og drengen Mads, der er ca 6 år gammel og meget interesseret i fugle. De fik en rundvisning i Fyrhaven og så Merit ringmærke Skovskaden, men Mads var også meget begejstret for at få et kig ind i Naturskolen til de udstoppede fugle derinde.
Michael G. Jensen kiggede også forbi, efter at han havde været en tur omkring Skallingen, så der var i dag flere folk end fugle på stationens matrikel, da Lars Maltha også er dukket op her til aften for en overnatning.
Han nåede dog ikke at komme frem til den udsøgte aftensmad, som Andrea og Merit serverede ovenpå, at Merit havde beriget vores eftermiddag med en friskbagt banankage.
Vi må sørge for at leve godt, når vi nu ikke finder så mange fugle på en dag med kold vind fra nordvest..
Dagens ringmærkning:
Folk på stationen: David, Henrik, Andrea, Merit, Morten og til aften Lars
Birdernes tredeling slår til!
Så slog vejret om! Med rolig sydøstenvind fra morgenstunden kunne Morten og jeg åbne alle net i begge haver, mens Henrik sad klar på Sydhukket til at tælle trækket. Og morgenen startede også rigtig godt ud! Mens jeg åbnede net hørte jeg en fugl synge meget mærkeligt, og jeg blev mindet om Sydlig Nattergal (Nightingale, Luscinia megarhynchos), som Morten og jeg har snakket om de sidste par dage. Da jeg dog langt fra var sikker på bestemmelsen tog jeg en lydoptagelse af sangen.
Det var dog ikke nødvendigt, da den allerførste fugl jeg så hænge på første runde i dag, kort efter at jeg optog sangen, netop var denne lidt store, rødbrune art: Sydlig Nattergal! Det er en fin art herude, der fanges gennemsnitligt hver andet forår, og for mig personligt var det også en ny art at se i hånden. Og artsbestemmelsen var jo dejlig let, da Morten og jeg jo netop havde slået forskellen på Nattergal og Sydlig Nattergal op aftenen inden.
Sydlig Nattergal. Foto: Merit
Da jeg sad og ringmærkede den, kunne Henrik pludseligt meddele på zello, at han netop havde haft en kaldende Gulirisk (Serin, Serinus serinus) på obsposten, altså havde vi 2 grønne arter samtidigt! Det kommenterede Henrik da også, da jeg viste ham den Sydlige Nattergal, med en ny målsætning for dagen: at opnå 3 grønne arter. Og jeg syntes, at så skulle de tre arter hentes i hver sin disciplin. Nu, hvor både ringmærkning og trækobs havde leveret, var det altså div obs, der skulle bringe den sidste grønne art.
Og det gjorde den! Efter morgenobsen gik Henrik nemlig i mosen, hvor han fik opdaget en kærhøg. Han så den kun kort, men fik heldigvis billeder, der bekræftede hans førstehåndsindtryk: Steppehøg (Pallid Harrier, Circus macrourus)! Både Bent, Morten og jeg skyndte os hen mod mosen fra hver vores sted, men ingen af os fik desværre set den. Efter længere tids rovfugleobs kunne Bent og Henrik dog melde ud, at de have genfundet Steppehøgen, og nu fik både Morten og jeg også set den. Dog ikke lige så godt, som Henrik gjorde, se selv:
2k Steppehøg i mosen. Foto: Henrik
Og dermed havde de tre hoveddiscipliner (efter min mening) i birderverdenen leveret med en grøn art: ringmærkning gav Sydlig Nattergal, trækobs gav Gulirisk, div obs gav Steppehøg!
Trækobsen havde dog ikke kun en Gulirisk. Henrik fik i de timer, han sad på Sydhukket, blandt andet også set over 4000 Sortænder og en Bjergand. De fulde tal kan ses her, og jeg anbefaler, at i lige tjekker dagens obs ud!
Også div obs leverede mere. Bent fik en Lærkefalk, der fløj målrettet forbi fyret, og især tidlig middag var god til rovfugle, med 2 Havørne, en Rørhøg og en håndfuld Musvåger. Vi var flere, der fik set årets første Digesvale flyve forbi stationen. Henrik fik set årets første Tornsanger for Hukket. Og David fik spottet årets første Bynkefugle, hele 3 styk endda.
Ringmærkningen leverede ikke meget mere. Det blev en fin dag, med mange dejlige forårsarter, nogle af dem personlige favoritter for mig. Samlet set blev det til 48 nye fugle fordelt på 17 arter:
Desuden bør det nævnes, at vi har haft besøg af Morten, der vil sætte antenne og optager op til overvågning af flagermus. Disse kan desuden også bruges til fugle, men vi er naturligvis glade for at flagermusene også får noget opmærksomhed.
En travl dag går altså til ende, og som de sidste vil vi nu også gå (alt for sent) i seng, trætte og tilfredse efter en dag, som virkelig har vist forår i Blåvand fra sin fineste side, og klar til endnu en dag i morgen!
Folk på stationen: Morten, David, Andrea (ankom til aften), Merit, samt Bent, Morten og Henrik i løbet af dagen
Sjove arter på en rolig dag
Hej igen derude! Så er jeg klar til endnu et par dage i det vestjyske, med motivation og godt humør. Dog bliver dette ophold nok mit sidste for det her forår, så jeg håber meget, at vejret spiller med!
I dag gjorde vejret det kun halvt. Morten og jeg fik åbnet små 80 meter net i standardtiden, da vinden var for kraftig til mere, især tidligst på morgenen. Efter standardtid fortsatte vi med at have nettene i stationshaven åben indtil 17:30, og der tillod vinden os da også at have alle nettene åbne efterhånden, så en total på 12 timers åbne net i dag! Det blev i alt til 23 nye mærkninger og blot 4 genfangster, fordelt på 14 arter:
Den bedste mærkning var uden tvivl en Ringdue (Wood Pigeon, Columba palumbus), som Morten lige nåede at få inden den slap ud af nettet igen. Dermed er forårstotalen nu på 2, og en delt rekord opnået!
Dagens rekordopnående Ringdue. Foto: Morten
Den bedste genfangst er også let at finde. Vi havde nemlig gået størstedelen af dagen og håbet på den Vendehals (Wryneck, Jynx torquilla), som sang regelmæssigt i området fra morgenen af, og også viste sig et par enkelte gange. Det var altså halvt forventet, men ikke mindre glædeligt, da jeg midt i et møde fik besked om, at Morten stod med Vendehalsen i lab.
Her kan i se den fine fugl, der i øvrigt blev ringmærket herude den 21. juli sidste år af Rie og er blevet genfanget et par enkelte gange siden da:
Dagens Vendehals, mærket sidste år. Foto af Morten
Mellem netrunderne holdt vi Henrik Böhmer ved selskab, der flittigt talte trækket over havet. Også det var lidt roligt i dag, dog med nogle dejlige highlights. To Store Korsnæb (Parrot crossbill, Loxia pytyopsittacus) fløj da blandt andet forbi. Desuden var det en udmærket dag for lommerne, da 386 Rødstrubede Lommer (Red-throated Diver, Gavia stellata) blev talt trækkende nordpå i løbet af 3 timer. Det samme gælder for alkefugletrækket (Alcids, Alcidae), der med over 180 mod nord også blev en rigtig fin total for i dag. Enkelte Dværgterner, to Almindelige Kjover, samt fine tal af Splitterner og Fløjlsænder bidrog også til den gode stemning, trods en ellers også rolig morgenobs.
Alle dagens tal kan, som altid, ses her på DOFbasen.
Folk på stationen: Morten, Merit
Almindelig Kjove og Gulirisk på morgenobsen
Blæsten fra nordvest fortsatte, så jeg opgav at finde net i læ fra morgenstunden.
Jeg satte mig i stedet med mit teleskop i klitten på Sydhukket.
Fik taget de 3 timers trækobs i læ fra den lave Rynket Rose busk. Der var enkelte korte regnbyger, men det meste af tiden god sigt og sol til at varme en smule i den kolde vind.
Det blev ikke til de store tal - ternetrækket var reelt kun igang i den første halvtime, mens lom og sortand trækket aldrig kom rigtig igang.
Fik dog en god oplevelse fra start af, da der kom 2 Almindelig Kjove sammen tæt på kysten ( en lys og en mørk form) og lige efter kl 8 var det en Gulirisk, der blev dagens fugl, da den kom kaldende bag mig, men så tæt på, at selv jeg kunne høre den.
Ellers en af de arter, hvor alderen begynder at trykke mig mht til hørelsen. Både Gulirisk, Fuglekonge og Græshoppesanger skal jeg væsentlig tættere på for at høre end for bare få år siden.
Sluttede havobsen kl 9 og fandt varmen i fingrene igen inde på stationen.
Kl 11 vurderede jeg, at vindstyrken var faldet lidt til 10 m/s fra nordvest, så jeg gik ud i haven og fandt de 3 net, der står mest i læ i den vindretning. Der var godt nok stadig generende vindstød på op til 14 m/s, men jeg gjorde forsøget med de få åbne net indtil kl 15:30.
Da var det kun blevet til ringmærkning af en enkelt Gransanger og to Rødhalse.
Håber meget på, at vi i morgen kan finde lidt flere net at åbne, selvom vinden stadig vil komme fra nordvest.
Jeg regner jo med, at Merit gerne vil have nogle fugle i hånden, når hun nu bruger sine fridage fra sit studie til at tage herud mod vest.
Dagens ringmærkning:
Rødhals 2
Gransanger 1
Folk på stationen: Morten og til aften ankomst af Merit
Data tjek dag i blæst fra nordvest
Vejret var ikke med mig i dag, da der var kuling fra nordvest og ingen net kunne åbnes.
Prøvede en time med obs fra Sydhukket, men der var ikke meget at skrive om blandt trækket over havet.
Gjorde mig derfor klar til at cykle ind med første sending af blodprøver til Statens Serum Institut, da postekspeditionen i Blåvand åbnede kl 10.
Det var en hård tur hjem i modvind på cyklen, men jeg kom da efterfølgende ajour med tjekket af indtastede ringmærkningsdata, da jeg kunne slappe af i stolen ved pc´en.
Fik et kort besøg af 2 mænd fra Skov og Naturstyrelsens ejendomsadministration. De fik en rundvisning i huset, så de med egen øjne kunne se, hvad deres ejendom bliver brugt til.
Ellers gik min dag med at sove et par timer til middag og gå et par runder om Vesterled.
De gåturer gav nu ikke meget fugl - blot en han Sortstrubet Bynkefugl som det bedste.
Var ellers opsat på, at finde en Hærfugl, da den art er set flere steder i landet de seneste dage.
Så tæt på som Oksbøl var der én søndag og i dag blev der set én ved Sønderho på Fanø.
Vejret i morgen byder stadig på blæst fra nordvest, så det bliver endnu en dag uden ringmærkning.
Jeg vil forsøge igen med obs fra Sydhukket og et par turer omkring Vesterled, men krydser så fingre for mindre vind resten af ugen.
Merit ankommer i morgen aften og er her indtil søndag, så der er basis for at holde net åbne i begge haver, hvis vejret tillader det.
Henrik vil være tilbage fra torsdag morgen til at tage trækobsen ved havet.
Flere øjne skulle gerne give noget at skrive om på resten af ugens blog indlæg herfra..
Hverdag efter en forrygende weekend
Her på Danmarks vestligste punkt var der skydække søndag aften og masser af regn i løbet af natten, så Søren og jeg gik helt glip af Aurora Borealis, der skulle have givet et af de kraftigste nordlys shows over DK i mange år.
Til gengæld var vi udhvilede da vi stod op. Jeg måtte dog vente til kl 6 med at åbne net pga regn. Der så ud til at komme mere nedbør i løbet af morgenen, så jeg holdt mig til nettene i stationshaven.
Nok et godt valg, for jeg måtte allerede lukke igen kl 07:30, da nye regnbyger kom ind fra sydvest.
Mens jeg gik mine netrunder pakkede Søren sin cykel, så han kunne komme videre nordpå ad vestkystruten inden skydeterrænet og Kallemærks stien ville blive spærret af for dagens øvelser.
Han nåede dog, at få vist en Gransanger og en Løvsanger i hånden inden afgang. De blev fanget på samme netrunde og var meget pædagoiske til at vise artskendetegnene på de to små sangere.
Søren udtrykte stor tilfredshed med opholdet på fuglestationen og vil gerne komme igen en anden gang, da han fandt det fantastisk, at blive mødt af flinke folk på stationen, der gerne deler deres viden om fugle.
Morgenens regn holdt op igen kl 10. Jeg åbnede da net på ny, men der lå hele tiden regnbyger og lurede, så jeg holdt mig til stationshaven og lukkede igen ned for i dag kl 14:30.
Eftermiddagen bød nemlig på nye passager af regnbyger og derudover tiltagende vind, så jeg her efter aftenmaden kan sidde og skrive blog, mens vinden hyler og rusker i buske og træer udenfor.
De næste par døgn vil der være konstant vind af kulingstyrke eller mere fra nordvest, så der bliver et par dages pause for ringmærkning.
Det vil give mig mulighed for at komme helt up to date igen med dobbelttjekket af indtastede ringmærkningsdata, så tiden skal nok blive udnyttet.
Da jeg åbnede net igen kl 10 kunne jeg drømme om at fange vadefugle ved N1 efter regnen og jeg fik fundet gummistøvlerne frem til netrunderne.
Ringmærkningsdata var hovedtemaet for Hans Meltofte, der kom på besøg fra formiddag til ud på eftermiddagen for at søge rådata på ungfugleprocenter om efteråret for langdistancetrækkende småfugle.
Han havde dog tid til en hyggelig snak over frokostbordet i en pause i det arbejde.
Da jeg havde lukket net og regnen startede på ny fik jeg tid til at tjekke fuglestationens mail.
Der var allerede kommet hurtigt svar retur fra ringmærkningscentralen på den Hollandsk mærkede Gråsisken i går.
Den var ringmærket sidste efterår d. 30.oktober indlands i det sydøstligste hjørne af Holland tæt ved grænsen til Belgien syd for Eindhoven ved Wert, Limburg regionen.
Søndagens Hollandske besøg
Dagens ringmærkning:
Folk på stationen: Søren, Hans og Morten
Dværgværling og andet godt på en søndag, hvor vi ikke kom hviledagen i hu
Vejrskiftet kom i går aftes, hvor højtryksvejret og østenvinden blev afløst af regn. Regnen stoppede dog tidligt på natten, så da vi stod op var det til tørt vejr med skydække og vind fra sydvest.
Jeg fik åbnet alle net i begge haver, mens David, Kristoffer og Henrik tog sig af obsen fra Sydhukket.
Peter og Henrik tog en lille runde i klit, mose og omkring obspladsen på Sydhukket, inden de kom forbi mig og fik vist et par fugle i hånden.
Derpå drog de videre mod syd til det nordtyske marskområde, så de fik ikke set dagens helt store overraskelse, da Kristoffer lige over middag kratluskede i området bag Vesterled og fandt en Dværgværling.
David, Henrik, Nicole og jeg var da samlet på holdepladsen ved stationen, så vi kunne nå, at gå over på den anden side af Fyrvej og takket være Kristoffers præcise beskeder, via Zello, fik vi set fuglen, da den kortvarigt satte sig op i den yderste del af beplantningen og sang et par strofer.
Dværgværlingen var kun det andet forårsfund af arten nogensinde for Blåvandshuk, så Kristoffer kunne tage hjem til Odense og være ganske tilfreds med sin indsats her i weekenden!
Foto: Henrik Böhmer
Inden den megafede art, så havde morgenobsen bl.a. budt på en Gråmåge og en Almindelig Kjove mellem terner og de lige ved 200 trækkende Rødstrubet Lom.
En enlig Bysvale kom forbi fuglestationen midt på dagen og Kristoffer havde igen en Vendehals i den nordlige del af Mosen, men ellers var der ikke helt så mange afrika-trækkere i området som i går.
Henrik og Nicole fandt en Skovhornugle - først rastende i Fyrhaven og dernæst i Vesterled, men Dværgvælingen tager altså en suveræn førsteplads som dagens fugl!
I haverne ved nettene endte dagen også ganske godkendt, da vi nåede op over 50 mærkede fugle.
Takket være Henrik´s hjælp, holdt vi begge haver åbne til kl 14, da Henrik tog over for mig i Fyrhaven efter morgenobsen. Selv passede jeg så Stationshaven resten af dagen til sidste netlukning kl 18.
Det blev til en ny art på forårets ringmærkningsliste med en Skovskade i hånden, men ellers var det en genfangst, der blev bedste fugl i hånden.
En Lille Gråsisken bar en ring fra Arnhem ringmærkningscentralen i Holland.
Det bliver spændende på et tidspunkt at få svaret på præcise sted og tidspunkt for mærkningen af den fugl i Holland.
Næsten årlig i nettene om foråret blev dette Skovskade nummer 30 ringmærket om foråret siden 1984
Vi fik besøg i formiddags af Sven Bødker, der både medbragte kage til vores kaffepause og endnu engang en fornem boggave til fuglestationen.
Denne gang hele 2 bøger - den nye store "Systematisk oversigt over Danmarks fugle 1800-2019" og så en af klassikerne - Lars Jonsson´s lille bog om Lommar.
Tusinde tak til Sven!
Midt på eftermiddagen tog David, Henrik, Nicole og Kristoffer hjemad efter en rigtig god weekend her ved Blåvandshuk. Alene på stationen er jeg dog ikke, da Søren fra Juelsminde dukkede op på sin cykel og tjekkede ind til en booket overnatning.
Trods en cykeltur nede fra Kongeåen og forbi Sneum Digesø i morges, så havde han friske ben til en gåtur rundt om mosen her til aften. Han fik også set et par fugle i hånden, da han gik med mig på en ringmærkningsrunde.
Meget heldigt, at han fik den oplevelse med i dag, da de kommende døgn nok bliver uden åbne net.
Holder vejrudsigten, så er der nedbør det meste af mandagen og tirsdag til torsdag vil blæsten være alt for kraftig til ringmærkning.
Men, men - vejrudsigter har før taget fejl, så jeg venter og ser, hvad dagene byder.
Sikkert er det dog nok, at de kommende dage ikke vil kunne slå denne weekends obs!
Dagens ringmærkning:
Folk på stationen: Peter, Henrik, David, Kristoffer, Nicole, Henrik, Sven, Søren og Morten
Bedste dag hele foråret!
Vinden var i løbet af natten drejet fra NØ til SØ og det var 1-2 gradere varmere end end i går. Det lyder ikke af den store ændring, men hold da op hvor det betød meget for dagens resultat. Over havet skete der ikke meget fra den tidlige morgen. Omkring 500 hav/fjordterner støg mod nord, men ellers ikke det store træk. Morgenobsen blev dog bedre som tiden skred frem med både 2 atlingænder, fiskeørn, mosehornugle og ankomst af tinksmed. Efter morgenobsen fortsatte David fra efterårsbunkeren og kunne melde om flere ankomster, bl.a. dværgfalk, dværgterne og gul vipstjert, men Kristoffer fandt flere mosehornugler og en vendehals i mosen.
Ringmærkning:
Klart bedste dag hidtil dette forår med en sum på 76 ringmærkede fugle, hvoraf der endelig kom gang i ankomster af langdistancetrækkerne.
Både Bent og Henrik tog sig tid til at hjælpe med Fyrhaven i løbet af formiddagen, så jeg fik tid til, at komme igang med at tage nogle blodprøver til screeningen for West Nile Virus for Statens Serum Institut.
Blandt dagens genfangster var highlight også fugle ankommet fra vinterkvareteret i Afrika.
Både en Gærdesanger og en Løvsanger ringmærket her i efteråret 2022 vendte i dag tilbage til nettne i haven.
Om eftermiddagen var der god stemning omkring dagens resultat og på skift holdt vi øje med himlen fra stationens p-plads. Og lige som Kristoffer var gået ud for at finde noget på sydhukket, finder David og Henrik dagens absolutte højdespringer: en rødrygget svale. Fuglen tog et par runder omkring stationen og Vesterled, inden den hurtigt forsvandt mod øst. Den blev dog dokumenteret behørigt. Det er 8. fund for hukket.
I morgen har vi store forventninger til. Ikke nok med at der kommer regn i nat, så skal vinden også dreje fra SØ til V. Det er absolut en vejrudsigt vi har glædet os til og en vejrsituation, der flere gange har givet sjældne fugle. Og med dagens opvarmning, er vi top gearede til at trække noget tungt hjem!
Dagens ringmærkning:
Folk på stationen: Henrik, Kristoffer, David, Bent og Morten, samt til aften Peter Lange og Henrik fra det østjyske.
Blå himmel og vind fra nordøst uden fugle i luften
Henrik tog sig af 3 timers morgenobs fra Sydhukket og for anden dag i træk var der tæt på 500 Hav/Fjordterner, hvor langt hovedparten bør være Fjordterne på dette tidspunkt. De af H/F-ternerne, der kom tæt nok på kysten til at kunne artsbestemems var da også Fjrodterner.
Bedste obs fra Henrik var ellers 3 indtrækkende Bomlærker og 2 rastende Havørne på revlerne ud for Nordhukket - så er det vist også beskrevet, at det var en tynd omgang ved havet denne morgen.
Jeg brugte min tid med åbne net i begge haver, men begrænset af vindstyrken fra nordøstenvinden, der var for kraftig til at åbne alle net.
Det blev en dag med relativ stor andel af egen kontroller og få nye fugle, så jeg lukkede net i Fyrhaven efter 4 timer, da den havde blot havde givet 3 mærkninger og 3 genfangster i det tidsrum.
Net i stationshaven holdt jeg åbne i 12 timer, men det lykkedes altså ikke med at presse dagens ringmærkningstal op på 20 fugle trods de mange timers netrunder.
Bedste fugl i hånden i dag blev denne Rørspurv.
Langt fra hvert forår, at Rørspurv kommer med på ringmærkningslisten for Blåvand Fuglestation.
I de seneste 10 år er der 4 år uden arten og 6 år, hvor der pr. forår er fanget 1-2 Rørspurve.
Ringmærkningsadministrationen ved Københavns Universitet har været hurtig til at give svar på gårsdagens "fremmed" Jernspurv.
Det var en fugl mærket ved Landsende, Rømø tilbage i oktober 2021.
Faktisk samme sted - Landsende - som den Gransanger Bianca og Bent genfangde d. 04. april er mærket.
Gransangeren var dog ikke helt så gammel som Jernspurven, da sangeren var mærket midt i juni 2022.
Med de få fugle at håndtere pr 1/2 times netrunder, havde jeg god tid til at scanne himlen for trækkende fugle gennem dagen, men trods spejden ud mod øst og nordøst var det en tom blå himmel jeg fik kigget på.
Hvis der har trukket fugle forbi i dag, så har de fløjet så højt oppe, at de ikke kunne findes i håndkikkert.
Det var svært at leve højt på morgenens 3 Bomlærker og et par Ringdrosler, når der ikke sker mere resten af dagen, men så måtte jeg juble over min første perlemorsommerfugl i år..
Dejligt at få set min første Storplettet Perlemorsommerfugl i år.
Ellers har det hidtil været Nældens Takvinge, Dagpåfugløje og Citronsommerfugle, der har fløjet rundt i haverne og klitten
Her til aften skulle David og Kristoffer Hansen ankomme for overnatning og weekendsobs, men med en gentagelse af dagens vejr i udsigten for i morgen, så får de unge herre nok en lidt kedelig morgenobs herude lørdag.
Vi håber mere på, at et skifte i vejret natten til søndag kan give en god fugledag søndag.
Krydsede fingre herfra!
Dagens ringmærkning:
Folk på stationen: Henrik og Morten - ankomst til aften David og Kristoffer