Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (234)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (1)feb. (4)mar. (31)apr. (30)maj (30)juni (19)juli (31)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (27)dec. (14)

Regn og blæst i starten, senere flot vejr

tirsdag 14. juli 2020
Gourmetmiddag til aften
af Michael Brunhøj Hansen

Vi lagde ud med noget regn fra morgenstunden af. Dog blev den ikke så langvarig som det så ud til at det skulle blive i går, så allerede ved syvtiden var det stort set holdt op med at regne selvom nogle byger lurede i horisonten. Jeg tog dog alligevel ud så jeg kunne stå klar 7:30. Jeg satte mig på Balearbunkeren da vinden var i sydsydvest. Efterhånden kom der lidt småregn som blev til desideret regn, så jeg sad der kun en times tid.

Ikke desto mindre kom der flere sandløbere og nogle alm. ryler samt 3 småspover, 1 stenvender. 1. alm. kjove (mørk fase) trak målrettet mod syd, efterårets første her, og der var også et par mursejlere der gjorde det samme.

Klitten skærmede mod den værste regn i starten, men jeg var nødt til at stoppe obsen da det alligevel blev for meget. Da regnen stoppede igen efter en halv time, skyndte jeg mig hjem da et større, nyt bygeområde var på vej; alt udstyr og tøj var blevet gennemblødt.

Efter at have fået tørret udstyret af og fået noget andet tøj på tog jeg ud igen kl. 11 og satte mig endnu engang på Balearbunkeren. Det var nu stort set tørt, og der kom også lidt sol, så det var ret lunt. Her kom der atter flere sandløbere, alm. ryler, flere småspover og enkelte små kobbersnepper og islandske ryler. Endnu 1 alm. kjove kom forbi (lys fase), men denne så mere rastende ud idet den jagtede splitterner og lagde sig på vandet.

På stranden stod desuden 1 2K ride mellem de mange splitterner. Sidst på eftermiddagen talte jeg 280 rastende af disse.

Der trak ikke meget i nat, og optagelsen blev afbrudt kl. 2 pga. regn. Der nåede at komme 1 stenvender og 1 mudderklire.

Lars Tom forlod stationen om eftermiddagen. Kim og Maria er her endnu, og de havde, traditionen tro, inviteret på aftensmad; Bent og hans kone Helle kom også. Det blev til meget god mad, gamle vine samt bl.a. snak om gamle dage, og vi kom nok lidt for sent i seng. Vi vil gerne gentage succesen i morgen, men prøver at få skrevet dagbogen før det går løs.

Folk: Lars, Kim, Maria, Merit, Bent, Helle, Michael 

Vindskifte gav flere trækfugle

mandag 13. juli 2020
Kim og Maria ankommet til aften
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: først ret skyet og lidt blæsende med op til 8-9 m/s fra vestnordvest og 13-14 grader. Senere aftagende vind og efterhånden fra sydvest samt en del sol og lunt. God sigt, dog noget varmedis fra sidst på formiddagen.

Morgenobsen blev mestendels som i de foregående dage: relativt få trækfugle og ret blæsende. Dog er der ved at komme lidt mere gang i sandløberne. Desuden trak der flere suler mod nord. Det var jo desværre ret blæsende i begyndelsen, og vinden var, som nævnt, fra en vestnordvestlig retning. Sidst i perioden kom der imidlertid nogen sol, og vinden lagde sig lidt.

Ud på formiddagen drejede vinden om i sydvest, og så ville jeg gerne på stranden for at se om det hjalp på trækket. Det så det ud til, for der kom flere sandløbere og alm. ryler; herudover et par kobbersnepper og islandske ryler, 1 stenvender, 1 storspove og 7 strandskader, men snart gik det trækket helt i stå (sikkert pga. den stille periode der ofte kommer omkring middag). Vi glæder os til når strandskadetrækket for alvor går i gang, og det gør det for håbentligt en gang i næste uge.

Mågerne blev også tjekket lidt igennem, men der var tilsyneladende ikke noget virkelig spændende mellem dem. Flere svartbage syntes dog, af en eller anden grund, at trække ret målrettet mod syd. Endnu har der ikke været nogen sorthovedet måge på stranden her til "efteråret", men de kommer nok snart.

Der rastede en del splitterner på stranden. Bent talte 210 hvoraf 60 var ungfugle hvilket er ret mange. Dværgternerne og de store præstekraver ser fortsat ud til at have det godt.

Lars Tom var også en tur i området. Det mest interessante blev en 1K (juvenil) stenpikker, så de har nok ynglet et sted i området.

Jeg fik endelig lyttet noget nattræk igennem for d. 10 juli (kl. 00:00-03:30). Der var flere overraskelser, bl.a. slørugle igen (lokal fugl?), lille præstekrave, grønbenet rørhøne, natravn (kaldende) og vibe. Herudover 3 svaleklirer, 1 mudderklire, rødben og almindelig ryle. Desuden var der et par ukendte hvoraf én af dem måske var en rørvagtel af en art.

Her til aften er Kim og Maria ankommet, og de skal blive til torsdag.

I morgen ser det desværre ud til at det skal regne hele morgenen og formentlig også en stor del af dagen. Morgenobsen udgår derfor nok.

Folk: Kim, Maria, Lars, Merit, Michael

Tur til Skallingen

søndag 12. juli 2020
Blæsende morgenobs...
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: vind op til 11 m/s fra nordvest; først ret skyet, senere en del sol. Lunt med temp. op til 17 grader.

Endnu en blæsende morgenobs blev gennemført med meget få observationer der knap nok er værd at nævne. Dog blev det til lidt flere strandskader end i går (22). Desuden 4 hvidklirer og 2 småspover; 2 rødstrubede lommer trak mod nord. Der var også et par flokke af små korsnæb (5+4) og 1 lomvie der ligeledes trak mod nord.

Ud på formiddagen fik vi en melding om en albatros ved Skallingen som efter sigende havde kurs mod Blåvandshuk. Vi tog derfor straks ud på sydhukket, men det blev aldrig til noget, og bestemmelsen var også usikker.

Lidt over middag tog vi en tur ud på Skallingen. Der blev ikke set noget særligt interessant, men vi fik gået en del og kom næsten ud på spidsen. Bedste fugl blev en adult skestork, set på tæt hold. Den mest bemærkelsesværdige fugl blev dog en lille præstekrave. Den er ifølge DOFbasen ikke set på Skallingen siden 2014, og der er kun 15 observationer, inkl. denne, af arten for lokaliteten.

I morgen kan vi se frem til noget mere roligt vejr, og vinden skulle efterhånden dreje om i sydvest. Der skulle derfor meget gerne komme lidt (eller mange) flere fugle end vi har været vant til.

Folk: Lars, Merit, Michael

Storkjove reddede dagen

lørdag 11. juli 2020
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: 8-10 m/s fra vestnordvest; først halvskyet med enkelte byger, senere mest tørt og en del sol. Temp. omkring 13-16 grader. God sigt.

Endnu en gang blev det en lidt tynd kop te hvad angår morgenobsen, og man kan bare se tilbage på gårsdagens obs., for det er sådan cirka det samme som i dag. Dog kom der noget overraskende en storkjove trækkende henover stranden mod nord, og så blev man lidt tændt igen. Den blev dog også set om eftermiddagen af Lars Tom-Petersen, som i øvrigt skal være i nogle dage, så helt trækkende har den alligevel ikke været selvom han sidst så den trække mod nord.

Om eftermiddagen var vi på stranden og i mosen. Vi tjekkede lige op på indhegningen, og der er ingen problemer. De store præstekraver har fået unger; i hvert fald 3 små dununger løb rundt, og de må næsten lige være udklækket; den ene unge af dværgterne er der endnu og den ser meget snart flyvedygtig ud. Der er dog problemer med beach buggies hvor flere af dem kørte rundt på stranden samtidigt, men det bliver der nok aldrig gjort noget ved. I mosen var der et par udfløjne unger af rødrygget tornskade samt lidt sortstrubede bynkefugle og omkring 600 stære.

Vejret i morgen kommer nok til at minde meget om dagens ditto.

Folk: Lars, Merit, Michael

Meget stille morgen

fredag 10. juli 2020
Dværgterneindhegningen forstærket
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: vind omkring 2 m/s fra øst og nord; koldt om morgenen, kun 7 grader, men senere ret lunt. Noget regn truede mod syd, men det gik lige syd og øst om os. Sigt god.

Morgenobsen blev en temmelig kedelig affære. Den første time kom der kun 1 strandskade og 1 mudderklire af vadefugle. Lidt senere kom der et par små kobbersnepper og lidt flere strandskader (9 blev det til i alt), men det var det. Flest fugle blev igen stæren hvor vi nåede 430; der var ingen rosenstære i blandt dem. Dagens fugl blev en dugfrisk kaspisk måge der stod på stranden og senere fløj ud i vandet. Det er, ifølge DOFbasen, den anden juvenile fugl i landet i år.

kaspisk mage IMG 9328
Juvenil kaspisk måge. Foto: David Manstrup

Mens vi trillede tommelfingre i klitterne, var Xenia kommet for at ringmærke. Det blev til i alt 14 nye og 10 genfangster. Det var stort set kun udfløjne unger der gik i nettene. Den yngste var nok en bogfinke der stadig havde et par dun i hovedet og en ekstremt kort hale. Også vingerne var korte, kun 55 mm. Herudover blev det til rødhals, jernspurv, sangdrossel, gærdesanger m.fl.

Ud på formiddagen kom John også. Han havde købt mere snor og taget nogle flere skilte med til dværgternerne. John, Merit og jeg gik så ned på stranden og fik fortificeret området lidt mere. Nu burde man kunne se at der yngler dværgterner i området. Dværgternerne ser ud til at have det godt, men de bliver meget hidsige hvis man kommer for tæt på. Også store præstekraver ser ud til at yngle i området og spiller ofte sårede for at lede os væk fra rederne.

IMG 58531
Merit i færd med at grave i fuglenes tjeneste. Foto: John Frikke

Her sidst på dagen er vinden taget mere til og er gået om i nordvest igen. Det er starten på weekendens vejr som kommer til at plage os lidt. Fra på mandag og især tirsdag ser det indtil videre dog lidt bedre ud.

Folk: David, Merit, Xenia, John, Michael

Mange dværgterner; 1 ring aflæst

torsdag 9. juli 2020
Endelig svag vind
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: vind ca. 3-4 m/s fra nordvest, nogen til en del sol, temp. ca. 12-17 grader. God sigt.

Nu blev der langt om længe sat en lille stopper for den kraftige vind som vi har døjet med et stykke tid. Det gjorde sikkert også at der i dag trak flere fugle, omend vinden var i nordvest. Desuden havde jeg selskab af Merit som kom i går, og der var god tid til at se og studere de få fugle der trak forbi. Lidt senere kom Bent også ud på hukket for at tjekke dværgternerne.

Af trækkende fugle kom der en del stære, 672, som trak ud; ellers 54 strandskader, 3 små kobbersnepper, 2 hvidklirer, 1 mudderklire; 5 gravænder, 1 hvinand, nogle toppede skalleslugere og lidt fløjlsænder.

Bent talte 15 adulte dværgterner og 1 unge, og denne flyver nok fra reden inden for en uges tid. Én ring blev aflæst. Det drejede sig om en fugl fra Fanø, ringmærket i 2015 som ynglefugl. Den er siden blevet aflæst i 2016 og -17, begge gange på Fanø og som ynglende. I 2018 blev den ligeledes aflæst, igen på Fanø, men ikke som ynglende. I år er det første gang den er aflæst uden for Fanø, og den er sikkert i færd med at yngle i øjeblikket. Der er ingen data fra 2019.

2020 07 09 13.56.28
Dværgterneungen fra i dag. Den er godt kamufleret. Foto: Michael Brunhøj Hansen

Om formiddagen åbnede vi nettene i Stationshaven. 8 fugle blev mærket: gransanger 2, rødhals 2(+1), husrødstjert 1, jernspurv 1 og lille gråsisken 2.

Her sidst på eftermiddagen kom David som tager en overnatning.

Vejret i morgen kommer nok til at minde lidt om i dag, dog skulle vinden tage til i løbet af dagen, og det bliver nok en forsmag på hvad der venter i weekenden.

20200709 111212
Nyudfløjen unge af rødhals. Foto: Michael Brunhøj Hansen

Dværgternerne er nu hegnet ind

onsdag 8. juli 2020
Merit Lenk ankommet
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: vind 8-10 m/s fra nordvest, omkring 12 grader, senere nogen sol og ret lunt. Sigt god.

Morgenobsen er der ikke så meget at sige om. Det er svært at finde et godt sted at stå i læ når vinden fra nordvest er relativt kraftig. Efter lidt flytten omkring fandt jeg dog et sted i klitterne hvor jeg mestendels kunne sidde i læ og uden at få sand i hovedet.

Af vadefugle trak der 18 strandskader, 1 alm. ryle, 1 småspove og 1 hvidklire. Herudover bl.a. 4 ederfugle og 1 rødstrubet lom mod nord. Vi er nogle der efterhånden trænger til et markant vejrskifte.

Da jeg var kommet hjem, dukkede John og Bjørn Frikke inden længe op, og John havde hurtigt et par projekter der skulle gennemføres. Først og fremmest ville han høre om dværgternerne og om de ynglede. Det mente jeg de gjorde, og vi besluttede at få dem hegnet ind da folk ellers bare vader gennem deres redeområde (der er efterhånden kommet mange turister til området). Inden da fandt John lige et gammelt flag for Nationalpark Vadehavet som skulle hejses op i flagstangen.

Vi fik samlet nogle træstolper og skilte samt noget snor osv. i en trillebør og trillede ned på stranden og fik lokaliseret ternerne. Vi estimerede sådan cirka hvor de holdt til og begyndte så at banke stolperne i sandet.

IMG 58371
DOF-trillebøren ladet med ting og sager. Foto: John Frikke

20200708 130526
John i færd med at sætte en stolpe i sandet. Foto: Michael Brunhøj Hansen

Der var i hvert fald 8 dværgterner i luften på én gang som nok svarer til 4 par. Det ene par, fandt vi ud af, havde en dununge der trippede rundt. Så når vi, tilsyneladende, kom i nærheden af den, blev vi angrebet fra højre og venstre af de hidsige forældre. Det er utroligt at de alligevel har formået at få udruget mindst én unge med bl.a. turister og det voldsomme vejr som gener.

Det tog nogle timer at få sat det hele op, og området skal måske udvides en smule senere (lige nu fylder det ca. 100x50 m). Da John og Bjørn var kørt, kom Bent, og vi gik sammen ned på stranden for at sætte flere skilte op samt noget mere iøjnefaldende markering på snorene så folk ikke falder over dem. De store præstekraver prøver også at yngle i området hvilket var tydeligt da de forsøgte at lede os væk fra et redested ved at spille syge. Indhegning har dog også en lidt negativ effekt idet folk skal hen og se hvad der foregår, men i det mindste kan fuglene nu få lidt mere fred.

Sidst på eftermiddagen ankom Merit Lenk som skal blive her nogle uger og hjælpe til med bl.a. morgenobsen.

Således blev en dag der begyndte trægt pludselig ret begivenhedsrig, og det var rart endelig at kunne lave nogle ting udendørs samt at gøre en god gerning.

I morgen kan vi endelig se frem til lidt svag vind, dog fra nordvest, men der skulle meget gerne komme nogle flere fugle end de foregående dage.

20200708 130452
Ét af skiltene ved indhegningen. Nu burde dværgternerne (og de store præstekraver) kunne få lidt ro. Foto: Michael Brunhøj Hansen

Sidste dag med kraftig blæst?

tirsdag 7. juli 2020
Besøg af Team Rynkeby
af Michael Brunhøj Hansen

Temaet i dag blev igen blæst, dog var det ikke helt så blæsende som i de foregående dage, "kun" op til 12 m/s og fra omkring vest. Jeg valgte at obse fra Sabinebunkeren og håbede lidt at der måske trak en skråpe forbi.

Det blev dog småt med fuglene: kun 20 strandskader, 10 alm. ryler og 1 storspove blev det til af vadere. 12 toppede skalleslugere, 2 skarver og 1 hav-/fjordterne trak ligeledes.

På vej hjem kunne jeg lige tjekke mågerne igennem ved at gå i læ bag en bunker. Der var dog ikke noget nævneværdigt blandt dem. Dværgternerne holder stadig til lidt nord for pælerækken.

Da jeg kom hjem, var der nogle folk fra Team Rynkeby på stationens gårdsplads som gerne ville høre om de bl.a. måtte slå en pavillon op i gården; deres cykelløb skal nemlig foregå i Danmark i år, og de dag skulle de starte i Blåvand. Det måtte de for min skyld gerne, og det var de glade for eftersom pavillonen kunne stå lidt i læ i gården. Løbets samlede længde svarer til turen til Paris (over flere etaper).

Bent og Svend Aage var også på besøg, og Svend Aage havde kage med.

De næste dage slipper vinden endelig sit tag en smule når den i morgen, i følge prognoserne, kun skal ligge på maks. 8 m/s, dog bliver retningen nordvestlig. Det er dog forhåbentligt et tegn på nye tider selvom det lige nu er meget usikkert hvad der kommer til at ske fra på fredag af.

20200707 101325Team Rynkebys pavillon i midten, Bent til højre. Foto: Michael Brunhøj Hansen

2/3 morgenobs gennemført

mandag 6. juli 2020
Blæst og kraftige byger
af Michael Brunhøj Hansen

Igen blev det en dag præget af kraftig vestenvind på op over 16 m/s krydret med nogle hidsige (torden)byger. Mellem bygerne skinnede solen dog, og så var det ret lunt. Temp. ca. 13-16 grader. God sigt.

Om morgenen tjekkede jeg radaren og kunne se at jeg kunne obse i ca. en time før der tilsyneladende skulle komme par kraftige byger; det er jo allerede langt bedre end tilfældet de foregående dage. Jeg satte mig i hullet, og der var god læ, men ikke det bedste udsyn. Ret hurtigt kom dog dagens fugl, nemlig en adult sortterne i sommerdragt. Ellers var det temmelig spinkelt hvad der trak den første time: 1 småspove, 2 storspover og 8 alm. ryler; enkelte suler trak mod nord.

Da den første time var gået, kunne jeg se at bygerne var på vej, så jeg valgte at tage hjem og vente til regnen holdt op. Efter ca. 45 minutter stoppede den, og jeg gik ud i hullet igen og fortsatte hvor jeg slap. Resten af morgenen kom der ikke andet end 1 strandskade, 1 hav-/fjordterne og 3 toppede skalleslugere. Da jeg var på vej hjem, kom der en pludselig kraftig byge, så jeg nåede alligevel at blive gennemblødt.

En eftermiddagsobs gav kun 4 toppede skalleslugere. Der var kun få måger på stranden, og de blev ikke tjekket igennem.

Vejret i morgen står på, sikkert til alles overraskelse, blæst, blæst og atter blæst og næppe mange fugle. Det ser så i det mindste ud til at det bliver den sidste dag med kraftig blæst i denne omgang.

20200706 042621
Et kig til den (næsten) fulde måne ca. en halv time før solopgang. Foto: Michael Brunhøj Hansen

Stadig meget blæsende

søndag 5. juli 2020
Senere dog tørt med kig til solen
af Michael Brunhøj Hansen

Det lignede en overgang at det skulle holde tørt så jeg kunne morgenobse, men allerede kl. lidt i fem kom der en byge, og ikke længe efter blev der dannet et mere sammenhængende regnområde over Vesterhavet som drev mod vest. Morgenobsen blev altså igen ikke til noget.

Det meget blæsende vejr fortsætter, og det ser ud til at være noget vi (jeg) skal døje med de næste dage også. Højeste middelvind har i dag været på 17,5 m/s mens vindstødene har været af stormende kuling.

Ud på formiddagen klarede det dog op, og solen viste sig en smule. Jeg besluttede at tage til Sabinebunkeren og obse. Det blev dog ikke til andet end 5 strandskader og, lidt uventet, 1 mursejler.

Dværgternerne kæmper fortsat bravt mod vinden. På vej hjem var jeg dog vidne til at der var turister henne og kigge på rederne mens ternerne skældte dem voldsomt ud; det er jo ikke ligefrem noget de har gavn af at bruge kræfter på i det her vejr ...

Her sidst på eftermiddagen blæser det fortsat kraftigt med omkring 15 m/s. Som nævnt fortsætter det også i morgen hvor vinden drejer mere om i vest; som et lille lyspunkt skulle det dog holde tørt, så mon ikke jeg får en hel morgenobs i hus?


FORRIGE     1  |  ...  |  14  |  15  |  16  |  17  |  18  |  ...  |  28     NÆSTE