Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (233)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (5)feb. (10)mar. (30)apr. (30)maj (31)juni (18)juli (24)aug. (31)sept. (30)okt. (32)nov. (30)dec. (5)

Masser af vadefugle

torsdag 20. juli 2017
Over 3000 trækkende vadefugle samt en overraskelse sidst på dagen
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.00: Ø 6 m/s (104°), 14 °C, 2/8, 10 km

Til min glæde var regnen aflyst, men østenvinden bestod og allerede fra obsens start var der godt gang i vadefuglene. Jeg startede alene, og det var udfordrende at tælle, bestemme og notere på én gang, men heldigvis kom David atter ud og hjalp fra 6.40. Vi obsede fra 5.00-12.00 og igen fra 19.00-21.00. Trækket holdt kadancen stort set hele vejen, og det var nærmest en lettelse, at der var regn hele eftermiddagen, så vi kunne holde pause med nogenlunde samvittighed.

Adskillige vadefugle havde en rigtig god dag, særligt fedt var det at 69 Krumnæbbede Ryler kunne pilles ud mellem blandt andet 1314 Almindelige Ryler. Det er den bedste krumnæb-dag i 18 år her (siden 19/7-1999, 74 eks). Nævnes skal også 7 Dværgryler og 223 Rødben, der optrådte i mange flokke på 6-18 ad gangen. Både Strandskade og Islandsk Ryle passerede 500 fugle hver, og Lille Kobbersneppe havde et særligt stort ryk i de to aftentimer, idét vi på morgenobsen kun havde haft 90, men efter aftenobsen endte på 268. Samlet endte vi på 3170 vadefugle - se totaler allernederst i dette indlæg.

Yderligere kan nævnes 76 rødstrubede lommer på morgenobsen, hvilket var overraskende og klar ny julirekord herfra ifølge DOFbasen (den gamle var 52 trk. d. 5. juli 2012). Bl.a. sås sydtrækkende flokke på 23 og 12. Usædvanligt ifølge David. For at runde den superfine dag af, kom en Skestork pludselig luskende ned langs kysten i lav højde kl. 20.50 (foto: David).

skes

Vadefugletotaler: Strandskade 516, Stor Præstekrave 19, Hjejle 2, Strandhjejle 17, Islandsk Ryle 544, Sandløber 71, Dværgryle 7, Krumnæbbet Ryle 69, Almindelig Ryle 1314, Brushane 1, Dobbeltbekkasin 10, Lille Kobbersneppe 268, Småspove 16, Storspove 17, Rødben 223, Hvidklire 21, Svaleklire 5, Stenvender 15, ubestemt vader sp. 35

I alt: 3170 vadefugle

Mathias

Vadefugle og Hvidvinget Korsnæb

onsdag 19. juli 2017
Østenvinden satte gang i vadefugletrækket
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.00: Ø 4 m/s, 9,2 °C, 1/8, 10 km

Denne morgen var noget køligere end i går, og sigten til at starte med ret ringe, da der lå tæt tåge lige nord og øst for obsposten. Jeg havde fra start fået selskab af Henrik Bøhmer, der havde fået fri fra arbejde pga. den gode vejrudsigt. Tågen lettede snart, og omtrent samtidigt meldte David også sin ankomst. Førend han nåede ud til os på Nordhukket, ringede han med dagens bedste fugl - en flot Hvidvinget Korsnæb han, der sad og sang ham lige i hovedet ved Fyrhaven (kl. 5.42). Vi nåede at se den i skop fra obsposten, men meget dårligt.

fyret

Som håbet gav østenvinden lidt hul igennem til vadefugletrækket, idet 759 vadere blev talt i løbet af morgenen og formiddagen. Talrigeste arter var ikke overraskende Almindelig Ryle (297), Strandskade (225) og Sandløber (111), men også 2 Krumnæbbede Ryler bør nævnes. Beklageligvis så ingen eksemplarer af vinderarten, Strandhjejle. Den må så komme i morgen jo. Ellers sås mindst 4, måske 6-7 Almindelige Kjover, men det var som ofte lidt besværligt at fastslå hvor mange der var gengangere.

Ringmærkningen i dag (Bent) gav 7 fugle: Sangdrossel, Jernspurv, Skovspurv, Lille Gråsisken 2, Grønirisk og Gransanger.

IMG 2092

Jeg stoppede som sidste mand obsen kl. 11.15, og gik hjem for at slappe af. Eftermiddagen tillod mig dog ikke meget søvn, da Bent havde skruet op for Tour de France på fjernsynet, hvor det legendariske bjerg, Col du Galibier skulle besejres af feltet. Ganske hæsblæsende, som en del læsere af bloggen sikkert kan skrive under på.

Nok om ikke-fuglerelaterede sidespring. Der er lovet SØ-vind med let regn i de første timer i morgen, så jeg må hellere få sovet lidt, sådan at jeg er frisk til at stå og blive våd.

Mathias

Julimærkning af Vendehals

tirsdag 18. juli 2017
En forholdsvis stille nordvestenvindsmorgen, der dog bød på 6 Almindelige Kjover over havet og en Vendehals i nettet
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.00: NV 8 m/s, 15,6 °C, 8/8, 20 km

Undertegnede (MBB) ankom tidligt denne morgen med David Manstrup for at varetage observatørarbejdet fra i dag af og juli ud. Bent mødte også op og hjalp til. Ikke overraskende kastede nordvestenvinden dog stort set ingen vadefugle af sig på morgenobsen, men 6 Almindelige Kjover var alligevel fint.

bentogdma

Jonas Gadgaard og Bent havde tur og åbnede derfor net sidst på morgenen. Det gav 24 mærkninger, herunder Vendehals (foto), Landsvale, Skovpiber og Sortstrubet Bynkefugl 3.

vende 

I morgen drejer vinden over i SØ, så der må komme en spand vadefugle..

Mathias

Så er det endegyldigt slut

mandag 17. juli 2017
Det store ædegilde
af Bent Jakobsen

Vinden fra vest 7-8 sekundmeter. Sigten ikke at kimse af for alle de besøgende i Blåvand fyr, som der var mange af i dag. Vejret da også fint med 3/8 og 15 – 18 gr.

Det blev en tur på stranden og gennem mosen tilbage. Og så må jeg jo nok erkende, som også var frygtet, at nu er det slut. Dværgternerne har opgivet. Der var ikke noget liv, ikke engang en rugende fugl. Så nu er der ikke nogle små skrigende hidsigpropper tilbage.
Lad os håbe at vi komme rigtigt godt i gang næste år. Nu er vi beredt.
Pga højvandet stod mågerne helt ude ved vandkanten, og her stod også 125 fjordterner, så der må jo komme nogle tiltrækkende.
I strandkanten lå en død sæl, og et par svartbage var i gang med det helt store ædegilde. Men nok kun med en ret.
Mosen gemte på et par rødryggede tornskader, sortstrubet bynkefugl og en familie blåmejser som var på sightseing gennem buskene og ungerne fik fremvist den store vide verden.
De kunne så konstatere ligesom jeg nu har gjort, at der desværre ikke kommer afgræsning i mosen i år. Der bliver åbenbart prioriteret anderledes fra forsvarets side. Skidt for vores ensianer og vintergrøn.

Tilbage på stationen åbnede jeg lidt net i stationshaven i et par timer, hvilket gav en helt ung rødhals og en 1K gransanger.
Jonas var også forbi, da han skulle have tur.

DSCN6791

DSCN6800

 

Den evigt rugende dværgterne

fredag 14. juli 2017
Reparation af afspærringen
af Bent Jakobsen

 

En let vind skiftende mellem syd og sydvest 5-7 m/s. Og med et skydække på 4/8 skinnede solen ret pænt, så det lugter stadig lidt af dansk sommer med 15 – 18 grader. Det er i hvert tilfælde mere behageligt end de 47 grader de har i Sydspanien. 

Var ude for at tjekke dværgterneparret, og i starten var der ret stille, men opdagede så at den stadig lå og rugede. Dristede mig til at kigge, og der var et æg. Hvis ikke der er en unge inden et par dage, tror jeg ikke det bliver til noget. Det må simpelthen være et omlæg. Præstekraverne så jeg ikke noget til.
Den kraftige nordvestenvind de seneste dage, havde været hård ved afspærringen, så den blev repareret og stængerne hamret længere ned i sandet, så nu er den intakt igen.

Ellers var der meget fugletomt i området. Sortstrubet bynkefugl sad og advarede ligesom rødrygget tornskade også gjorde. Og så passerede enkelte mursejlere. Ved jordhule branddam var der igen adskillige fugle nede og drikke.

Sommer i Blåvand

Sommerklit 20170714 114901

Skygge 20170714 114821

 

Vejret kan ikke være værre

onsdag 12. juli 2017
Morgenregn og kraftig nordenvind er en dødssejler
af Bent Jakobsen

 

Ligesom i går regnede morgenen væk. Da regnen i løbet af formiddagen ophørte blæst det op fra nord med op til 12 m/s. Skydækket var 2/8, hvorfor solen var fremme og lokkede turisterne ud til Hukket. Her kunne de også se ret langt, men det var med at beholde den tynde jakke på, da temperaturen ikke nåede over 15 gr. 

Det var ikke strandvejr i dag så det blev skrivebordet. I forbindelse med artiklen om 50 års vadefugletræk ved Blåvand havde Jan Durinck, Hans Meltofte og undertegnede igen problemer med nogle tidsintervaller i de indtastede observationer i DOF-basen, hvor der er tastet forkerte tidspunkter ind.  Over 50 års materiale er også meget. Jeg fik dem rettet i løbet af dagen. 

Så når man nu alligevel sad og nørdede i DOF-basen opsattes nogle af de net som stod i læ i stationshaven og det blev til tre fugle: bysvale, lille gråsisken og bogfinke. Alle tre gamle fugle. 

Iflg. DOF-basen så David Manstrup en adult sorthovedet måge på stranden. Nok samme fugl som for nogle dage siden.

Det er altid fantastisk at have en bysvale i hånden. Dejlig fugl

Bysvale 12. juli 2017. 20170712 121331

 

Mågernes store ædegilde

mandag 10. juli 2017
Igen et par overraskelser
af Bent Jakobsen

Den svage vind på 2-3 sekundmeter lå omkring syd, men svingede enkelte gange kortvarigt over i sydøst. Men efter kl. 10 svag skiftende vind. Morgentemperaturen lå på 15 gr og maksimum blev 19. Svagt skydække som dog efterhånden tiltog og blev til 8/8 og sigtbarheden + 15 km.

Heller ikke i dag væltede vadefuglene af sted, men når vinden lige kortvarigt gik i sydøst kom enkelte, og det blev til den første sandløber, 10 strandskader og 6 almindelige ryler. Derudover enkelte spover og en kobbersneppe. En tårnfalk trak ud mod vindmøllerne men kom retur to timer senere, da den havde fundet ud af, at der ikke var land derude. Pudsigt var det også, da en stor flagspætte kom trækkende op langs kysten.

Hele morgenen var domineret af de konstant skrigende måger og terner, hvor sulerne mængede sig i skrigekoret. Da vandet trak sig tilbage var der åbenbart mange fisk, måske brislinger mellem sandbankerne og det gav det helt store ædegilde. Dagen bød på ikke mindre end 951 hættemåger, 3500 sølvmåger og knap 165 sildemåger. Og en af dagens overraskelser var en adult sorthovedet måge som flere gange var inde på stranden for at lade si beskue. 295 suler så godt som alle yngre fugle styrtdykkede, og de har uden tvivl haft det rigtigt sjovt, da næsten hele flokken efterfølgende lå på vandet og slog mave. Det hele tiltrak også 27 skarver som kom sydfra.

Dværgternen ligger stadig og ruger, så vi satser på det er et omlæg, hvorimod præstekraven ikke rugede men de gik rundt to sammen og på et tidspunkt spillede de syge, så mon ikke der løber nogle små unger rundt et eller andet sted.

En overraskelse var en vendehals, nok en af ynglefuglene, og så blev det til i alt 10 sortstrubede bynkefugle hvor af 10 1K.

1. Så er der ædegilde
2. En dejlig morgenobs på nordhukket

DSCN6771

 

DSCN6751

Havblik

fredag 7. juli 2017
Svagt vadefugle træk
af Bent Jakobsen

Hvilken fantastisk morgen. Det er sjældent at opleve Vesterhavet som næsten totalt havblik. Årsagen var den meget svage østenvind. Da der havde været skyer på himlen hele natten og morgenen var temperaturen helt oppe på 13-15 om morgenen, og i starten kunne Horns rev 2 ses. Efterhånden trak et mindre lavtryk med lidt regn op fra sydvest.

Det var med gå på mod at morgenen var ventet, da det er denne vind som giver vadefugle ved Blåvand. Det blev dog en tynd kop te, men dog med en lille snert af vadefugletrækket, med almindelig ryle 13, lille kobbersneppe 4. stor- og småspove og 2 hvidklirer. Som de tidligere dage kom hættemågerne med i alt 101 jævnt og stille og roligt ned langs kysten. Disneys juleshow har hvert år en overraskelse. Blåvand fremviser også overraskelser og dagens overraskelse var en havlit som kom trækkende sammen med en flok sortænder. Enkelte mursejlere trak, men et typisk sommerbillede fra Blåvand var de 110 som rastede ved at flyve rundt om fyret.

De rødryggede tornskader advarer for unger nu

DSCN6713

Ingen glødende kuglepen

torsdag 6. juli 2017
Ynglefugleafspærringen har succes
af Bent Jakobsen

Vinden lagde sig endnu mere i dag og gik fra 5 m/s i morges til 2-3 m/s i løbet af dagen. Det lugtede af en rigtig sommerdag solmæssigt og hovedparten af turisterne gik med bare ben. Om morgenen dog noget køligere med 11 gr. Igen i dag var sigtbarheden nærmest uendelig og Horns rev 2 stod klart i horisonten.

Det var ikke ligefrem sådan at kuglepennen glødede i dag i forbindelse med morgenobsen, som var en stille dag på kontoret. Det er lidt ligesom det stadig er forår, da højttrækkende lommer trækker mod nord, og 25 må siges at være mange på denne årstid. Der var ikke så mange suler trækkende i dag, men efter morgenobsen fouragerede 80 ude ved revet, så totalen blev 137. En flok på 22 strandskader gav længsler efter et godt vadefugle træk, og ellers skal bare nævnes 3 krikænder. Af rastende fugle er der ved at komme lidt bysvaler igen med 5 i dag. De rødryggede tornskader begynder at advare for unger.

Karsten fra Oksbøllejren var ude og tjekke op på indhegningen omkring dværgternen, så den blev repareret. Og dejligt at se at der både ligger dværgterne og stor præstekrave og ruger tæt sammen inden for afspærringen. Er dog lidt bekymret for dværgternen, da den har ruget meget længe. Enten er ægget goldt eller også har der været omlæg.

 

Dværgterne og stor præstekrave rugende side om side

DSCN6717

Et sjovt indslag

onsdag 5. juli 2017
og et par uventede arter
af Bent jakobsen

Vinden aftagende og var nu helt nede på 7 m/s fra nordvest, så det føltes næsten som vindstille i forhold til de foregående dage. Oppe over os alle sammen ligger sommersolen stadig og skinner ned gennem de få skyer på himlen, men i skyggen kommer temperaturen ikke over 15 gr. Horns rev 2 stod klar og tydeligt i horisonten så sigten er altså +30 km.

Med den aftagende vind var det tid at tage en morgenobservation, selv om det var meget køligt til morgen. Selv om vi er midt i vadefuglenes træktid, blev det kun til få strandskader og lidt spover hvilket er forventeligt i nordvestenvind. Derimod trak mange suler, i alt 159, frem og tilbage dog mest mod syd. Morgenens højdepunkt var dog den storkjove som målbevidst trak mod syd, mens 2 lyse almindelig kjover trak nord.

En rastoptælling på stranden og gennem mosen gav et par overraskelser. Ved Jordhule branddam hørtes flere gange et kort tjæk. En lyd som normalt ikke høres i mosen. Efter lidt venten kom forløsningen så, da en hunfarvet blåhals kom ud af pilebusken og fouragerede på mudderbredden af branddammen. Fuglen sås i længere tid, hvor den søgte ind i samme pilebusk, men der var ingen tegn på yngel. Det var andet julifund for Blåvand. Første var sidste år. Da jeg nåede Fyrvej branddam sad en kærsanger og sang ihærdigt men ikke højlydt.

Så er det jo befriende at fuglene stadig kan tage røven på en gammel garvet ornit. Da jeg tjekkede dværgternerne så jeg fuglen stadig rugede, men den var åbenbart flyttet lidt længere mod vest. Forsigtigt gik jeg lidt nærmere for at tjekke om den havde fået unger når nu den var flyttet, men der lå et æg. Gik derefter lidt længere væk og tjekkede reden med kikkert og det gav mig godt nok øjne så store som tekopper. På reden lå der nu en stor præstekrave og rugede. Op med teleskopet og her fandt jeg så dværgternen på sin mere vante plads ca. 6 meter fra præstekraven. Gad vide hvorfor den havde lagt sig på præstekravereden? Men positivt at der inden for afspærringen yngler både dværgterne og stor præstekrave. Prøvede at få blåhalsen i fotokassen, men sådan skulle det ikke være så kære læsere i må nøjes med noget der lugter lidt af blåt, nemlig den smukke lilla kærtidsel.

Kærtidsel mosen


FORRIGE     1  |  ...  |  13  |  14  |  15  |  16  |  17  |  ...  |  28     NÆSTE