Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (32)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (5)feb. (10)mar. (30)apr. (30)maj (31)juni (18)juli (24)aug. (31)sept. (30)okt. (32)nov. (30)dec. (5)

Sidste dag i juli

mandag 31. juli 2017
Atter over 1000 vadere
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.30: SV 7 m/s (204°), 16.8 °C, 6/8, 20 km

På denne sidste dag i juli stod jeg atter med en primært-solo-morgenobs, der dog var fint underholdende, idet der igen kom over 1000 vadere, talt i timerne 5.30-11.15. Som en klassisk sydvestenvindsdag var Strandskade klart talrigeste art med 839 fugle - bedste dag i sæsonen indtil videre. Men det ændrer sig forhåbentligt inden længe. Ellers kom der fint med Islandske Ryler og Stenvendere. Resten af arterne var fåtallige. Herudover var det i det hele taget en meget smuk sommerdag i Blåvand, som jeg har forsøgt at forevige med nedenstående panoramafoto:

IMG 2363

En enkelt morgentime fik jeg besøg af Paul Walser fra Schweiz, der glædede sig over Almindelig Kjove og bidrog med at finde en ung Ride. Også Bo fra Esbjerg dukkede op på vej til nordstranden for at fotografere de trækkende vadefugle. Måske jeg på et tidspunkt kan lokke nogle div-obs fra eftermiddagen, hvor der ellers ingen dækning var, ud af ham.

Om eftermiddagen vendte David tilbage til stationen efter et par dages fravær og til aften ankom Henrik Knudsen, der starter som observatør i morgen, 1. august. Hermed er ansvaret for den daglige dækning af trækket vist taget af mine skuldre for nu.. :-)

Vadefugletræktotaler: Strandskade 839, Stor Præstekrave 5, Strandhjejle 2, Islandsk Ryle 173, Sandløber 37, Almindelig Ryle 36, Lille Kobbersneppe 10, Småspove 1, Storspove 2, Rødben 9, Hvidklire 1, Stenvender 33

I alt: 1150 vadefugle. Dette bringer os godt op over 21.000 trækkende vadere i dette års juli måned, hvilket er den højeste julitotal siden 1994. Det kan man snart læse mere om i et kommende opsamlingsindlæg, men det skriver jeg måske først i morgen..

Mathias

Sæsonen runder 20.000 vadefugle

søndag 30. juli 2017
Endnu en god dag i østenvind
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.30: SØ 6 m/s (132°), 16 °C, 8/8, 10 km

I dag rundede sæsonen så de 20.000 vadere!

For syvende gang inden for 12 dage kom vinden fra et østligt hjørne, så der var endnu engang lagt op til et godt vadefugletræk. Jeg sad for en stor del alene på obsen i dag, men fik dog hjælp af Kurt Hansen fra Fredericia i to af morgentimerne. Han kunne i øvrigt berette om at have været på Hukket nogle timer i går middags og havde foruden en del vadere haft en fin sydtrækkende Almindelig Skråpe kl. 12.08. Godt den blev set! Ellers blev Ole Hansen også spottet fra obsposten, men han sad sit eget sted, så det er uvist hvor meget han så, som vi bommede.

Jeg dækkede 5.30-8.30, 10.15-12.45 og 14.00-14.30, i alt 6 timer. Det gav 1448 vadefugle, med Islandsk Ryle som klar vinder med 637 stk. Mest spændende obs var Krumnæbbet Ryle 2 og Dværgryle 1, mens de mest afvigende obs ift. tidligere dage var Hjejle 14 (største tal indtil nu), Hvidklire 0 (!) samt at der for første gang i denne periode var flere Stor- end Småspover. Der begynder også så småt at komme flere Store Præstekraver (47 i dag) og Stenvendere (44 i dag) og det tyder på at august er ved at nærme sig. Hvilket nok er rigtigt. Endelig kan nævnes 2 fede Almindelige Kjover der lå og jagtede terner i regnvejr helt inde i strandkanten.

Vadefugletræktotaler: Strandskade 271, Stor Præstekrave 47, Hjejle 14, Strandhjejle 21, Islandsk Ryle 637, Sandløber 93, Dværgryle 1, Krumnæbbet Ryle 2, Almindelig Ryle 146, Lille Kobbersneppe 118, Småspove 5, Storspove 9, Rødben 27, Mudderklire 1, Stenvender 44, ubestemt vadefugl sp. 12

I alt: 1448 vadere. Hermed har Blåvand nået 20.751 vadefugle denne sæson, heraf 20.361 artsbestemte sydtrækkende fugle. Målet om 20.000 "brugbare" vadere i juli er hermed nået. Mon ikke også vi når 21.000 i morgen.. til den tid vil der ligge en opsummering af juli måned 2017 her på bloggen.

Fed dag, men igen må jeg sige, at jeg savner, at der er flere folk herude.. det er netop en sæson som denne der skulle have været underlagt heldagsobservationer af vadefugletrækket som i 1972-73. Jeg er helt sikker på der er trukket mindst 25.000 vadere indtil nu og måske tæt på 30.000.

Slutteligt skal det nævnes at Kristian Birchvald Jensen og Bjørn Frikke kiggede forbi om eftermiddagen og ønskede mig tillykke med fødselsdagen. Det varmede.

IMG 2359

Ovenfor: udsigten over Sydhukket en time før solnedgang.. det måtte jeg lige have med.

Mathias 

Regn

lørdag 29. juli 2017
Ingen obs i dag pga. regn
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.15: S 10 m/s, 16 °C, 8/8

Fra morgenstunden (i hvert fald fra 4.35) var der kraftig regn, og det fortsatte uhæmmet frem til omtrent kl. 9, hvorfor der ikke er gennemført nogen morgenobs i dag. DMI havde lovet 1-3 mm regn i timen i disse morgentimer, hvilket nok skal passe. Vinden drejede op i SV i løbet af formiddagen, og en enkelt observatør (Karsten Haug) har ifølge DOFbasen været på hukket ved 11-tiden og har noteret en smule vadefugletræk i form af Islandsk Ryle 35 og Stenvender 14. Tak for det.

Jeg kiggede selv ud til Hukket i tre kvarter om aftenen, hvilket gav en adult lys Almindelig Kjove og små 74 Islandske Ryler fordelt på 3 flokke. Der er nok gået pænt med islændere i dag...

Her til aften ankom Michael Fink og søn, som skal overnatte på stationen til i morgen.

huk.png

Mathias

Standardmorgen

fredag 28. juli 2017
Et roligt fugletræk
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.15: S 7 m/s (176°), 14.9 °C, 2/8, 15 km

Der har ikke været meget at berette om på fuglefronten i dag. Det kan nævnes at der lå tordenbyger og lurede lige uden for Hukket hele morgenen, men de kom heldigvis aldrig ind. Dermed kunne vi stå i tørvejr og tælle 375 trækkende vadefugle, så det var fint. Flere af totalerne ligner overslag, men det er de ikke.

Til gengæld kom Bent Jakobsen kortvarigt forbi med kage i anledningen af hans fødselsdag, så det var jo lækkert :-) Et stort tillykke skal lyde til ham. Desværre var David kørt forinden, så han gik glip af kagen.

Vadefugletræktotaler: Strandskade 128, Stor Præstekrave 4, Strandhjejle 5, Islandsk Ryle 90, Sandløber 50, Almindelig Ryle 75, Lille Kobbersneppe 15, Stenvender 7, ubestemt vadefugl sp. 1.

Mathias

Regn og søndenvind

torsdag 27. juli 2017
Forfriskende med lidt ustadigt vejr
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.15: S 7 m/s, 17.9 °C, 8/8, 5-10 km. Regn fra 6.45-8.00

Efter nordenvind i går startede vinden denne morgen i stik syd, men drejede snart op i SV og V. Desuden regnede det noget fra 6.45 til 8.00. Det var David ikke glad for, som det ses på fotoet nedenfor. Der kom dog en del vadere inden - og også et pænt ryk hen mod slutningen af regnvejret. Modvinden og regnen pressede fuglene helt ned, så de kom allesammen rigtig godt. Søndenvind er islændervind, siger Bent, og det var også rigtigt, da denne art var dagens talrigeste vader med nøjagtig 200 fugle.

regn

Vi afbrød morgenobsen efter de tre standardtimer, hvilket viste sig at have givet 599 vadefugle - et fint bidrag til det sjove håb om at nå 20.000 inden august. Ved hjemkomsten lå der en mail fra Mikkel Lausten med tilbagemelding på gårsdagens Kaspiske Måge (gul ring X174). Den viste sig at være ringmærket som unge sidste år, 6/6-2016 ved Gräbendorfer See, Oberspreewald-Lausitz i Brandenburg, Tyskland (ganske som gættet i går af HKn) og havde således fløjet 587 km NV for mærkningsstedet (kortfoto).

cachmigr

Ellers var både Jonas Gadgaard og Bent endnu engang forbi stationen. Sidstnævnte gik en tur på stranden og kunne berette om store rastforekomster af suler, måger og terner, selv set i lyset af hans 45 års færden herude.

Her til aftenen dukkede Bjørn Frikke også op, og han var så venlig at køre mig ud til en lokal Slørugle i en hemmelig lade og vise den frem. Sikke en smuk fugl. Det var min første i Danmark.. sådan er det nogle gange, når man er fra Sjælland :)

Vadefugletræktotaler: Strandskade 136, Stor Præstekrave 8, Hjejle 2, Strandhjejle 5, Islandsk Ryle 200, Sandløber 47, Krumnæbbet Ryle 1, Almindelig Ryle 138, Lille Kobbersneppe 21, Småspove 5, Storspove 1, Rødben 15, Hvidklire 1, Stenvender 7, ubestemt vadefugl sp. 12

Mathias

Prop i vaderstrømmen

onsdag 26. juli 2017
Nordenvinden stoppede trækket
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.15: N 4 m/s, 15.4 °C, 1/8, 15 km

Langt om længe drejede vinden helt væk fra det østlige hjørne, endda op i nord, og dermed var det helt slukket for al træk. Blot 19 artsbestemte sydtrækkende vadefugle sås af David og undertegnede på 3 timers morgenobs: Strandskade 11, Almindelig Ryle 5, Lille Kobbersneppe 2 og Islandsk Ryle 1. Der kom også lidt Skarver.

Til gengæld var havet levende af rastende måger og terner, og pludselig stod der en 2k Kaspisk Måge på stranden med gul ring X174 (foto), som jeg en overgang tillod mig at aflæse og fotografere mens David varetog observationerne. En sjov detalje ved denne fugl var, at den var meget modigere end alle andre fugle på stranden, idét samtlige måger og terner røg på vingerne over nogle hundeluftere, mens den kaspiske måge som den eneste blev stående og var ligeglad. Om fuglen var helt "ren" er svært at svare på (iflg. Henrik Knudsen kunne den let stamme fra én af de tyske kolonier med hybrider), men under alle omstændigheder bliver det spændende at få en tilbagemelding på ringen.

Ellers en meget stille dag.

Uden navn

Mathias

Vinden drejer

tirsdag 25. juli 2017
Vi nærmer os 20.000 vadere i denne sæson
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.15: NØ 3 m/s (43°), 15.3 °C, 8/8, 5-10 km

Efter tre dage med østenvind, drejede vinden i dag op i det nordøstlige hjørne, hvilket fik Bent til at forudsige at trækket ville gå højt. Det fik han ret i - David og undertegnede fandt vel 95% af de trækkende vadere adskillige kikkertfelter oppe, så der skulle kigges højt meget af tiden (se foto), men heldigvis gjorde den overskyede himmel opgaven relativt overskuelig. Trods den ikke-optimale vindretning var der atter godt med vadefugle - lidt mere end 1100, primært Strandskader og Islændere, men også Hvidklire havde en fin dag med 25 fugle.

hojt

Bent åbnede net, og heri gik bl.a. efterårets første Havesanger, en fin 1k-fugl med masser af fedt (foto). Om eftermiddagen kørte David og jeg ned og tjekkede Grønningen, hvor der stod en 2k Kaspisk Måge i en flok blandede måger. Slutteligt lå der før solnedgang 90 Mursejlere og fangede insekter ved fyret. Det lykkedes desværre ikke at finde noget spændende imellem.

haves

Vadefugletræktotaler: Strandskade 511, Stor Præstekrave 7, Strandhjejle 3, Islandsk Ryle 269, Sandløber 1, Dværgryle 1, Almindelig Ryle 137, Dobbeltbekkasin 1, Lille Kobbersneppe 68, Småspove 2, Rødben 18, Hvidklire 25, Tinksmed 2, Mudderklire 4, Stenvender 2, ubestemt vader sp. 77.

I alt: 1151 vadere. Hermed er der talt 17.665 trækkende vadefugle ved Blåvand på én uge, ud af den foreløbige sæsontotal på 17.807. Hvornår mon vi rammer 20.000...?

Mathias

Atter mange trækkende vadefugle

mandag 24. juli 2017
Og mængder af rastende fugle
af Mathias Blicher Bjerregaard træk og Bent Jakobsen ringmærkning og rast

Vejr kl. 5.15: Ø 4 m/s (97°), 12.9 °C, 6/8, 10 km

Det intense vadefugletræk fortsætter. På tredje dag i træk med østenvind sad jeg for en gangs skyld alene, men fik alligevel talt og noteret 1900 vadefugle på fem timer. I betragtning af at samtlige fugle blev fundet inden for revet eller højt, og dermed 0 i eller bag revet, ville det nok have hjulpet at have en med observatør. Mest bemærkelsesværdige tal var Almindelig Ryle 1109, Krumnæbbet Ryle 13, Lille Kobbersneppe 121 og så er Strandhjejlerne også begyndt at røre på sig, bl.a. sås en smuk flok på 13 fugle med 20 Islandske Ryler. Desuden sås for andet dag i træk en trækkende 1k Vandrefalk, der fik jaget en masse måger og terner på vingerne.

Vadefugletræktotaler: Strandskade 264, Stor Præstekrave 10, Hjejle 2, Strandhjejle 36, Islandsk Ryle 187, Sandløber 26, Dværgryle 1, Krumnæbbet Ryle 13, Almindelig Ryle 1109, Brushane 1, Dobbeltbekkasin 1, Lille Kobbersneppe 121, Småspove 16, Storspove 3, Rødben 39, Hvidklire 16, Stenvender 15, ubestemt vadefugl sp. 45

I alt: 1905 trækkende vadefugle, og dermed den fjerde dag i juli med over 1000 vadere.

Rast og ringmærkning

På revlerne rastede rigtig mange måger og terner således 1150 fjord/havterner og 790 sildemåger. Det der dog faldt mest i øjnene var det virvar af fugle lige bag revet. Suler piskede ned i vandet, så man skulle tro at der blev brugt piskeris og en kæmpe stor flok skarver lå også og guffede i fiskemylderet. I alt 900 suler er klar rekord for juli måned, hvor der ikke tidligere er set over 500 på en dag. Det var vildt at se, hvordan flokken blev større og større efterhånden som fuglene væltede ind fra både fra syd og nord.

Endnu en rekord blev sat i dag med i alt 15 gråsæler på sandbankerne. De 31 spættede sæler er mere normalt og ikke rekord. En stor flagspætte var ude og vende et par gange.

Vejret var ideelt så alle net åbne. Det blev en jævn ringmærkningsdag med 19 mærkede fugle. Stadig primært ynglefugle, men også et par uventede arter som stor flagspætte og korttået træløber.

Ringmærkning: Stor flagspætte 1, landsvale 1, hvid vipstjert 1, jernspurv 1, sangdrossel 1, gulbug 1, tornsanger 2, gransanger 3, topmejse 1, musvit 1, korttået træløber 1 (foto), tornirisk 3.
Ialt 19. 

kortta

Vadefugletotal

mandag 24. juli 2017
af Henrik Böhmer

Siden vadefuglesæsonen startede officielt, har der kun været talt systematisk ved Blåvand siden Mathias Blicher Bjerregård startede d. 18/7. Alligevel har denne sæson allerede vist tænder og østenvinden kunne ikke være timet bedre. Netop på dette tidspunkt hver år starter trækket af de arktiske vadere, som stadig er i deres flotte sommerdragter og netop med østenvinden bliver de presset ud til Jyllands vestkyst, hvor de under nogle omstændigheder ses i maget store tal. De seneste dages imponerende træk har ledt til flere store tal, som f.eks. dage på næsten 3.000 almindelige ryler, en dag med over 1.000 små kobbersnepper og senest i går med 145 krumnæbbede ryler. Totalen for perioden ses herunder. 

 Art 
Antal
Almindelig ryle
7075
Brushane
4
Dobbeltbekkasin
17
Dværgryle
34
Hjejle
13
Hvidklire
55
Islandsk ryle
2219
Krumnæbbet ryle
306
Lille kobbersneppe
1449
Mudderklire
5
Rødben
538
Sandløber
489
Småspove
116
Sortklire
3
Stenvender
89
Stor præstekrave
68
Storspove
47
Strandhjejle
59
Strandskade
1934
Svaleklire
6
Tinksmed
2

20 arter vadefugle

søndag 23. juli 2017
Igen over 3000 vadere
af Mathias Blicher Bjerregård

Vejr kl. 5.15: Ø 5 m/s (77°), 15.3 °C, 8/8, 10 km

Folk: MBB, HBØ, DMA

Når der har været en rigtig god trækdag under perfekte vejrbetingelser, er det tommelfingerreglen at der kommer færre fugle næste dag. Det var også delvist rigtigt i denne omgang, da det "kun" blev til lidt over 3800 vadere i dag efter gårsdagens 6100. Ikke desto mindre var intensiteten endnu større for smårylerne, da fem timers morgenobs 5.15-10.15 gav Almindelig Ryle 2362, Krumnæbbet Ryle 145 (foto: MBB), Sandløber 145 og Dværgryle 17. Til gengæld så trækket af Lille Kobbersneppe ud til at være ebbet ud i denne omgang, da blot 35 fugle blev talt. Der kom stadig en del Rødben (98), Strandskader (373) og Islandske Ryler (321) og da også mindre hyppige arter som Sortklire, Mudderklire, Svaleklire og Tinksmed alle kom i bogen, blev hele 20 vadefuglearter registreret på træk denne dag, hvilket jo er fornemt. Obsen måtte desværre afbrydes kl. 10.15 grundet regn og torden.

krum

Morgenobsen blev også godt krydret, idet David fandt de 2 første Sortterner i efteråret, en 1k Vandrefalk kom trækkende lavt over stranden og endelig jokkede Henrik og jeg en adult Lærkefalk op under gåturen hjem. Sejt.

En så stor morgenobs på en østenvindsdag krævede naturligvis et tjek om aftenen, men knapt 150 vadere på knapt to timer 16.55-18.45, herunder 0 krumnæb, motiverede ikke til at blive på posten aftenen ud. Det mest bemærkelsesværdige på aftenobsen blev Sortterne 1, Almindelig Kjove 1 og Lille Kobbersneppe 21.

Det er vildt, at antallet af krumnæb pr. østenvindsdag bare fortsætter med at stige, og Henrik Bøhmer, som har set på vadefugletræk herude i mere end et årti udtalte at han aldrig har set noget lignende. Således er 145 det næsthøjeste tal for Krumnæbbet Ryle i stationens historie, kun overgået af 172 trk. S 24/7-1992. Måske kunne rekorden let have være slået, hvis der havde været manpower til at dække middagstimerne mellem regnbygerne, men desværre kommer her næsten ingen folk i juli. Det er mærkeligt.

Vadefugletræktotaler: Strandskade 396, Stor Præstekrave 25, Hjejle 3, Strandhjejle 11, Islandsk Ryle 328, Sandløber 166, Dværgryle 17, Krumnæbbet Ryle 145, Almindelig Ryle 2419, Dobbeltbekkasin 3, Lille Kobbersneppe 56, Småspove 32, Storspove 9, Sortklire 1, Rødben 98, Hvidklire 20, Svaleklire 1, Tinksmed 2, Mudderklire 4, Stenvender 53, ubestemt vader sp. 28

I alt: 3817 trækkende vadefugle. Hermed er der i dagene 19-23. juli talt 14.609 vadere ved Blåvands Huk!

/Mathias


1   |  2  |  3     NÆSTE