Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Massivt vadefugletræk
Vejr kl. 5.15: Ø 5 m/s (78°) 5 m/s, 10 °C, 2/8, 15 km
Hvilken fantastisk trækdag! Hvor skal jeg begynde? Det er svært at sammenfatte dagen på en overskuelig måde. Kort og godt: der var fuld knald på vadefuglene i dag, idét vi fik talt 6361 trækkende vadefugle! Særligt Almindelig Ryle (2860), Islandsk Ryle (1290) og Lille Kobbersneppe (1092) imponerede.
Observatørerne var igen David og undertegnede, mens Henrik Bøhmer dukkede op for at ringmærke. Det blev hurtigt klart at dagen kunne blive god, for allerede efter den første observationstime var der trukket over 200 Små Kobbersnepper, som den foreløbigt talrigeste art. En halv times havgus satte midlertidigt en total stopper for tællingerne, men bagefter var der gang i den igen, hvor især islænderne tog over. Hen på formiddagen var det Almindelig Ryles tur til at dominere, og i tidsrummet 9.30-11.00 trak der ca. 200 pr. kvarter. Således havde vi passeret 2000 Almindelige Ryler allerede kl. 11.15... det vidste vi dog ikke på det tidspunkt. Igen var der desuden mange Krumnæbbede Ryler blandt de Almindelige, idet vi fandt 83 over hele dagen, altså endnu flere end de 69 i torsdags (20/7).
I mellemtiden havde Henrik både ringmærket en Vendehals (foto: HBØ) og fundet en Sort Glente over mosen, som vi dog ikke havde meget tid til at kigge efter pga. vadefugletrækket og vi så den derfor aldrig. Fra kl. 10 kom Henrik kom ud og hjalp på obsen, hvilket var super, da det netop var i disse timer trækket var mest intenst ift. antallet af flokke. Han smuttede igen et par timer efter.
Kl. 14 lukkede vi obsen og gik hjem for at hvile, så vi kunne være friske til aftenobsen. Der trak heldigvis stort set ingen fugle længere på det tidspunkt.
Vi genoptog tællingerne fra 18.45-21.30, hvor vi fik god hjælp af Bjørn Frikke, der fik spottet mange trækflokke.. aftenrykket bestod primært af Almindelige Ryler, Islandske Ryler, Rødben og Små Kobbersnepper, hvor sidstnævnte havde et solidt ryk den sidste time, således at denne art noget overraskende passerede 1000 fugle i dag!
Vadefugletræktotaler: Strandskade 525, Stor Præstekrave 21, Hjejle 8, Strandhjejle 31, Islandsk Ryle 1290, Sandløber 85, Dværgryle 10, Krumnæbbet Ryle 83 (bedste dag i 25 år), Almindelig Ryle 2860, Brushane 3, Dobbeltbekkasin 4, Lille Kobbersneppe 1092 (bedste dag i 19 år), Småspove 40, Storspove 15, Sortklire 2, Rødben 214, Hvidklire 8, Mudderklire 1, Stenvender 16, ubestemt vader sp. 90
I alt: 6361 vadefugle. Hermed er der allerede på femte dag trukket over 10.000 vadere siden jeg ankom 18/7.. ikke dårligt :-) I morgen er det østenvind igen...
Mathias
Rart med noget vestenvind
Vejr kl. 5.00: V 10 m/s (251°), 15,9 °C, 8/8, 10 km
Efter dagen med 3000+ vadere var det rart med en vestenvindsdag, så der kunne slappes lidt af inden vinden atter går i øst i morgen. For en dag med vestenvind, var der dog nok at se på, givetvis rester fra gårsdagens gunstige vejrsituation.
Dagens observatørteam bestod atter af David og undertegnede, og vi fik bl.a. Strandskade 261, Almindelig Ryle 179 og Småspove 19 i bogen som de tre talrigeste arter. Det mest nævneværdige var vel 7 Krumnæbbede Ryler. Der var ingen større overraskelser på morgenobsen, men det gjorde vi op for ved at køre ned til Saltvandssøen og se Langnæbbet Sneppeklire sidst på eftermiddagen. Vi skal jo have erfaring med den, til når den kommer forbi herude. Det lykkedes at få fuglen i hus, men vi så den desværre ikke flyve.
Der var ikke de store motiver i dag, så da der pludselig ud af ingenting rastede 60 Suler, øjnede jeg muligheden for at score et spændende foto til denne blog med helt lige horisont. Værsåartig:
Mathias
Masser af vadefugle
Vejr kl. 5.00: Ø 6 m/s (104°), 14 °C, 2/8, 10 km
Til min glæde var regnen aflyst, men østenvinden bestod og allerede fra obsens start var der godt gang i vadefuglene. Jeg startede alene, og det var udfordrende at tælle, bestemme og notere på én gang, men heldigvis kom David atter ud og hjalp fra 6.40. Vi obsede fra 5.00-12.00 og igen fra 19.00-21.00. Trækket holdt kadancen stort set hele vejen, og det var nærmest en lettelse, at der var regn hele eftermiddagen, så vi kunne holde pause med nogenlunde samvittighed.
Adskillige vadefugle havde en rigtig god dag, særligt fedt var det at 69 Krumnæbbede Ryler kunne pilles ud mellem blandt andet 1314 Almindelige Ryler. Det er den bedste krumnæb-dag i 18 år her (siden 19/7-1999, 74 eks). Nævnes skal også 7 Dværgryler og 223 Rødben, der optrådte i mange flokke på 6-18 ad gangen. Både Strandskade og Islandsk Ryle passerede 500 fugle hver, og Lille Kobbersneppe havde et særligt stort ryk i de to aftentimer, idét vi på morgenobsen kun havde haft 90, men efter aftenobsen endte på 268. Samlet endte vi på 3170 vadefugle - se totaler allernederst i dette indlæg.
Yderligere kan nævnes 76 rødstrubede lommer på morgenobsen, hvilket var overraskende og klar ny julirekord herfra ifølge DOFbasen (den gamle var 52 trk. d. 5. juli 2012). Bl.a. sås sydtrækkende flokke på 23 og 12. Usædvanligt ifølge David. For at runde den superfine dag af, kom en Skestork pludselig luskende ned langs kysten i lav højde kl. 20.50 (foto: David).
Vadefugletotaler: Strandskade 516, Stor Præstekrave 19, Hjejle 2, Strandhjejle 17, Islandsk Ryle 544, Sandløber 71, Dværgryle 7, Krumnæbbet Ryle 69, Almindelig Ryle 1314, Brushane 1, Dobbeltbekkasin 10, Lille Kobbersneppe 268, Småspove 16, Storspove 17, Rødben 223, Hvidklire 21, Svaleklire 5, Stenvender 15, ubestemt vader sp. 35
I alt: 3170 vadefugle
Mathias
Vadefugle og Hvidvinget Korsnæb
Vejr kl. 5.00: Ø 4 m/s, 9,2 °C, 1/8, 10 km
Denne morgen var noget køligere end i går, og sigten til at starte med ret ringe, da der lå tæt tåge lige nord og øst for obsposten. Jeg havde fra start fået selskab af Henrik Bøhmer, der havde fået fri fra arbejde pga. den gode vejrudsigt. Tågen lettede snart, og omtrent samtidigt meldte David også sin ankomst. Førend han nåede ud til os på Nordhukket, ringede han med dagens bedste fugl - en flot Hvidvinget Korsnæb han, der sad og sang ham lige i hovedet ved Fyrhaven (kl. 5.42). Vi nåede at se den i skop fra obsposten, men meget dårligt.
Som håbet gav østenvinden lidt hul igennem til vadefugletrækket, idet 759 vadere blev talt i løbet af morgenen og formiddagen. Talrigeste arter var ikke overraskende Almindelig Ryle (297), Strandskade (225) og Sandløber (111), men også 2 Krumnæbbede Ryler bør nævnes. Beklageligvis så ingen eksemplarer af vinderarten, Strandhjejle. Den må så komme i morgen jo. Ellers sås mindst 4, måske 6-7 Almindelige Kjover, men det var som ofte lidt besværligt at fastslå hvor mange der var gengangere.
Ringmærkningen i dag (Bent) gav 7 fugle: Sangdrossel, Jernspurv, Skovspurv, Lille Gråsisken 2, Grønirisk og Gransanger.
Jeg stoppede som sidste mand obsen kl. 11.15, og gik hjem for at slappe af. Eftermiddagen tillod mig dog ikke meget søvn, da Bent havde skruet op for Tour de France på fjernsynet, hvor det legendariske bjerg, Col du Galibier skulle besejres af feltet. Ganske hæsblæsende, som en del læsere af bloggen sikkert kan skrive under på.
Nok om ikke-fuglerelaterede sidespring. Der er lovet SØ-vind med let regn i de første timer i morgen, så jeg må hellere få sovet lidt, sådan at jeg er frisk til at stå og blive våd.
Mathias
Julimærkning af Vendehals
Vejr kl. 5.00: NV 8 m/s, 15,6 °C, 8/8, 20 km
Undertegnede (MBB) ankom tidligt denne morgen med David Manstrup for at varetage observatørarbejdet fra i dag af og juli ud. Bent mødte også op og hjalp til. Ikke overraskende kastede nordvestenvinden dog stort set ingen vadefugle af sig på morgenobsen, men 6 Almindelige Kjover var alligevel fint.
Jonas Gadgaard og Bent havde tur og åbnede derfor net sidst på morgenen. Det gav 24 mærkninger, herunder Vendehals (foto), Landsvale, Skovpiber og Sortstrubet Bynkefugl 3.
I morgen drejer vinden over i SØ, så der må komme en spand vadefugle..
Mathias
Så er det endegyldigt slut
Vinden fra vest 7-8 sekundmeter. Sigten ikke at kimse af for alle de besøgende i Blåvand fyr, som der var mange af i dag. Vejret da også fint med 3/8 og 15 – 18 gr.
Det blev en tur på stranden og gennem mosen tilbage. Og så må jeg jo nok erkende, som også var frygtet, at nu er det slut. Dværgternerne har opgivet. Der var ikke noget liv, ikke engang en rugende fugl. Så nu er der ikke nogle små skrigende hidsigpropper tilbage.
Lad os håbe at vi komme rigtigt godt i gang næste år. Nu er vi beredt.
Pga højvandet stod mågerne helt ude ved vandkanten, og her stod også 125 fjordterner, så der må jo komme nogle tiltrækkende.
I strandkanten lå en død sæl, og et par svartbage var i gang med det helt store ædegilde. Men nok kun med en ret.
Mosen gemte på et par rødryggede tornskader, sortstrubet bynkefugl og en familie blåmejser som var på sightseing gennem buskene og ungerne fik fremvist den store vide verden.
De kunne så konstatere ligesom jeg nu har gjort, at der desværre ikke kommer afgræsning i mosen i år. Der bliver åbenbart prioriteret anderledes fra forsvarets side. Skidt for vores ensianer og vintergrøn.
Tilbage på stationen åbnede jeg lidt net i stationshaven i et par timer, hvilket gav en helt ung rødhals og en 1K gransanger.
Jonas var også forbi, da han skulle have tur.
Den evigt rugende dværgterne
En let vind skiftende mellem syd og sydvest 5-7 m/s. Og med et skydække på 4/8 skinnede solen ret pænt, så det lugter stadig lidt af dansk sommer med 15 – 18 grader. Det er i hvert tilfælde mere behageligt end de 47 grader de har i Sydspanien.
Var ude for at tjekke dværgterneparret, og i starten var der ret stille, men opdagede så at den stadig lå og rugede. Dristede mig til at kigge, og der var et æg. Hvis ikke der er en unge inden et par dage, tror jeg ikke det bliver til noget. Det må simpelthen være et omlæg. Præstekraverne så jeg ikke noget til.
Den kraftige nordvestenvind de seneste dage, havde været hård ved afspærringen, så den blev repareret og stængerne hamret længere ned i sandet, så nu er den intakt igen.
Ellers var der meget fugletomt i området. Sortstrubet bynkefugl sad og advarede ligesom rødrygget tornskade også gjorde. Og så passerede enkelte mursejlere. Ved jordhule branddam var der igen adskillige fugle nede og drikke.
Sommer i Blåvand
Vejret kan ikke være værre
Ligesom i går regnede morgenen væk. Da regnen i løbet af formiddagen ophørte blæst det op fra nord med op til 12 m/s. Skydækket var 2/8, hvorfor solen var fremme og lokkede turisterne ud til Hukket. Her kunne de også se ret langt, men det var med at beholde den tynde jakke på, da temperaturen ikke nåede over 15 gr.
Det var ikke strandvejr i dag så det blev skrivebordet. I forbindelse med artiklen om 50 års vadefugletræk ved Blåvand havde Jan Durinck, Hans Meltofte og undertegnede igen problemer med nogle tidsintervaller i de indtastede observationer i DOF-basen, hvor der er tastet forkerte tidspunkter ind. Over 50 års materiale er også meget. Jeg fik dem rettet i løbet af dagen.
Så når man nu alligevel sad og nørdede i DOF-basen opsattes nogle af de net som stod i læ i stationshaven og det blev til tre fugle: bysvale, lille gråsisken og bogfinke. Alle tre gamle fugle.
Iflg. DOF-basen så David Manstrup en adult sorthovedet måge på stranden. Nok samme fugl som for nogle dage siden.
Det er altid fantastisk at have en bysvale i hånden. Dejlig fugl
Mågernes store ædegilde
Den svage vind på 2-3 sekundmeter lå omkring syd, men svingede enkelte gange kortvarigt over i sydøst. Men efter kl. 10 svag skiftende vind. Morgentemperaturen lå på 15 gr og maksimum blev 19. Svagt skydække som dog efterhånden tiltog og blev til 8/8 og sigtbarheden + 15 km.
Heller ikke i dag væltede vadefuglene af sted, men når vinden lige kortvarigt gik i sydøst kom enkelte, og det blev til den første sandløber, 10 strandskader og 6 almindelige ryler. Derudover enkelte spover og en kobbersneppe. En tårnfalk trak ud mod vindmøllerne men kom retur to timer senere, da den havde fundet ud af, at der ikke var land derude. Pudsigt var det også, da en stor flagspætte kom trækkende op langs kysten.
Hele morgenen var domineret af de konstant skrigende måger og terner, hvor sulerne mængede sig i skrigekoret. Da vandet trak sig tilbage var der åbenbart mange fisk, måske brislinger mellem sandbankerne og det gav det helt store ædegilde. Dagen bød på ikke mindre end 951 hættemåger, 3500 sølvmåger og knap 165 sildemåger. Og en af dagens overraskelser var en adult sorthovedet måge som flere gange var inde på stranden for at lade si beskue. 295 suler så godt som alle yngre fugle styrtdykkede, og de har uden tvivl haft det rigtigt sjovt, da næsten hele flokken efterfølgende lå på vandet og slog mave. Det hele tiltrak også 27 skarver som kom sydfra.
Dværgternen ligger stadig og ruger, så vi satser på det er et omlæg, hvorimod præstekraven ikke rugede men de gik rundt to sammen og på et tidspunkt spillede de syge, så mon ikke der løber nogle små unger rundt et eller andet sted.
En overraskelse var en vendehals, nok en af ynglefuglene, og så blev det til i alt 10 sortstrubede bynkefugle hvor af 10 1K.
1. Så er der ædegilde
2. En dejlig morgenobs på nordhukket
Havblik
Hvilken fantastisk morgen. Det er sjældent at opleve Vesterhavet som næsten totalt havblik. Årsagen var den meget svage østenvind. Da der havde været skyer på himlen hele natten og morgenen var temperaturen helt oppe på 13-15 om morgenen, og i starten kunne Horns rev 2 ses. Efterhånden trak et mindre lavtryk med lidt regn op fra sydvest.
Det var med gå på mod at morgenen var ventet, da det er denne vind som giver vadefugle ved Blåvand. Det blev dog en tynd kop te, men dog med en lille snert af vadefugletrækket, med almindelig ryle 13, lille kobbersneppe 4. stor- og småspove og 2 hvidklirer. Som de tidligere dage kom hættemågerne med i alt 101 jævnt og stille og roligt ned langs kysten. Disneys juleshow har hvert år en overraskelse. Blåvand fremviser også overraskelser og dagens overraskelse var en havlit som kom trækkende sammen med en flok sortænder. Enkelte mursejlere trak, men et typisk sommerbillede fra Blåvand var de 110 som rastede ved at flyve rundt om fyret.
De rødryggede tornskader advarer for unger nu