Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (233)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (15)feb. (1)mar. (31)apr. (29)maj (30)juni (31)juli (22)aug. (28)sept. (30)okt. (30)nov. (17)dec. (1)

Rolig dag på stationen

fredag 21. januar 2022
En Kvækerfinke blev dagens fugl
af Merit Lenk

I dag var en meget rolig dag på stationen. Der er stadig relativt meget vind, og der kom flere regnbyger i løbet af formiddagen, hvilket alt i alt gjorde, at dagen føltes meget kold fra start til slut. 

Bent kom dog forbi og det blev et par hyggelige timer med snak og historier om fugle, hvorefter vi fik ordnet lidt indkøb. 
Kort inden, at Bent kørte hjem igen, fik han øje på to Bogfinker (Chaffinch, Fringilla coelebs) og en Kvækerfinke (Brambling, Fringilla montifringilla), der sad i toppen af et træ ved stationen. Det blev årets første Kvækerfinke for mig, så den var jeg egentligt meget glad for :) Jeg kan generelt rigtig godt lide den art. 

I aften vil jeg se, om jeg ikke kan få natsværmerfælden sat op, så jeg måske kan tillokke nogle individer i løbet af natten. Morgenen vil så vise, om der er fangst :) 

Vi ses igen i morgen!

 

Folk på stationen: Bent, Merit

Dagens highlight: sand?

torsdag 20. januar 2022
Det var der i hvert fald meget af...
af Merit Lenk

Hej igen derude! I dag stod den på obs fra sabinebunkeren, da der var lovet godt med vind. Og det blev det også til, for middelvinden nåede helt op omkring 19 m/s fra NNV i morges, kort inden jeg smuttede ud mod bunkeren. Jeg havde tænkt, at jeg ville tage vejen igennem mosen, netop for at undgå at blive udsat for alt for meget sandfygning, men der tog jeg åbenbart fejl.
Jeg har aldrig før haft så meget sand i øjnene af at gå i mosen, og turen tog da også betydeligt længere end de 25 minutter, som jeg ellers plejer at sætte af til det. Det var nok også delvist grundet, at min sædvanlige rute gennem klitterne fra mosen til bunkeren var blæst væk, så jeg skulle finde ud af, hvor den nu var endt denne gang - og så i modvind med voldsom sandfygning. 

På vejen ud mod bunkeren fulgtes jeg lidt med en flok på 20 Sjaggere (Fieldfare, Turdus pilaris), der, ligesom mig selv, næsten forgæves forsøgte at komme nordpå. Jeg fik også skræmt 12 Agerhøns (Grey Partridge, Perdix perdix) op, der havde gemt sig tæt på vejen. Begge er arter jeg faktisk ikke har set meget til her på hukket, så dem blev jeg glad for.  

Men når de fugle, man ser på vejen ud til en obs, er bedre end fuglene på selve obsen, så må turen derud enten have været rigtig god, eller obsen har været ret så ringe. I dag var det desværre det sidste, og de eneste egentligt nævneværdige fugle var en Snespurv (Snow Bunting, Plectrophenax nivalis) og en Lomvie/Alk (Guillemot/Razorbill, Uria aalge/Alca torda), der begge fløj forbi i løbet af den første halve time.
De (få) resterende observationer kan som altid ses her på DOFbasen. 

Efter to timers obs, som tilsammen gav 8 observationer, gav jeg op for i dag. Jeg blæste praktisk talt hjem, og jeg tror næsten, at hvis jeg var hoppet, så ville jeg være fløjet resten af vejen. Men jeg valgte i stedet at gå og nyde det egentligt meget smukke vejr. Det lignede lidt, at man gik på skyer, da sandet fygede så meget omkring fødderne. Det var en ret spøjs oplevelse. Alt i alt efterlod i dag alligevel et godt indtryk - det var sjovt at opleve denne vejrekstrem igen. Men i morgen ser vinden heldigvis ud til at stilne lidt af, så man kan få set lidt flere fugle, og det vil jeg også se frem til. 

IMG_1032.jpgPælerækken forsvinder i sandskyerne. Foto: Merit Lenk

Vi ses i morgen!

 

Folk på stationen: Merit

Vinden tager til...

onsdag 19. januar 2022
...og bringer en dejlig måge med sig!
af Merit Lenk

Vejret har i dag primært været gråt, lidt vådt og frem for alt blæsende. Gode forudsætninger for at tjekke måger, i hvert fald sammenlignet med alle andre muligheder, som jo ikke rigtigt eksisterer i det her vejr - man kan i hvert fald hverken slå net op eller lave en afslappet obs på Sydhukket. Man kunne jo smutte en tur i sabinebunkeren, og jeg var lige ved, men der har jeg nu mere forhåbninger om i morgen.
Så derfor gik turen altså ud på hukket, da lyset var blevet så kraftigt, som det nu engang bliver i dag. Jeg tjekkede først Sydhukket og så nord for pælerækken, i håb om at finde en Kaspisk Måge (Caspian Gull, Larus cachinnans) eller måske en sjov and blandt Sortænderne (Common Scoter, Melanitta nigra). 

Det blev til hverken eller, men da jeg vendte mig om fra skopet, hvor jeg lige havde kigget på nogle Havlitter (Long-tailed Duck, Clangula hyemalis) igen igen, som lå meget tæt på, fik jeg alligevel set en lidt speciel måge. Og nej, det var ikke Ismågen (Ivory Gull, Pagophila eburnea), som jeg har ønsket mig i går, men "bare" en Ride (Kittiwake, Rissa tridactyla) - alligevel en af de fineste måger, der er.
Efter en del tid på Helgoland sidste år (hvor der er mange ynglende Rider) har jeg lært at elske denne art - men at se en ungfugl, som jeg virkeligt kun så en håndfuld gange på Helgoland, er stadig en helt særlig Blåvand-special for mig, og jeg bliver glad hver gang. 

Formiddagens diverse observationer kan ses her på DOFbasens hjemmeside

Der er ikke rigtig andet at sige i dag, udover at både stationens kedeldragt og brændeovn virkelig gør det kolde liv herude behageligt - og det kommer nok til at gælde resten af min tid her, tænker jeg... Så tak for de investeringer, de er life-savers!!

 

Vi ses i morgen! Jeg glæder mig til at se, hvad sabinebunkeren leverer denne gang. 

 

Folk på stationen: Merit

Mejser i nettene...

tirsdag 18. januar 2022
...og Havlitter på havet
af Merit Lenk

Vinden har aftaget en del siden i går, så jeg startede morgenen ude på sydhukket. Der trak utroligt lidt, men jeg blev specielt glad for de 7 Fløjlsænder (Velvet Scoter, Melanitta fusca), der fløj nordpå. Derudover nød jeg meget de mange Havlitter (Long-tailed Duck, Clangula hyemalis) - mine første! - og Sortænder (Common Scoter, Melanitta nigra), som lå og rastede ret tæt på kysten. 

Alle dagens observationer kan ses her

IMG_0593.jpg
Indbegrebet af et doku-foto - man kan lige genkende, at det er en Havlit (Long-tailed Duck, Clangula hyemalis), og ikke rigtig meget mere end det. Foto: Merit Lenk

Da jeg kom tilbage til stationen, var Svend Aage og Bent der, og de gik snart i gang med at male i køkkenet igen. Jeg tror dog, at de blev færdige i dag. 

IMG_0615.jpgBent og Svend Aage maler køkkenet. Foto: Merit Lenk

Mens de malede, fik jeg åbnet net. Det blev næsten en fuld bingoplade af mejsearter, hvilket gjorde ondt i fingrene - men jeg er glad for mejserne alligevel!

IMG_0831.jpgEn af de fine Musvitter (Great Tit, Parus major), der blev fanget i dag. Foto: Merit Lenk

IMG_0821.jpg
Dagens Sortmejse (Coal TitPeriparus ater) - nok min yndlingsmejse. Foto: Merit Lenk

Desuden fik jeg ringmærket årets første fugl! Det blev en fin Bogfinke-han. 

Dagens ringmærkninger:
1 Bogfinke (Chaffinch, Fringilla coelebs)

Dagens genfangster:
1 Blåmejse (Blue Tit, Cyanistes caeruleus)
3 Musvit (Great Tit, Parus major)
1 Sortmejse (Coal TitPeriparus ater)
1 Solsort (Blackbird, Turdus merula

I alt: 1 ringmærkning, 6 genfangster

 

På eftermiddagen kiggede David også forbi stationen, hvor han gik en tur på stranden. Det resulterede blandt andet i en Kaspisk Måge (Caspian Gull, Larus cachinnans)

 

Som nogle måske allerede ved, er der blevet indsamlet rigtig mange natsværmer-data i løbet af 2021, til stor del takket være en kæmpe indsats af Samuel Perfect, som har brugt utallige timer på at bestemme nattens tillokkede individer. I samarbejde er Sam og jeg i sidste uge blevet færdige med at indtaste alt dette data på Naturbasen under stationens bruger.
Det blev til 3123 observationer i alt, fordelt på 393 arter, og interesserede kan se observationerne her (vær dog opmærksom på, at dette muligvis kræver, at man logger ind som bruger). Jeg har forhåbninger om, at de frivillige her på stationen også fremtidigt vil indtaste data dér, hvis (når) der bliver fanget natsværmere igen :)

 

Nu, hvor jeg allerede har fået set de ønskede Havlitter (Long-tailed Duck, Clangula hyemalis), må jeg vist finde en ny fokusart for opholdet. David og jeg har joket om Ismåge (Ivory Gull, Pagophila eburnea), men jeg tror, at jeg skal finde et mere realistisk mål... Men man kan jo altid drømme! 

Vi ses i morgen, til hvad der ligner begyndelsen af torsdagens storm! 

 

Folk på stationen: Bent, Svend Aage, David, Merit 

Liv i bloggen og arbejde i huset

mandag 17. januar 2022
Årets første blogindlæg!
af Merit Lenk

Halløj derude, og godt 2022!
Så er der liv i bloggen igen! Jeg ankom til stationen i formiddags og bliver her nok til et sted omkring månedsskiftet, så i kan følge med i arbejdet på stationen i den tid! Da jeg ikke før har tilbragt tid her om vinteren, er jeg spændt på at se, hvordan det adskiller sig fra de andre årstider, og hvad januar har at byde på. 

I dag har det primært stået på arbejde i huset, hvor både Svend Aage, Bent, Jørgen og jeg har arbejdet på den forandring, der sker i hele stationen ved, at der kommer nyt køkken. Der er allerede sket meget, og jeg glæder mig til at se, hvordan her ender med at se ud, når det er færdigt.
Især de tre andre har arbejdet hårdt med at male og at rydde op i køkken og kælder, mens jeg har sørget for lidt omrokering af skabsindhold ovenpå, inden jeg gik ud til stranden. 

Der har været meget vind i dag med omkring 15 m/s fra NNV, så det var svært virkeligt at se noget på stranden. Der var dog dejligt mange måger, og det blev derfor også til en enkelt aflæsning af en farvering, på trods af, at skopet måtte blive derhjemme.
Havlit (Long-tailed Duck, Clangula hyemalis), som er den målart jeg har sat mig for dette besøg, blev det ikke til i dag. Jeg satser dog på at være mere heldig i morgen! Og måske bliver vejret så også til, at vi kan få ringmærket lidt. 

Vi ses i morgen! 

 

Folk på stationen: Bent Jakobsen, Svend Aage Clausen, Jørgen Grønne, Merit Lenk


FORRIGE     1  |   2