Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: jan. (10)feb. (13)mar. (24)apr. (29)maj (31)juni (30)juli (30)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (16)dec. (1)
Ringmærkning på en frostklar morgen
Det var en råkold, men smuk morgen jeg traskede op af sengen og ud for at åbne net. De var stadig frosne, så det var ikke helt let at få dem sat op. Jeg smed en god sjat solsikkefrø ud på netbanerne og skruede godt op for højtaleren. Sang fra grønirisk, bogfinke og gulspurv skar gennem den sprøde morgenluft.
Er det solen eller månen man kan se?
Flot himmel.
Efter at nettene blev sat op, var der lige tid nok til en hurtig kop kaffe. Det varede ikke længe før den første fugl hang og dinglede derude. De første par timer blev det hovedsagligt til genfangster af hele 3 rødhalse, 1 jernspurv og 1 solsort.
En jernspurv 2k, altså født sidste år.
En gammel solsort 3k+ hun.
Senere på formiddagen kom nye fugle til haven. En del gulspurve sad i toppen af grantræerne, men de ville ikke ned til nettene. Også sjagger og nordlig/lille gråsisken blev hørt overflyvende her til morgen. Jeg ringmærkede yderligere 2 grønirisk og 1 bogfinke, men lige før middagstid var der stort set ingen aktivitet i luften, så jeg lukkede net kl. 11.30.
En 3k+ grønirisk han.
En 3k+ bogfinke han.
Inden jeg gik indenfor i varmen, kom Frederik Johansen forbi for at sige hej. Han var på Hukket her til morgen med sin far for at tjekke ænder og måger og for at teste noget nyt lytteudstyr. Det var rart at se den dreng igen, og lige catche op på løst og fast. Frederik har haft noget af et 2020 med mange sjældne fund af bl.a. buskrørsanger, ørnevåge, tajgapiber og toplærke.
Her til eftermiddag kom David Manstrup også forbi, og nu er han ude for at tjekke måger på stranden. Mon han finder noget spændende?
I morgen holder jeg en lille pause fra blåvand for at vandre i Mols Bjerge, men jeg er stærkt tilbage allerede i starten af næste uge.
Dagens tal fra ringmærkning i stationshaven:
Folk på stationen:
David Manstrup og undertegnede.
En gråvejrsdag med få fugle på havet
I dag var en af de dage man hurtigt glemmer igen. Den startede ud med regn og 6-7 m/s fra syd, men jeg valgte alligevel at give morgenobsen en chance.
Sådan så udsigten ud fra kontoret.
Fyret står her endnu.
Kl. 09.10 sad jeg parat til at klikke. Det var et nærmest tomt hav, jeg var vidne til. Få flokke af sortænder kæmpede sig sydpå i regnen, men en del af dem smed sig hurtigt på vandet igen. Mængden af rødlommer var heller ikke noget at fortælle hjem om, men de viste sig da af og til. Et par havlitter fløj syd ved en 10-tiden, og 3 fløjlsænder blev talt gående nord. Også ederfuglene var på vingerne i dag i spredte flokke trækkende både syd og nord.
Sortænderne ser ud til at have travlt på havet.
Mere blev det ikke til i dag d. 27 januar, men der er jo altid en dag i morgen.
Dagens tal kan ses via DOFbasen her
Folk på stationen:
Joshua Emil Haahr
Lusketur på heden og omegn
I dag ville jeg ud og se mig omkring i området og nyde det gode vejr. Solen skinnede fra morgenstunden på en skyfri himmel, og selvom vinden sagde 7 kolde m/s fra NV var det nærmest forårsagtigt.
Lige inden solen stod op.
Jeg startede med at tjekke Mosen i håb om rastende småfugle. Vandspejlet var helt frosset til, og det bedste jeg kunne finde var en sky vandrikse og en overflyvende havørn. De få krat, som stadig står rundt omkring er meget vindudsatte, så man forstår egentlig godt at det ikke er sjovt at være småfugl i sådan en kulde.
Mosen.
Også blåmejsen her nød solskinsvejret.
Jeg traskede videre, og nåede til Kallesmærsk hede. Her var der pludselig mere aktivitet i luften, hvis man blot løfter kikkerten og scanner horisonten. En del engpibere fløj rundt på heden sammen med bogfinker og et par musvåger. Kragerne havde travlt med at jage en rastende havørn væk, og samme omgang fik en fouragerende blå kærhøg, som bare ville have morgenen i fred.
Man kan lige ane en lys overgump på denne blå kærhøg.
På heden var der også gang i pattedyrene, som formentlig ville ud og finde føde i morgenlyset. Jeg overraskede en enlig ræv, der pludselig fik benene på nakken. Rådyr og kronhjorte var der også, men de var knap så generte.
Det ligner, at den har fået vinterpels.
Ræven ville hellere hold øje med mig fra afstand.
Rådyr.
Krondyr med fyret i baggrunden.
Denne naturtype er virkelig barsk og gold om vinteren, men den har da sin charme. Imellem klokkelyng og revling er der stadig små vådområder, hvor der bl.a. raster dobbeltbekkasin.
Det er et flot landskab.
Efter at heden blev tjekket, måtte jeg lige forbi krattene ved TDC-masten. Der kunne jo raste noget spændende. Der var godt med fuglekonger, topmejser og sortmejser i granbevoksningen lige ved masten. Også en del syngende musvitter kunne høres i baggrunden. Efter at have tjekket småfuglene igennem, var der endelig en der skilte sig ud. En rødtoppet fuglekonge fouragerede to meter oppe i et grantræ. Fin og vokal, det var den.
Selvfølgelig er det ved dagens bedste fugl, at kameraet skal drille. Man kan dog lige ane det hvide øjenbryn og den olivenfarvede ryg.
Tilfreds med dagens udbytte, gik jeg tilbage til stationen og spise frokost.
Folk på stationen:
Joshua Emil Haahr
Ringmærkning og en tur i Tipmosen
I dag stod den på ringmærkning, da vejret var oplagt og fordi min gode ven Jonas Pedersen kom forbi. Han skal selv være frivillig på Skagen Fuglestation fra 1. marts og foråret igennem, så jeg syntes lige han fortjente et indblik i ringmærkningens verden.
Med skyfri himmel åbnede vi net til kl. 08.30. Vi havde, årstiden i mente, ikke de store forventninger til mængden af fugle i dag, så vi fik noget af en overraskelse da vi på tre timer nåede op på 8 nye fugle og 6 genfangster fordelt på 5 arter. Særligt bogfinkerne var der gang i, som sikkert nød godt af de udlagte solsikkefrø under nettene.
Én af bogfinkerne vi fangede i dag - denne en 3k+ han.
En grønirisk 3k+ han, altså en gammel fugl.
Henover middag kom Svend Aage forbi til en kop kaffe og lidt praktisk arbejde.
Jonas og jeg lukkede nettene til kl. 11.30 og tog derefter i Tipmosen. Vi plejer at besøge denne lokalitet dagligt i uge 42, så det var helt nostalgisk at være tilbage. Pilekrattene i mosen skriger af sjældne phyller, men det var ikke just vores oplevelse denne dag i slutningen af januar. Efter at have tjekket hvert et krat grundigt igennem kunne vi indse at det bedste vi kunne hive hjem var et par lille korsnæb, 3 fyrremejser, en misteldrossel og en jernspurv. Det var ikke noget at råbe hurra over, men tjekket det blev de, og vejret var jo fantastisk!
Det er jo giftigt hernede i Tipmosen!
Noget af en overraskelse fik, da vi pludselig så noget hvidt liggende i kanten af stien. Det var en død sølvhejre, som på mærkværdig vis havde forvildet sig herud. Først var vi lidt i tvivl om det kunne dreje sig om en silke- eller kohejre, men efter at have sendt et par hurtige billeder ud til netværket, fik vi den sikkert bestemt til sølvhejre. Vi målte dens vingelængde til omkring 37 cm og med et tarsusmål på 17 cm. Den lå lige ved stien, cirka ved det krat der blev fundet dværgværling i uge 42 sidste år. Det så lidt ud som om den bevidst var blevet placeret der, men om den var skudt eller taget af en ræv vides ikke.
Sølvhejren så dog noget lille ud og manglede hovedet på kroppen.
Efter Tipmosen blev Nyeng og omkringliggende vadeflader tjekket for vadefugle. Her kan bl.a. berettes om cirka 450 rastende storspover, 4 strandhjejler, 60 hjejler og et par havørne. Jonas og jeg havde også en del overflyvende pibere som vi syntes lød lidt som bjergpiber, men de blev ikke bekræftet med sikkerhed. Stemmerne var noget skingre, og vi kunne ikke helt få det til at passe klokkeklart på eng- eller skærpiber. Måske vi får kigget lidt på optagelserne her en af dagene.
Vaden blev tjekket.
Godkendt dag!
Dagens ringmærkningstal:
Folk på stationen:
Jonas Pedersen, Svend Aage Clausen og undertegnede.
Weekend birding
I dag er det søndag d. 24 januar, og der er præcis 11 måneder til juleaften.
Derudover er det weekend, og derfor tillod jeg mig at tage "fri" fra morgenobsen for at tjekke ænder på Hvidbjerg strand. Vejrudsigten var fin til formålet, da der kun blæste 1-2 m/s fra SSV med overskyet og tørt vejr.
Morgenlys.
Jeg startede på stranden nær stationen ved en 09-tiden, og bevægede mig langsomt mod SØ imens jeg tjekkede de rastende sortænder så grundigt jeg kunne. Der var nærmest vindstille, så bølgerne var stort set fraværende. De fleste ænder lå langt ude på vandet, og var derfor lidt vanskelige at tjekke helt igennem, selv i teleskop. Udover sortænderne rastede der omkring 29 havlitter, 21 ederfugle, et par rødlommer og en hvinand.
Da jeg nåede ned til Lille Strandvej, ved den første æselbunker, blev jeg mødt af Bent Jakobsen, som tilsluttede sig tællingen. Vi fortsatte videre langs stranden. På høfderne talte vi op til 15 sortgrå ryler og 7 stenvendere.
Æselbunkerne.
Med fyret i baggrunden.
Efterfølgende tjekkede vi grønningen, som gav 4 sortstrubet bynkefugl, en overflyvende sanglærke og en enlig vibe som det mest interessante.
Afslutningsvis tjekkede vi Ho Bugt, hvor der bl.a. rastede omkring 380 spidsænder, 70 krikænder og mange gravænder. På Langli, som vi så fra bugten, rastede 2 havørne på en bakketop.
Det var fint med et afbræk fra Hukket.
I morgen bliver vejret også mildt, så måske jeg sætter et par net op i haven.
Indtil da, skal du ha tak for at læse med på dagens blog - fortsat god weekend.
Folk på stationen:
Joshua Emil Haahr
En stille dag på kontoret
Vejret: 6 m/s fra syd med en temperatur på omkring 4 grader og overskyet.
Det blev en stille morgen på obsen med meget få fugle. Sortænderne kom som sædvanlig dryssende gennem hele morgenen, men nåede kun op på 205 trækkende syd. Der trak også et par småflokke af fløjlsænder forbi Hukket med en dagstotal på 12. Rødlommerne ville ikke rigtigt på vingerne i dag, da kun 3 sydtrækkende og 1 nordtrækkende fugl blev talt.
Udsigt fra obsposten.
En forbitrækkende havlit han.
Der var nærmest ingen småfugle på Hukket i dag med i alt 2 overflyvende nordlig/lille gråsisken og et par engpibere.
Til gengæld var stranden fyldt med glade turister og sommerhusbrugere, som ville ud og nyde den danske vestkyst. Det gjorde det lidt udfordrende at tjekke de rastende måger, der konstant blev skræmt væk. På stranden rastede bl.a. 9 strandskader og 5 stenvendere.
Én af de rastende stenvendere på stranden.
En sølvmåge med farvering.
Turister på stranden.
Nu kommer Bjørn om lidt forbi - det er rart med noget selskab på stationen.
Dagens tal fra Æ' Huk kan ses via DOFbasen her
Folk på stationen:
Bjørn Frikke og undertegnede.
Islom, sol og mere blæst
Kl. 08.57 sad jeg klar i Hullet til endnu en morgenobs.
11 m/s og vindstød på op til 18 m/s fra VSV, sol og ingen nedbør gjorde denne morgen til en mere behagelig oplevelse end gårsdagens.
Dejligt med sol.
Lyset på klitterne er flot på denne årstid.
Mængden af rødlommer var stadig beskedne, men trods alt mere talrige end i går. Et par adulte rider kæmpede mod syd i den hårde vind, imens det dryssede med trækkende sortænder og ederfugle under horisonten. Vel helt forventeligt i januar med disse vindforhold.
Dagens højdepunkt var en sydtrækkende islom på nær/mellemdistance, der kom fint i det tidlige vinterlys. Fuglen sås i små 10-15 sekunder med dens robuste krop, fødder og flyvestil.
Derudover havde jeg formentlig en kaspisk måge i skopet, skræmt op af en forbipasserende turist. Fuglen havde i hvert fald kridhvidt hoved og lille sort øje. En del sølvmåger var på vingerne i dag på nordhukket, da tidevandet og bølgerne strakte sig langt op på stranden.
Sølvmågerne tog højde.
Jeg takker af for i dag på stationen, og nyder en god kop kaffe og et blødkogt æg i lænestolen.
Joshua Emil Haahr
Stormende kuling og forhøjet vandstand
Det var vildt ude på hukket i dag. Der var stormende kuling fra syd-sydvest med en middelvind på 15-18 ms, og vindstød på 25-28 ms. Der kom enkelte byger under morgenobsen, men de blæste hurtigt over os og vi sad rimeligt i læ i hullet. Temperaturen lå egentlig ganske fornuftigt i forhold til at det er januar måned, med plus 3-5 grader. Den kraftige vind forudsaget desuden en forhøjet vandstand på cirka 2 meter over normalen, hvilket gjorde at store dele af stranden og pælerækken var dækkede af vand.
Sådan så havet og kysten ud.. Pælerækken kan lige ses til højre i fotoet, men er godt dækket af vand. Foto: David Manstrup
Der var ikke meget at kigge på. Enkelte flokke med sortænder og enkelte rødlommer fløj sydpå i blæsevejret men ellers var havet nærmest tomt.
Man kan ikke undgå at tænke på havfugle med den vejrudsigt, men det forblev meget tyndt da kun 2 rider sås.
Vi havde fornemt selskab i dag af Jonas som Joshua kendte fra ungdomslejrene i DOF. Dejligt med liv på stationen her i januar og personligt nyder jeg selskabet i klitterne!..
Tidligere vintrer her på hukket har sommetider været lidt kedelige, med meget få fuglekiggere i området. 2021 starter dermed godt ud med hele 3 mand på morgenobs i januar!
Joshua og Jonas leder intenst efter havfugle.. Foto: David Manstrup
(DMA)
Derudover var Bent, Svend Aage og John forbi for at holde styregruppe-møde på stationen. Bjørn Frikke var også forbi, og tog ud på Nordhukket for at tjekke måger. Det resulterede i 3 kaspiske, som rastede på stranden - alle adulte fugle.
En af de adulte kaspiske måger. Foto: Joshua Emil Haahr
Og i flugt. Foto: Joshua Emil Haahr
Stenvender. Foto: Joshua Emil Haahr
Folk på stationen:
David Manstrup, Jonas Pedersen, Bjørn Frikke, John Frikke, Svend Aage Clausen, Bent Jakobsen og undertegnede.
Tåge, regn og blæst
David og jeg stod klar til morgenobs ved solopgang, men måtte hurtigt erkende at det så sort ud. Med regn og 15 m/s fra SSV besluttede vi os for at vente på et ophold i nedbøret. Efter et kvarters tid begik vi os, noget skeptiske, ud for at give Hullet et forsøg.
Hele 14 sydtrækkende sortænder kunne vi hive hjem på omkring en halv times morgenobs. Derudover rastede 4 snespurve og 8 sandløbere, og det var det.
Med dårlig sigt, regn og nærmest ingen aktivitet på havet, trak vi os tilbage til stationen.
Dette billede beskriver ret godt situationen herude på dagens morgenobs.
Folk på stationen:
David Manstrup og undertegnede.
Så er Joshua pp. på BLF
I går ankom jeg til stationen efter en forlænget juleferie i Nordjylland. Det er en dejlig følelse at vende tilbage til Blåvand med fornyet energi og håb om endnu flere gode oplevelser her i Sydvestjylland.
Her til morgen var jeg klar til at tage i felten ved en 09-tiden, men da det støvregnede besluttede jeg mig for at droppe morgenobs på Hukket og derimod give Mosen et skud.
Der var temmelig fugletomt pånær de lokale gærdesmutter, solsorte og rødhalse. Den bedste art jeg kunne hive hjem var 2 dobbeltbekkasiner, som blev skræmt op fra et krat.
Mosen i støvregn
En del af landskabet var fræset op, formodentlig for at få bugt med rynket rose (rosa rugosa).
På vej tilbage fra mosen besluttede jeg mig for at gå langs stranden. Jeg talte omkring 700 sølvmåger på Nordhukket. Derudover rastede der også 19 strandskader, 18 stenvendere og 82 sandløbere. Overflyvende var en del snespurve - omkring 35 fordelt på et par flokke.
Hvis man zoomer ind, kan man lige ane de rastende måger
Strandskader på stranden.
Sandløber med fart på.
Stenvenderne kamuflerer sig godt i opskyldet.
Henover middag kom Bent Jakobsen og David Manstrup forbi. David bliver her nok et par dage selvom vejrudsigten lover en del regn og blæst i morgen.
Folk på stationen:
Bent Jakobsen, David Manstrup og undertegnede.