Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: feb. (9)mar. (31)apr. (29)maj (31)juni (14)juli (21)aug. (31)sept. (30)okt. (35)nov. (18)
Farvel til Amelie
Jævn vind fra vestnordvest til nordvest tillod mig at åbne nettene i begge haver uden for meget vind i sejlene.
Desværre blev det også til en morgen nærmest uden fugle i haverne.
Efter de 5 standardtimer have Fyrhaven således kun produceret en fangst og det var en kontrol af en Gærdesanger ringmærket her i starten af maj.
Stationshaven varf ikke meget bedre på de 5 timer med kun 2 fugle mærket og 1 kontrol.
Jeg lukkede ned for Fyrhaven, men prøvede at fortsætte med net åbne i stationshaven til kl 15, men dagens ringmærkningssum blev på blot 6 mærkede og 5 genfangster af vore egne ynglefugle.
Skovspurv blev topskorer med 2 mærket ellers satte jeg kun ring på en af hver af Gærdesmutte, Jernspurv, Rødstjert og Grønirisk.
Det virker til, at det er slut med ankomster af forårets trækfugle til haven, så hvad jeg får ringmærket i min sidste uge på fuglestationen dette forår vil mest være de lokale ynglefugle.
Der er hver dag nye unger, der lige er hoppet fra reden og i dag var ingen undtagelse med bl.a. denne juvenile Jernspurv - stadig med blodrød mundvige som signal til forældrene om, at det altså er her der skal mad ind.
Havde masser af tid til at sidde mellem netrunderne og kigge ud over havet i morgentimerne, men også derude var det tamt.
En håndfuld fouragerende Sule, godt 60 trækkende Fjord/Hav-terner og nogle hundrede Sortænder, der flyttede lidt rundt på deres rast var ikke meget at notere i bogen.
Bedste fugl derude blev en rastende Almindelig Kjove, da sandrevlerne begyndte at blive synlige på morgenens faldende tidevand.
I klitrækken rastede en enkelt Stenpikker, men ellers intet tegn på sene trækfugle denne dag.
Samme melding kom fra Mosen, hvor Anders Zuschlag nåede at gå rundt et par timer uden at finde noget.
Dagen blev så præget af, at Amelie og Sonja fik pakket alle deres ting ionklusiv Sonja´s cykel ind i Amelie´s bil og startede deres tur retur mod Bayern.
Bent var herude og var med til at tage afsked.
Det har været en udsøgt fornøjelse at have Amelie her i hele maj måned.
Stor tak for indsatsen for fuglestationen og personligt har jeg nydt Amelie´s selskab alle dage - hun er i den grad velkommen til at tage hertil en anden gang, hvis hun kan få passet det ind i hendes videre studieliv!
Folk på stationen: Sonja, Amelie, Anders, Bent og Morten
Rabarbertærte
Igen en dag med vinde fra det nord og nordvestlige hjørne. Forventningerne til dagen var derfor ikke på det ekstatiske niveau.
David prøvede et par timer på morgenobsen, imens Morten passede nettene flittigt.
Morgenobsen blev som også forventet en stille affære med meget få trækkende fugle. 700 Sortænder og en enkelt Alk/lomvie er faktisk ikke værd at nævne.
Det gik en anelse bedre i haverne hvor Morten fangede lidt nyankommende fugle i området heriblandt en Kærsanger. Derudover blev der hørt 2 i området, så 3 kærsangere i alt herude.
Tidligt fra morgenstunden kunne Karmindompappen høres og Vendehalsen kommer også med sporadiske strofer hist og pist.
Morten fangede også nogle genfangster fra tidligere år heriblandt en Skovspurv helt tilbage fra 2019, som Lisa Flam havde ringmærket om efteråret. Det er altid glædeligt med de fugle som vender retur til området, efter flere års fravær !
Dagens højdepunkt forblev at Emelie og hendes veninde Sonja lavede en vildt lækker rabarbertærte med tilhørende vaniljeis, som vi alle nød i solskinnet i ude i stationshaven.
"Er det her man kan få et stykke tærte?"
//David Manstrup
Lang dag i solen
Det blev en lang dag på fuglestationen, hvor jeg for en gang skyld kunne åbne alle net i de 2 haver, da vinden var løjet af.
Tilmed med et skift i vindretningen til nordøst og østlig retning, så mine forhåbninger til ringmærkningen var langt større end de foregående dage.
Det endte dog beskedent med 10 mærkede og 5 genfangster på en masse timer med netrunder.
Ikke meget at prale af, men forsøget blev da gjort.
Vi kunne nu alligevel godt prale af fuglestationens arbejde gennem de mange år overfor Karina, der fik interviewet Bent om fuglestationen, sommerens vadefugletræk m.m..
Karina fik også en snak med Amelie og jeg om at være frivillig på fuglestationen og da David dukkede op, efter at han havde fået fri fra arbejde, fik han også fortalt om det at være observatør herude.
Tror, at der kom masser af godt stof til den artikel i det næste nummer af Fugle og Natur.
Vi fik også nydt det danske sommervejr og lavet dansk hygge hele aftenen med gang i bålfadet på gårspladsen, hvor det nærmest blev til en form for afskedsfest for Amelie og Sonja, der jo forlader os og drager hjemad søndag.
Amelie holder nogle velfortjente feriedage efter hendes store indsats her igennem maj måned, så hun har fået fri fra fugleopgaver for at kunne vise Sonja rundt i området, prøve strandlivet med dukkert i Vesterhavet o.s.v.
Det er ved at nærme sig sidste dag på fuglestationen for Amelie, der har ydet en god indsats gennem maj måned.
Plads til hygge og masser af god snak hele aftenen, mens snogbrød, pølser, skumfiduser m.m. blev varmet over bålfadet.
Karina, Amelie, Sonja og David var godt selskab..
Anders Zuschlag dukkede også op og vil komme forbi et par gange de næste døgn for at opdatere ringmærknings databasen, så aktivitets niveauet på fuglestationen er højt, skønt der er lidt langt mellem fuglene i området
Dagens ringmærkning:
Mærket Kontrol
Jernspurv 1
Gulbug 1 1
Gærdesanger 0 3
Gransanger 1
Løvsanger 1
Grå Fluesnapper 1
Topmejse 1
Blåmejse 1
Musvit 0 1
Skovspurv 1
Tornirisk 2
Ialt 10 mærket og 5 kontrol
Folk på stationen: Karina, Bent, David, Amelie, Sonja og Morten
Blæst fra nordvest og stort aftenbesøg
Med lidt forsinkelse opdateres dagbogen for årets første sommerdag i kalenderen.
For mit vedkommende kan det mærkes i kroppen, at dagene er lange, når netåbningen starter kl 04 og der er arrangementer og hyggeligt socialt samvejr om aftenen.
Jeg har derfor ikke haft overkud til at få opdateret blog på selve dagen, men nu er den her altså.
Fuiglemæssigt var der godt nok ikek meget at skrive om i endnu en dag med kraftig vind fra nordvest.
Jeg fandt kun 3 net i stationshaven, som jeg kunne åbne i en middelvind på 11m/s og kraftigere vindstød.
Gav det forsøget til kl 11 og igen fra kl 14 til kl 22 - selv med få net at passe giver det altså en lang "arbejdsdag".
Den sene lukning skyldes, at Bent til aften holdt foredrag om fuglestationens historie for mere end 20 deltagere fra Lokalhistorisk Forening.
Det lykkedes mig midt i deres aftenskaffe, at vise en Jernspurv frem.
Eneste fugl fanget i de mange timer med åbne net eftermiddag/aften.
Morgenens ringmærkning var også meget begrænset med blot 4 ringmærkede fugle - en af hver af Skovpiber, Gransanger, Bogfinke og Tornirisk.
Bent kunne fortælle lokalhistorier om fuglestationen til et godt besøg arrangenment
Amelie og Sonja tog på dagstur ud i det Vestjyske landskab og fandt ly for blæsten mellem træerne i Blåbjerg Plantage, men kom tilbage og lavede en fantastisk lækker sen aftensmad.
Så lækker, at Fugle og Natur´s redaktør Karina troppede op og deltog i måltidet.
Ret skal dog være, at vi bød hende på mad, da hun ankom for at være her et døgn.
Hun ønsker at samle informationer til en reportage om Blåvand Fuglestation i næste nummer af DOF medlemsbladet.
Folk på stationen: Bent, Karina, Sonja. Amelie og Morten