Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (233)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (15)feb. (1)mar. (31)apr. (29)maj (30)juni (31)juli (22)aug. (28)sept. (30)okt. (30)nov. (17)dec. (1)

Det rykker på sig derude

torsdag 20. oktober 2022
af LIse

Velkommen til dagens blog.

Allerede i går blev der snakket om antallet og kvaliteten af fugle der skulle gæste hukket på denne felttræfs torsdag. Og forudsigelserne var sande!

Jeg tog den kloge beslutning at hoppe med ud på obsen her til morgen. Ved ankomst til posten blev vi mødt af en 10-20 forventningsfulde birdere som også havde gjort sig nogle tanker/forventninger om hvad morgenen kunne bringe. Vi var heller ikke de sidst ankomne, hvilket gør at der muligvis har stået omkring en 30 birdere i alle aldre og erfaringsniveauer og nydt trækket af især småfugle og rovfugle. Se stemningsbilledet taget et par timer inde:

Morgenobs 20 10

Obsen bød på 2 nye arter for mig, da der både blev set en duehøg og en fjeldvåge GODT. Ikke nok med at jeg fik sat 2 krydser, nød jeg begge rovfugle på tæt hold og i godt lys - vel fair at sige at de begge lavede lidt et show omkring obs posten.
Resten af obsen bød på en del lækre rovfugle; dværgfalke, blå kærhøge, rød glente, og et pænt antal spurvehøge. Når jeg er ved tal, er det vidst vigtigt at nævne småfugletrækket, hvor finkerne fyldte pænt på himlen. Der var enkelte hyggelige indslag mellem finkerne, hvor små korsnæb og et par store tornskader gjorde indtryk hos undertegnede.

Se dagens observationer her

Nettene formåede at fange 3 små rødtoppede fuglekonger, hvor de fremviste dem til interesserede felttræfdeltagere. Antallet af rødtoppede fuglekonger er i øvrigt vanvittigt højt i år! Efterår 2021 havde 5 rødtoppede fuglekonger, hvor vi indtil videre har fanget 16 stk denne sæson - vi er jo heldigvis slet ikke færdige med sæsonen så det bliver spændende at se hvor meget vi slår sidste år med : )))
Af andre sjove ting skal også nævnes at de havde en genfangst gærdesmutte fra Sverige, hvilket er sæsonens første udenlandske genfangst - SEJT.

Dagens mærkninger:

20 10

Efter dagens obs og mærkning kom vi tilbage til en flot pakke foran døren, adresseret til husets gummistøvle entusiast Adam. Han har i noget tid ønsket sig seje gummistøvler (eller egentlig bare vandtæt fodtøj) ligesom mange af de andre fuglemennesker ejer. Helt kort vil jeg bare dele hvor glad han ser ud efter at have fået støvlepar nr. 4 tilsendt adressen. 4 gang er lykkens gang!:

Adams gummistovler 20 10

Her til aften er Merit, Joakim og Adam ude og natfange, hvilket jeg personligt virkelig håber på! Der har været dejlige fangster på tidligere ture, så mon ikke de har held en lidt regnfuld og småblæsende aften. KRYDSER

Ses derude.

Smuttefest

onsdag 19. oktober 2022
Travlt med fugle på obs og i haver
af Merit Lenk

Vi havde, igen igen, store forhåbninger om dagens fugle – det er jo uge 42!

Det var altså rigtig tilfredsstillende, da der endeligt var gang i nettene i dag. I hvert fald de første to runder. Der blev mærket og plukket på højtryk, og da alle fuglene fra første runde var mærket færdigt, var fuglene fra runde to allerede klar, hvilket resulterede i hele 115 mærkninger!

2022101901
Udbyttet fra første netrunde, så skal der gang i ringene!

Og det var især Gærdesmutter (Wren, Troglodytes troglodytes), der stod frem de første to runder, med i alt 37 ringmærkede individer. Desværre stilnede det dog voldsomt af hen ad formiddagen, så nettene blev kun åbne minimalt længere end standard tid – og ikke grundet de store tal, men fordi der lige havde været både Silkehale (Waxwing, Bombycilla garrulus) og Skægmejse (Bearded Tit, Panurus biarmicus) tæt ved stationshaven. Hverken eller røg dog i nettene, desværre. Hvad der så røg i, kan du se her:

19 10

Obsen gav også blod på tanden i dag, ja den var jo rigtig fin i sig selv! Der blev set både Silkehale, Skestork (Spoonbill, Platalea leucorodia), en masse gæs, Vandrefalk (Peregrine Falcon, Falco peregrinus), flere Blå Kærhøge (Hen Harrier, Circus cyaneus) samtidigt, masser af Alliker (Jackdaw, Coloeus monedula), og så selvfølgeligt det løse oveni. Se alle de lækre detaljer lige her, på dofbasen.

Efter standardiseringen blev der for manges vedkommende kort tanket op, hvorefter det gik i alle himmelsretninger på lusk. Det gav sammenlagt et par fine småting, som eksempelvis en leucistisk Grågås, to Strandhjejler, en ubestemt lappedykker (måske nordisk?), Lapværling mm – altså rigtig mange timer i mange forskellige områder.
I dag alt er blevet gennemtjekket, fra Østerled til Vesterled (og laaangt mere, for det er jo en kort distance), og vi kan nu snart smutte trætte i seng, klar til endnu en dag på Hukket efter en nats søvn.

Så følg med på zello i morgen, om end blot for at høre, hvor du kan finde dit lokale Bryn!

 

Folk på stationen: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Jonathan Hemmer-Hansen, Jimmy Skat, Adam Søderdahl, Merit Lenk, Joakim Matthiesen, Stefan

Blandede bolsher

tirsdag 18. oktober 2022
I dag kom der både havfugle samt småfugle, men desværre udeblev det helt store hit...
af Sebastian Thorup Hansen

Hej igen folkens

Med de mange folk i området var der igen idag lagt i kakkelovnen til en mega sjælden fugl, som der som nævnt ikke kom. Men kæmpet, det blev der sgu!

Et kvarters penge før solopgang dryssede os observatører ud mod obsen, klar på at se nogle havfugle, da vinden var i vest - og var kaftig! Eller den var i hvert fald oppe og kysse 10-11 m/s, hvilket var nok til at give forhåbninger om en havfugl eller to. 

Her kan man godt mærke at efteråret er blevet en anelse senere, da højdepunkterne i dag var arter som thorshane, søkonge og mellemkjove. Fandme ikke dårligt på en morgenobs!

Som sædvanlig blev Jimmy, den standhaftige siddende ude på obsen, og i dag blev ha sgu belønnet med en lunde. Heldige skid... Selvom der ikke er så meget held indblandet når nu han obser så meget som han gør. Er jeg misundelig? overhovedet ikke...:-(

Mandø kunne idag melde hele 2 tajgapibere og fuglekongesanger, så efter standardtid blev der lusket igennem på alle fronter, men desværre med minimalt udbytte. Den sjældne art må da forhelvede snart sidde derude. I dag var bare ikke dagen hvor det skete...

Ringmærkningen i dag er ikke værd at skrive hjem om, da de kun mærkede 20 i dag. En anelse skuffende...

Nu står den på en hurtig omgang madlavning, inden vi skal over til dofung og høre hvilke 10 arter der er mest mulige som nye for landet featuring Rune Sø. Det bliver mega fedt. 

I morgen skulle vinden aftage, så mon ikke der kommer lidt flere småfugle på obsen? Vi krydser:)

STH

Folk på stationen: Folk: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Amanda Johannisson, Jimmy Skat, Merit Lenk, Jonathan Hemmer-Hansen, Stefan, Joakim Matthiesen og Adam Søderdahl.

En stille mandag med felttræf

mandag 17. oktober 2022
af Joakim Matthiesen

Dagens blog starter før dagen gør. For i går aftes forsøgte vi (Amanda, Merit og jeg) os med lidt natfangst på nogle af områdets våde enge. Målet var bekkassiner. Godt udstyret med stationens varmekikkert og et stort håndholdt net begav vi os ud i mørket. Der gik ikke længe før de første bekkasiner blev spottet som små vide klumper gennem søgeren på den termiske kikkert. Det er virkelig et værktøj som virker godt. Det sparer os fra at rende rundt som hovedløse høns med en lommelygte og skræmme fuglene væk inden vi ser dem. For med den termiske kikkert kan vi opdage fuglene på lang afstand uden at skulle afsøge store områder til fods. Vi fik listet os ind på flere bekkasiner som dog fløj væk i sidste øjeblik. Til sidst lykkedes det dog at overliste én fugl som Amanda fik som ny ringmærkningsart.

IMG 6703
Dobbeltbekkasin på natfangst.

Desuden lykkedes det også at fange en engpiber som sad helt stille på en af engene. Derfor kan vi vidst godt godkende den omgang natfangst! Det er ikke en disciplin som giver et hav af fugle. Tilgengæld får man mulighed for at få erfaring med nogle arter, som ikke normalt lige havner i havens spejlnet.

Vi vågnede op til regn og nettene kunne derfor først åbnes hen ad formidagen hvilket resulterede i meget få fugle desværre. Regnen betød også at de ellers ihærdige obersere måtte se sig slået og vende tidligt hjem.

Der er felttræf og det betyder, at der er mange fuglekiggere over alt i Blåvandsområdet. Det er super fedt og øger chancen for én af de rigtigt gode arter betydeligt. Dog var beskeden den samme fra alle man snakkede med i dag; "der sker ikke rigtigt noget". Vi håber derfor på bedre held de kommende dage. Det skal også nævnes at DOF UNG er ankommet til Blåvand i dag og det ved vi jo alle godt hvad betyder; så skal der nok blive fundet hits!

Folk på stationen: Folk: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Amanda Johannisson, Jimmy Skat, Merit Lenk, Jonathan Hemmer-Hansen, Stefan, Joakim Matthiesen og Adam Søderdahl.

Blæst og bold

søndag 16. oktober 2022
af Lise

Godaften hjemme i stuerne (om stuen så måtte være jeres egen eller i et sommerhus et sted i Blåvand),

Jeg må hellere starte med i går aftes, da vi nu har et resultat af felttræffets gættefuglskonkurrence…*spændingen stiger*

Vores helt egen Jonas fik 14 ud af 25 rigtige fugle, og endte på en delt 1. plads med Rune Sø! Filme for sejt altså <33 Det blev fejret efter med en fællesspisning af hans præmiesnacks, lidt snak, og natlusk for nogle få udvalgte og så sent i seng.

Desuden skal det nævnes at Joakim ankom i går og skal være på stationen den næste måned!

Mere om natlusk:
Merit, Amanda og Adam var seje efter gættefuglen, hvor lygte, net og natkikkert blev grebet og kursen blev sat mod stranden efter søde vadefugle. De var ude i et par timer, hvor vadefuglene og dem ikke var alt for gode venner.. De gik altså hjem uden den ønskede vadefugl : ( MEN på turen hjem fra stranden blev en lille prik i en lav hybenbusk spottet gennem natkikkerten af Adam. Prikken viste sig at være en sortstrubet bynkefugl som de fik fanget! Det var ovenikøbet en flot han som fik sig en ring om benet i nat - altså en godkendt natfangst selvom det ikke lige var target med en småfugl på den måde.
Se et billede af den fine fætter her:

DSC07619

DSC07622

I dag blæste det en del, og der var havobs på programmet som de fleste prøvede af (Jimmy i ca 10 timer). På trods af denne melding, lykkedes det Jonas, Merit og Amanda at åbne net da haverne står godt i læ for SV vind. Der blev dog kun fanget 4 fugle(heriblandt en rødtoppet fuglekonge, hvilket var lækkert selvfølgelig!), så det var ikke denne omgang vind der skulle blæse en mega i nettene…

I eftermiddag luskede Sebbe, Jonas og Jonathan på Grønningen, hvor nogen blev på obsposten og andre tøffede lidt rundt herhjemme og bagte kage til folket. Der var selvfølgelig samling omkring fjernsynet kl 14, da der var Derby(FCK mod Brøndby) som var ekstremt spændende med 1 loyal Brøndbyfan og 1 loyal FCK’er under samme tag… Det endte heldigvis 1-1, så der kan umuligt være sure miner nogen steder.

Vi flotter os og spiser mørbradgryde til aften, hvilket vi glæder os max til. Ellers står aftenen på fodboldsnak og snak om morgendagens muligheder på obsen med den kommende SØ vind.

Nu er der vist kun at sige: Alt kan ske i uge 42!

Folk: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Amanda Johannisson, Jimmy Skat, Merit Lenk, Andreas Kristian Pedersen, Jonathan Hemmer-Hansen, Stefan, Joakim Matthiesen og Adam Søderdahl

Felttræffet er skudt igang!

lørdag 15. oktober 2022
af Sebastian Thorup Hansen

Så for den da... Så er felttræffet skudt i gang, og nøj hvor er der mange mennesker på stationen og i området. Det er sgu dejligt med alle de mennesker, på trods af, at dagen ikke bød på alverdens fugle:)

Dagen startede med en morgenobs hvor jeg fik selskab af både Jonathan, Lise, Jimmy, Andreas, Mark og en masse af træf-deltagerne. Der var derfor god dækning hele obsen, og vi fik da også noteret nogle pæne fugle. 

De første kortnæbbede gæs lagde vejen forbi, med en flok på 38 individer. Over havet kunne der noteres 1 sortgrå ryle og 19 dværgmåger. Der skete lidt mere over land, hvor vi både havde 4 store korsnæb, 23 bjergvipstjerter, 90 små korsnæb, 4 misteldrosler, 16 skægmejser(!), 10 hedelærker, 1 stor tornskade, 2 vandrefalke, 1 stor flagspætte, 1 fjeldvåge og 1 rød glente. Så en rigtig god diversitet på obsen i dag, hvilket jo altid er skønt!

Vi havde desuden også en mærkelig piber, som jeg ikke rigtig kan blive klog på. Den lød sgu underlig, og vi synes at sonogram lugter af rødstrubet, men den er ikke et 100% match. Vi har sendt den videre til enkelte som synes det ligner tajgapiber mere... Hmmm. Jeg synes dog stadig mest den ligner en rødstrubet. Hvis du føler du er ekspert på området, så hit me up. Det er en potentiel listeart, så den ville sgu være dejlig at få med:)

Efter morgenobsen stod den på lusk ude på skallingen, hvor vi ikke så en skid. Så en lidt sløj eftermiddag ovenpå en udemærket morgenobs.

I aften spiser vi det samme som i går, hvor der på magisk vis er nok til at brødføde stationens mandskab på 10 mennesker i aften. Fandme dejligt.

I morgen lover de en masse blæsevejr, så mon ikke der kommer en havfugl eller to i bogen?

Stay tuned!

STH

Folk: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Amanda Johannisson, Jimmy Skat, Merit Lenk, Andreas Kristian Pedersen, Jonathan Hemmer-Hansen, Mark Hammond, Stefan og Adam Søderdahl

Store tanker - små fugle

fredag 14. oktober 2022
Nettene var åbne fra solopgang til solnedgang i forsøget på at ringmærke korsnæb - læs med for at se om det lykkedes...
af Adam Søderdahl

Godaften derude,

Endnu en dag på fuglestation er ved at være ovre, og det har været en lang men god dag. I dag gik vi all-in på korsnæb, da der var mange overflyvende af både store og små.

Ringmærkningen gav fint med fugle de første runder, en god blanding af arter men med færre siskener end vi ellers har haft de sidste par dage. Øjne og ører var også ofte rettet mod himlen pga. overtrækkende korsnæb i fine flokke. Vi havde selvfølgelig store forventninger om at få flere i netten, og det lykkedes også i fjerde netrunde. Der hang nemlig en flot lille korsnæb hun i sø-nettet. Det gav blod på tanden, og derfor blev nettene også oppe, på initiativ af Amanda og Merit der holdt hårdt på hele dagen. Det rystede desværre ikke flere korsnæb af sig, men vi krydser stadig fingre. Det ville være voldsomt fedt at få en stor eller en han! Eller en stor han!! 

DSC07503DSC07530

Udover korsnæb blev der også ringmærket en rødtoppet fuglekonge, som efterhåndne er blevet "almindelig" i nettene herude - og det er kun dejligt! Vidste du i øvrigt at den på tysk hedder "sommergoldhähnchen"? Det betyder "sommerguldkylling", hvilket vi kan være glad for, ikke er det danske navn. 

Vi ringmærkede også sæsonens hidtil flotteste lille gråsisken. Den fortjente et par billeder!

DSC07548DSC07560

Dagens ringmærkning ses her:
14 10

Dagens obs kan ses her.

Dagens bedste fangst var dog tilbuddet på gifflar i Spar, 3 poser til 25! Efter at være gået forgæves flere gange, var det lykkedes Lise at få lagt en hel kasse til side. Vi vendte derfor hjem med 18 poser. Så mon ikke der er energi nok til at holde os kørende hele uge 42 ;)

Aftenen endte med et forsøg på natfangst feat. Lise, Merit, Amanda og Adam. Vi prøvede både lidt af mosen og stranden, men der var ikke mange fugle at se. Til gengæld så vi krondyr, harer og en ræv der kom meget tæt på. Vi giver det et skud igen en anden dag, og håber at vi får bedre succes med enten vadere eller en mosehornugle. 

Vi har også fået nye beboere på stationen i dag. Fire nye gæster er ankommet, hvilket varsler at uge 42 er så godt som begyndt. Det betyder mange folk på stationen, intens luskning, for lange havobs, for lidt søvn og forhåbentlig massere af hits! Derfor kan jeg også godt forudse, at det måske ikke bliver hver dag at der kommer blog, eller at den bliver specielt god, i den kommende uge. Bær over med os! Vi giver den helt sikkert gas i felten og ved nettene for at levere hits til magelige birdere der sidder klar i fem-positionsstolen og venter på en Zello-meldning. Selv tak ;) 

Ses i felten eller Ho kro,

Tøserne på hugget

 

Folk: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Amanda Johannisson, Jimmy Skat, Merit Lenk, Andreas Kristian Pedersen, Jonathan Hemmer-Hansen og Adam Søderdahl 

Noget om siskener...

torsdag 13. oktober 2022
...og drosler <3
af Merit Lenk

Hejsa derude! Nøj, hvor er det godt at være tilbage på stationen! Jeg vil blive her en 10 dages tid og nyde det altid gode selskab og de ofte lækre fugle. Og mon ikke om der bliver tid til både ringmærkning, lusk, obs, kagebagning, mågetjek og meget mere i den tid! <3

Dagen i dag har efter min mening været intet mindre end skøn, trods ingen store sjældenheder. Mens Sebastian, Jonas og Jimmy smuttede på obsen (mere om den om lidt), og Lise tog sig af nogle møder nordpå, plukkede Adam, Amanda og jeg ivrigt sisken efter sisken ud af nettene, hvorefter de blev ringmærket – desuden med stor kærlighed, det er nogle deeejlige fugle.

IMG 6589
Nettet ved vandhullet, der på en af runderne præsterede med hele 30 fugle!!

Udover de mange fine siskener (primært Grønsisken (Siskin, Spinus spinus) og Lille Gråsisken (Lesser Redpoll, Acanthis cabaret)) havde vi også et par vaskeægte highlights. Den første fugl, der blev taget ud af nettet, var nemlig allerede en fin Ringdrossel (Ring Ouzel, Turdus torquatus)! Så fik Amanda sig en ny mærkeart, det blev hun meget glad for:

IMG 6584
En glad ringmærker <3

Næste highlight var en art, jeg har gået og ventet på meget længe efterhånden, og jeg tror mit ansigt var ren lykke, mens jeg ringmærkede den: en Stillits (Goldfinch, Carduelis carduelis)!

På lukkerunden slog Jonas desuden til: JP-effekten gav en succesrate på 2/2 fugle plukket ud i sidste runde, først en Rødtoppet Fuglekonge (Firecrest, Regulus ignicapilla), min første i hånden i et års tid, og derefter endnu en Ringdrossel, som jeg fik lov til at ringmærke. Jonas og jeg blev enige om, at Ringdroslen er blandt de absolut bedste eksisterende fugle, og hvordan kan man nu være uenig, når de ser så skønne ud:

IMG 6612
En lækker, lækker fugl <3

Dagens ringmærkning:
13 10

Og nu til den lovede obs! Observatørerne er ikke så begejstrede, så det er svært at lokke begejstrede ord ud af dem, når man beder dem om at beskrive morgenen. Men når de så tænker efter kommer der lidt mere fart på, og dagen er i sidste ende godkendt: lidt Stor Korsnæb (Parrot Crossbill, Loxia pytyopsittacus), Bjerglærker (Eremophila alpestris), Bjergvipstjerter (Motacilla cinerea), en sjat Ringdrosler (Turdus torquatus), en Dværgfalk (Merlin, Falco columbarius) og det løse. Tjek selv her, om du er enig i observatørernes vurdering af dagen.

Eftermiddagen stod på Grønning-tjek (= 5 Bryn, 4 Rødtopper), frisør (= 2 nye frisurer) eller branddams-tjek (= 3 kærhøge og rørspurve-træning) og slutteligt lidt serie på sofaen.

774A9099
En af de 5 Hvidbrynede Løvsangere på Grønningen. Foto af Sebastian

Efter en lækker aftensmad, som Jimmy kokkererede, er vi nu over en øl i gang med dataindtastning til hygge-musik.

Altså en dag med højt humør, lækre fugle, store ambitioner og en god indsats fra alle tilstedeværende: godkendt dag i Blåvand. Tak Lise og Sebastian, for at I tilbød at hente mig i Oksbøl i går allerede, så jeg kunne være med i dag! <3

Og i morgen? I morgen ser altså giftig ud igen. Så godnat herfra, og lyt med på zello i morgen!

 

Folk på stationen: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Amanda Johannisson, Jimmy Skat, Adam Søderdahl og Merit Lenk

Hvide vinger og flotte finker

onsdag 12. oktober 2022
Ny listeart og kæmpe ryk af finker over hukket
af Amanda Johannisson

Så kom man tilbage til vestkysten!
Det er altid et dejligt gensyn at blive mødt af det hvide fyr, der rager op bag de nybyggede sommerhuse når man kommer kørende fra et turistfyldt Oksby, og ud af Fyrvej til Danmarks vestligste punkt. Jeg har været så heldig at kunne tage ophold i Blåvand efter at have været på noget af en rundtur i det jyske. For de læsere der ikke kender mig, er jeg en ung dame med kun et par eller tre år med fuglekiggeri på bagen. Jeg er biolog, og igang med den sidste slutspurt af min kandidatuddannelse i økologi i København. Da jeg skulle besøge nogle jyske lokaliteter til mit speciale, så jeg mit snit til at ende i Blåvand, hvor flere af mine dejlige kammerater opholder sig. Og nå ja, så kan jeg jo også ringmærke ;)

Ligesom det stærke hold unge mennesker, der har været på stationen det sidste stykke tid, var jeg også oppe og se amerikaneren i Agger, den gulhovedet sanger. Efter at være drejet af efter Oksbøl mod Blåvand blev jeg mødt af det klassiske fænomen, som en del af jer måske har oplevet - sort sol. Ej, jeg er dårlig til at tælle fugle (hint: jeg er ikke observatør af gode grunde...), så jeg ved faktisk ikke hvor mange stære der var, men hold fast hvor var der mange! Fuldstændig høj på fede fugle- og naturoplevelser ankom jeg til stationen i går aftes. Som i nok læste igår, var Jonas også meget høj på sin taigapiber - en art jeg håber at kunne se imens jeg er her. Nu har han jo heldigvis god erfaring med den, så kan det være han kan hjælpe mig med at finde en.

Nå, nok om mig...
Med godt humør gik vi alle ud til dagens obs og mærkning, og allerede før solen var stået helt op kunne vi fornemme det puslede godt i buskene. Sebastian havde høje forventninger til obsen, hvilket vil sige håb om flere sjældenheder som taigapiber, da SV vind plejer at være godt til sjældne småfugle. Det er jo altid godt at have nogen der sætter baren højt, men så er der altså også længere at falde. Heldigvis landede han blødt, da morgenen bød på en ny listeart - en hvidvinget korsnæb!
To gange kalder fuglen. Den er langt væk, men Sebastian var rimelig sikker på det var den. Den kom dog ikke tættere på observatørerne, og efter lidt tid melder han den til Jimmy. Tak skæbne for moderne teknologi, for kaldet blev fanget på optageren, som gutterne altid render rundt med. Senere på eftermiddagen fik vi ud fra optagelserne bekræftet at det var en hvidvinget korsnæb. Det var bare mega fedt!
Ellers bød dagens obs på højdepunkter som 2000 finker, 150 gråsisken og 9 bjergvipstjert.

D32A0328 F450 4E49 BCBD 178168AB9A65

Nogle af de mange finker og siskener gik også ned i fuglestationens haver, så ringmærkerne havde også et fint tempo i de første tre runder. Denerelt var der en rigtig fin diversitet af arter. Vi hørte også både stor og lille korsnæb fra fyrhaven, og jeg havde et dejligt gensyn med rødtoppet fuglekonge. Det var skønt af have mange fugle igennem hænderne igen. Jeg har i løbet af sommeren været igang med at ringmærke ynglefugle i København, og antallet af småfugle om sommeren kan slet ikke måle sig med det man oplever i træksæsonen på fuglestationerne. Lise var også så flink at vise mig en smart måde at holde større fugle på (Merit-metoden, som vi nu vælger at kalde den), og brugte en solsort som eksempel. Det kunne jeg simpelthen ikke stå for, så i får også lige en sødt billede af en lidt forvirret solsort, og en glad Lise :)
Efter de første runder stilnede det en smule af, og vi lukkede nettene efter standardtiden.

310926904 432337309012313 3041977640766477111 n
Lise viser mig en smart måde at håndtere store fugle på, ved at bruge en ikke så stor fugl

DSC07481 DNDSC07477 DN
Dagens flotte rødtoppede fuglekonger, credit for flot billede til Adam

Dagens mærkning:
12 10

I løbet af eftermiddagen har Sebastian, Lise, Jonas og Jimmy været på Skallingen og birde. Imens har Adam arbejdet flittigt på sit projekt, og fået thumbs up fra sin vejleder Anders Tøttrup, mens jeg har klaret nogle arbejdsopgaver for DOF. Adam og jeg fik bikset en lækker pastaret sammen, som blev nydt med en kold øl, hvorefter der blev indtastet data.

Mens jeg sidder her og skriver er Sebastian og Lise i Oksbøl for at hente Merit Lenk! Vi glæder os til hun kommer og hygger med os.

Tak fordi i læste med! Glæder mig til endnu et par gode dage på fuglestationen :)
Varme kram og fuglepip fra Amanda

Folk på stationen: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Amanda Johannisson, Jimmy Skat, Adam Søderdahl og Merit Lenk.

TAJGAPIBERRRRRR!!!!

tirsdag 11. oktober 2022
En sløv dag talmæssigt bliver reddet af en eftermiddagslusketur som gav tajgapiber.
af Jonas Pedersen

Jamen, for filan da. 
Nu er det da en kæmpe fornøjelse at, igen, sige velkommen tilbage til jer gode bloglæsere. I aften skal den have hele armen, jeg må jo nok erkende at mine sidste par blogindlæg har været under middel. Men jeg lover, at dagens blog nok skal bringe standarden tilbage. 

OG DERFOR, vil jeg, kære herrer, kære damer og kære kønsneutrale, sige, at i nu skal finde et blødt område, her skal i parkere jeres korpus. MEN, før i gør dette, skal i finde frem, en flaske, en dåse, en karton, eller et glas. I dette glas SKAL der være en væske, væsken skal være læskende, og hvis det er en væske som i vil fejre noget med, så er det endnu bedre! For iaften er der noget at fejre. Så med jeres væske, jeres bløde siddeplads, og jeres yndlingsdevice skal i nu nyde disse skrevne ord på bloggen.

Dagen starter faktisk stille ud.
Der var nemlig ikke så super mange fugle til at begynde med.
Mærkningen var udfordret af vind og vejr, og det blev ikke til mange fugle, men en nordlig gråsisken på sidste runde var da et lyspunkt!

Obsen gik på sin måde ret fint. Ikke mange fugle, men noget kvali indimellem. En sen 1k sorthovedet måge, 3 blå kærhøge, en dværgfalk og 2 vandrefalke. Jimmy og Sebbe fik gjort hovedrent og støvsuget alt der kom forbi!
Dagens obs

Mærkninge var faktisk så sløv, at vi begyndet at kvalitetssikre data mellem runder. Det er, som i jo måske ved, noget af det mest underholdende man kan gøre i disse moderne tide(Sarkasme kan forekomme). Men i alt fald, så fik vi det gjort, og nu er vi glade! 
11-10.png

Efter netlukningen tænkte jeg at der skulle ud og birdes lidt. Der var jo blevet set lidt godter på Mandø og vejret virkede giftigt. Det gik fra klar blæsende, til stille og overskyet, så skal man jo ud! Så jeg tjekkede Vesterled, Obsen og ned langs sydhukket. Da jeg var færdig med sydhukket stod jeg lige ved bagsiden af stationshaven og kiggede lidt. Pludselig hørte jeg en fugl kalde ret hurtigt et par gange i træk fra den første store gryde ved sydhukket. Det lyder som en skov/tajgapiber og ud fra lyden tænker jeg "uh-oh" den skal da bestemt lige tjekkes.
Flugtkald

Jeg går med optager, så jeg fik lige markeret tidspunktet, og bevægede mig videre med kameraet klart, pludselig hører jeg fuglen igen og tager en masse billeder. Den lyder sgu god for tajga, og på billedet kan jeg se at den har kraftigt bryn og plet bag øjet, den er sgu nok god nok. Men jeg vil gerne lige have Sebbe med på den, så jeg får meldt den på zello, og Sebbe og Lise ankommer straks og vi får arbejdet lidt mere med fuglen. Den bliver sikkert bestemt og meldt på birdalarm. Da Adam havde gang i et opkald sprinter jeg hurtigt tilbage til stationen og får fat i ham. Senere kommer Ole Amstrup og Jimmy Skat og vi ser fuglen flyve lidt frem og tilbage. Den kalder hele tiden i flugt og Sebbe har fået nogle helt gode billeder!
_MG_8216_Y_2.JPG
(Så der tajga. billede: JP)
SÅ KOM DER SU I BLÅVAND, fandme dejligt kan jeg love jer for!
Efter piberen, tog Lise, Sebbe og jeg videre til Ho og birdede. Adam arbejdede på hans projekt, og kokkerede nogle kylledeller til os. Det var dejligt! Til aften ankom Amanda også, hun skal være her i en lille uge, og det bliver selvfølgelig dejligt.

Til aften stod den jo på Adams dejlige måltid + nogle fejringsøl. Det var sgu godt.

Nu har den stået på data, og lidt nørdning af tajga-billeder og lydfiler, en dejlig afslutning på en dejlig dag!
Nu skal vi lige slappe lidt af, og derefter i seng.

For imorgen...
Imorgen ser vejret giftigt ud:)
Vi glæder os, følg med imorgen!
-JP

Folk: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Amanda Johannisson, Jimmy Skat og Adam Søderdahl,


FORRIGE     1  |   2   |  3     NÆSTE